Gad Historie, Fiolstræde 31-33, Copenhagen (2026)

19/12/2025

Kender du Aasivissuit – Nipisat?

Aasivissuit – Nipisat omtales som en levende port til fortiden – og til drømmelandet. Området er et gigantisk, velbevaret inuitkulturlandskab, der i 2018 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, og som i AASIVISSUIT – NIPISAT - JAGTOMRÅDET MELLEM HAVET OG INDLANDSISEN, danner ramme for en imponerende fortælling om fortidens levede liv og kulturlandskab.

Området er ca. 235 km langt fra indlandsisen i øst til øgrupperne ud mod Davistrædet i vest og op til 20 km bredt. Stedet rummer utallige fortidsminder fra de tidligste menneskers ankomst til Grønland og frem til i dag.

Udgravninger har blandt andet vist, at de første mennesker begyndte at bosætte sig i næsten alle egne af arktisk Nordamerika for omkring 4.500 år siden. I dag kaldes disse tidlige bosættelsessamfund for palæo-inuit – eller af Vestgrønland for Saqqaq-kulturen.

Sisimiut Museum udførte fra 1989 til 1994 omfattende arkæologiske udgravninger af Saqqaq-bopladsen på Nipisat og dækkede mere end 200 m2. Her blev der fundet mere end 1.000 redskaber, titusinder af stenafslag, affald fra produktionen af stenredskaber og 65.000 knogler og brudstykker fra fangstdyr.

Aflejringer af muslingeskaller over og under Saqqaq-kulturens efterladenskaber har resulteret i fremragende betingelser for bevarelsen af ben, tak og tand.

Fundene giver derfor detaljeret indblik i de første menneskers jagt, fangst og livsførelse i verdensarvsområdet.

Du kan læse meget mere om det unikke verdensarvsområde og om de første udfoldede livsformer i AASIVISSUIT – NIPISAT - JAGTOMRÅDET MELLEM HAVET OG INDLANDSISEN, som udkommer i dag.

13/12/2025

Kender du historien om luftangrebet på Gestapos hovedkvarter i Aarhus? Eller måske du lige har hørt om det i DR-serien “Huse med hemmeligheder”?

I efteråret 1944 var den jyske modstandsbevægelse under massivt pres. Gestapo havde taget fanger, som tilsammen havde et tæt på fuldkomment overblik over den jyske modstands opbygning og struktur.

Derfor sendte modstandsbevægelses øverstkommanderende, Vagn Bennike, et desperat telegram til de allierede styrkers hovedkvarter i London:

”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo. […] Jeg beder indtrængende om, at Kollegium 4 og 5 […] må blive ødelagt ved et luftangreb. […] Haster!”

Mindst tre danske fanger befandt sig på kollegierne den 31. oktober 1944, da bygningerne blev pulveriseret af de britiske 500-pundsbomber.

Deriblandt 28-årige Ruth Philipsen, som var til afhøring hos Gestapo i Kollegium 4.

Første angreb opdagede hun ved at kigge ud ad vinduet, hvor hun så en stor, sølvgrå tingest komme flyvende gennem luften. Kort tid efter ramte eksplosionen, som rystede hele bygningen. Hun kastede sig ind under en håndvask, mens de to tyskere kravlede ind under skrivebordet.

Anden angrebsbølge ramte deres del af bygningen. Philipsen kom uskadt igennem, mens Gestapofolkene derimod var forsvundet – sammen med det meste af værelset og gulvet.

Philipsen krøb til altandøren, hvor hun klatrede over gelænderet og lod sig falde de mange meter til græsset. Det lykkedes hende at overleve og derefter flygte til Sverige, hvor hun på fiskekutteren mødte Pastor Harald Sandbæk, der ligesom Philipsen havde været til afhøring hos Gestapo under angrebet.

Han var blevet begravet under murbrokkerne og gravet fri af en tysk soldat, som antog at han arbejdede for Gestapo, fordi han svarede ham på tysk. Han blev derfor fragtet til hospitalet, hvor han trods sit kraniebrud var kvik nok til at give sig til kende overfor overlæge Carl Emil Prip Buus, som forstod situationen.

Sandbæk blev indlagt som Jensen, og overlægen fabrikerede en falsk dødsattest i Sandbæks rigtige navn. Det reddede Sandbæk, der sammen med familien flygtede til Sverige ca. 14 dage senere.

Det britiske luftangreb på Gestapohovedkvarteret var den enkeltstående begivenhed i Aarhus under besættelsen, som krævede absolut flest menneskeliv: 72 personer, heraf 13 civile og sammenlagt 28 danskere.

