
26/09/2024
Det er med blødende hjerte og en knude i maven, at vi desværre må fortælle jer, at dankhåndbold.tv lukker for nu.
Vi har i denne uge modtaget en officiel skrivelse fra Dansk Håndbold, der forbyder os at vise kampe på platformen. Det sker tre dage, inden sæsonstart på U-håndbolden. Av og øv.
Det er kommet som en stor overraskelse for os, at bestyrelsen har taget denne beslutning. Den havde vi slet ikke set komme. Vi er rigtig kede af det og ærgrer os, fordi vi sådan havde glædet os til at vise en masse god håndbold.
Vores fælles eventyr – alt det, vi har bygget op sammen med alle jer derude – er tilsyneladende nået til endestationen.
Vi vil gerne sige tak til jer alle: Først og fremmest til alle de passionerede håndboldelskere, der har taget imod vores indhold, delt og diskuteret det med hinanden. Også tak til spillerne og klubberne, der er kommet med gode ideer og selv har bidraget med indhold til ”Grebet af håndbold”. Uden jer var vi ikke kommet så langt på så kort tid.
Hvad betyder det for betalende abonnenter på danskhåndbold.tv?
Vi skal lige danne os et overblik over situationen og få vejret efter denne mavepuster. Ingen skal selvfølgelig betale for noget, vi ikke leverer. Vi vender tilbage med information hurtigst muligt.
Har du yderligere spørgsmål omkring hele situationen, så skriv til [email protected] - Så vil vi forsøge at vende tilbage hurtigs muligt.
Tak for nu. Tak for jeres engagement og hjælp med at udbrede og eksponere verdens fedeste sport.
Bedste hilsner
Danskhåndbold.tv