Selvom både briter og modstandsbevægelsen opfattede angrebet som en overvældende succes, var det alligevel en høj pris i civile tab.

Læs meget mere om besættelsestiden i Aarhus i BESAT OG BEFRIET af Søren Tange Rasmussen.

📷 Ruth Philipsen, Besættelsesmuseets Arkiv.

10/12/2025

Har du sendt dit sidste brev?

Det er efterhånden en meget usædvanlig oplevelse at åbne postkassen og finde et brev fra en af sine kære – og ved udgangen af 2025 er det helt slt med PostNords omdeling af breve.

I bogen POST OG TELE kan du læse alt om danskernes 400-år lange rejse fra postmestre til pakkeshops.

I århundreder var brevet en væsentlig kommunikationsform i Danmark. Antallet af breve nåede sit højeste i 1998, hvor der blev sendt hele 1.408.048 breve. Herefter gik det dog hurtigt den anden vej.

E-mail og SMS begyndte for alvor at blive udbredt – senere gjorde sociale medier også sit indtog – og med nye og hurtigere kommunikationsformer mistede brevet sin funktion som en kvik skriftlig meddelelse.

Den ændrede adfærd var i høj grad også politisk foranlediget. En altafgørende faktor var nemlig loven om digital post i det offentlige, som et bredt flertal vedtog i Folketinget i 2012. Her satte regeringen som mål, at al kommunikation mellem borgere, virksomheder og det offentlige skulle foregå digitalt inden udgangen af 2015.

I 2023 vedtog Folketinget en ny lov, som frisatte postmarkedet ved at ophæve den befordringspligt, der siden 1919 havde tydeliggjort, at postvæsenets vigtigste formål var postforsendelser til hele landet.

Den nye lov fremhævede ganske vist, at staten var forpligtet til at sikre ”landsdækkende posttjenester” – både for borgere og virksomheder – men som konsekvens af ændringen mistede PostNord den statsstøtte, som virksomheden havde modtaget for at opfylde befordringspligten.

Den danske stat reducerede på den måde PostNord (som ejes 60 % af den svenske stat og 40 % af den danske) til en aktør blandt mange på det danske postmarked.

Som sådan vurderede PostNord i 2025, året efter dets 400-års fødselsdag, at uddelingen af breve i Danmark ikke længere var rentabel og valgte at fokusere forretningen på pakkepost.

Det vil dog stadig være muligt at sende breve fra den 1. januar 2026 med distributionsfirmaet dao.

Hvad er dit største minde med brevpost?

09/12/2025

Gjorde gadeaktivismen reelt en forskel, eller var det bare en forstyrrelse af den rigtige politik, der blev ført fra Christiansborg?

René Karpantschof har i dag talt med DR om mellemkrigstidens aktivisme på baggrund af hans nye bog DE EKSTREME DANSKERE.

Det blev en livlig snak om datidens politiske idéer og forunderlige personlige skæbner. Og der blev også talt lidt om Renés egen fortid som BZ-aktivist og om aktivismens rolle i verden i dag.

Lyt til udsendelsen via link i kommentar.

04/12/2025

Hvad gjorde de kvindelige kunstnere, da døren til Kunstakademiet blev holdt lukket for dem i slutningen af 1800-tallet?

Se med og få historien her, når forfatter Sara Alfort hopper i Gads ladcykel og tager dig med tilbage til København i 1888.

I sin nye bog DA TRÆERNE VOKSEDE IND I HIMLEN, er Sara Alfort endnu engang dykket dybt ned i arkiverne med breve, dagbøger, erindringer og efterladte papirer – og detektivjagten har afsløret en anden historie end den, vi plejer at høre om de kvinder, der malede i slutningen af 1800-tallet.

02/12/2025

Genkender du denne elegante kvinde?

Det er naturligvis Gabrielle ”Coco” Chanel – som er en af karaktererne i den nye historiske roman BARTENDEREN PÅ HOTEL RITZ, der foregår under besættelsen af Frankrig i 1940erne.

Mademoiselle Chanel havde nemlig et ganske nært forhold til Hotel Ritz i Paris. Ja, faktisk tilbragte hun sit livs allersidste øjeblikke i sin suite på Ritz, før hun døde i en alder af 87 år i 1971.

Men hun er ikke den eneste højtprofilerede person, som har følt sig hjemme på Hotel Ritz.

Under besættelsen var Hotel Ritz nemlig også et yndet tilholdssted for nazister, som blev draget af parisisk raffinement og ikke mindst bartenderen Frank Meiers legendariske cocktails.

I bogen følger vi bartenderen Frank, mens han fra sin position bag disken servicerer ikke bare typer som Coco Chanel og Jean Cocteau – men også holder glasset fuldt for Hermann Göring og de tyske officerer.

Alt sammen imens han gemmer på en stor hemmelighed: Han er jøde.

Men han er også en dygtig diplomat, der tilpasser sig omstændighederne og vinder de tyske officerers sympati. Og Frank er ikke den eneste på Hotel Ritz, der har noget at skjule.

BARTENDEREN PÅ HOTEL RITZ er baseret på en sand historie. Det er en fascinerende roman om det komplekse forhold mellem kollaboratører og modstandsbevægelsen i Frankrig – fortalt fra det myteomspundne Hotel Ritz.

📷Coco Chanel i 1937: Boris Lipnitzki / Roger-Viollet

26/11/2025

Tror du, at kvinderne der malede i slutningen af 1800-tallet var nogle tørvetrillere, der tilknappet og stilfærdigt passede deres strikketøj?

Så – oh boy! – tager du fejl!

Når kvinderne ikke malede, rullede de sig en smøg, gik på vinbar i Rom eller så cancan i Paris – helst hvor det ikke var “så forbandet anstændigt”, som Hanna Hirsch sagde.

For de elskede en “meget uanstændig cancan”, ifølge Eva Bonnier, og kom steder der var “fortryllende, mere stilfuldt og pikantere”.

De spillede kort i München, hvor de “kom klokken 4 og gik klokken 9 om aftenen, så det gøres grundigt”, opsummerede norske Harriet Backer.

De klædte sig som djævle til karnevalsfester i kunstnerkolonierne uden for Paris. De så på flotte mænd – eller rettere: “Nam nam øjenkonfekt”, som svenske Gerda Rydberg sagde.

“Vi havde det godt! Man rullede sig straks en cigaret, man fandt en siddeplads,” fortalte Elise Konstantin-Hansen.

De holdt sene middage i ateliererne med øl i skumringen, og de holdt fest med bowler med hvidvin, “som er ganske forrædderiske; så dampen var oppe”, som Eva Bonnier sagde. “Vi lever, som hver dag var den sidste”.

De var typerne, der fik “ordentlig hjertebanken” og blev sat i akut “urolighedstilstand,” som Juliane Hammer formulerede det. Så de havde desværre slet ikke tid til at være tørvetrillere.

Der er brug for en helt anden fortælling om kvinderne, der malede i slutningen af 1800-tallet. Så den har Sara Alfort skrevet med sin nye bog DA TRÆERNE VOKSEDE IND I HIMLEN.

Derfor har der den sidste tid været fordomskalender her på kanalen, hvor Sara Alfort har manet fire populære fordomme om de kvindelige kunstnere til jorden – én for én.

🎨 Portræt af Jeanna Bauck, 1881. Bertha Wegmann/Nationalmuseum Stockholm.

22/11/2025

Er du så heldig, at du har sådan én her stående derhjemme?

Denne ikoniske stol er naturligvis Børge Mogensens J39 – også kaldet ’folkestolen’ – tegnet for FDB. Men kender du egentlig historien bag møblet?

Midten af det 20. århundrede fremhæves ofte som en guldalder for dansk design, hvilket helt konkret kom til udtryk i periodens eksporttal. Men historien har også et lokalt dansk forløb.

Med FDB (’Fællesforening for Danmarks Brugsforeninger’) som central aktør kom der nemlig øget fokus på boligudstyr til almindelige danskeres hjem.

Det var daværende førstedirektør Frederik Nielsen, der gik forrest, og hans mål var ambitiøst. Han ville fremme kvaliteten af FDB’s brugsting og højne medlemmernes smag.

Frederik Nielsens ambitioner for FDB var høje, men han formulerede sig i afdæmpede vendinger. Tre formuleringer går igen i hans udmeldinger om brugstingenes – og andre varegruppers – kvalitet: tingene skulle være ”de rigtige”; de skulle være ”værdige” og gøre FDB ”ære”.

Ambitionerne blev for alvor forløst af arkitekt Børge Mogensen, der fra 1942 til 1950 tegnede mange af de møbler, vi i dag forbinder med begrebet FDB-møbler – herunder den ikoniske J39.

I løbet af 1940’erne blev det altså muligt at vælge de enkle industrifremstillede møbler, som Børge Mogensen tegnede for FDB, som alternativ til de tunge møblementer, der ellers var dominerende i tiden.

I den rigt illustrerede nye bog BRUGSKUNST af kunsthistoriker Jørn Guldberg, kan du læse hele historien om FDB’s betydelige aftryk på dansk design.

📷 Snedkeren 1965 med J39 på forsiden. I teksten oplyses blandt andet, at J39 var den stol Børge Mogensen selv var mest glad for.

19/11/2025

Man skulle tro at dette kunstværk hørte til på et museum – men det er faktisk et kongeligt gravmæle.

I bogen KONGELIGE BEGRAVELSER, som udkommer i dag, skriver Laura Maria Schütze om 1000 års kongelige begravelser – og én af dem, ser du et udsnit af på billedet her.

Det er nemlig H. M. Dronning Margrethe og prins Henriks gravmæle, der står klar i Roskilde Domkirke.

Begravelsen er et af de største og mest betydningsladede af de kongelige ritualer. Som noget ganske specielt for Danmark er traditionen først og fremmest forbundet med én kirke, og det har den været i 1.000 år. Vel nok den kirke, danskerne kender bedst, og som er udpeget som UNESCO Verdensarv, nemlig Roskilde Domkirke.

Her blev de kristne vikingekonger begravet. Og det er her, Kalmarunionens grundlægger, Margrete 1., reformationskongen Christian 3., den første enevældige konge, Frederik 3., og Grundlovens giver, Frederik 7., ligger begravet. Ligesom det er her, at dronning Margrethe og prins Henriks gravmæle står.

Ifølge traditionen er ikke færre end 40 konger og dronninger begravet i Roskilde Domkirke, heraf 22 monarker. At besøge de kongelige gravmæler er som at bevæge sig gennem danmarkshistorien fra vikingetiden til i dag. Den kongelige begravelse er et ritual fra fortiden, og den er et ritual i nutiden. Den er en levende tradition.

Dronning Margrethes gravmæle er udarbejdet af billedhugger Bjørn Nørgaard. Soklen består af fransk kalksten og de tre ben af dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor.

KONGELIGE BEGRAVELSER er en rigt illustreret og anderledes danmarkshistorie fortalt gennem royale begravelser i 1000 år – fra vikingetiden over enevælden til demokratiets tidsalder.

18/11/2025

Tror du, at kvinderne sad pænt i deres stuer og malede blomster i slutningen af 1800-tallet?

Så tager du fejl!

”Åh, det er så sjovt at gå alene, jeg føler mig aldrig ængstelig,” sagde svenske Hanna Hirsch, da hun vandrede rundt alene om natten i Paris. Det samme gjorde svenske Karin Larsson og Eva Bonnier.

I Athen travede danske Elise Konstantin-Hansen rundt med staffeliet under armen: “så kan jeg gå hvorhen jeg vil. Og jeg morer mig altid”.

De rejste alene med tog, dampskib og sporvogn, og undervejs malede de storbyen, bjergene, havet, hinanden og sig selv.

De havde skitseblokken med sig i parkerne i Firenze, i de skumle gyder i Paris og på ølbar i München.

De lod sig beruse af motiver i gaderne, på museerne og i naturen; “den farvesammensætning er nær ved at gøre mig tosset af henrykkelse, så dejlig er den, det er en ren øjenlyst”, syntes Marie Krøyer efter en gåtur gennem Paris med sig selv.

De forargede, imponerede, forundrede og chokerede pressen og publikum med deres kunst – ikke mindst med deres portrætter af kvinder, der sidder skødesløst og selvsikkert møder vores blik.

“Forresten er vi på ingen måde nedslåede over, at det vækker forargelse, det er det sikreste bevis for, at det er nyt og godt,” mente danske Agnes Slott-Møller.

De havde stenhård arbejdsmoral, tårnhøje ambitioner og på togrejser gennem Europa havde de “anfaldet skrækindjagende preussere med urimelige spørgsmål, og med dødsforagt vinket af flotte opvartere”, som en af dem skrev hjem.

Så disse malere havde overhovedet ikke tid til at sidde i stuerne og male blomster.

Der er brug for en helt anden fortælling om kvinderne, der malede i slutningen af 1800-tallet. Så den har Sara Alfort skrevet med sin nye bog DA TRÆERNE VOKSEDE IND I HIMLEN.

Derfor er der i øjeblikket fordomskalender her på kanalen, hvor Sara Alfort maner populære fordomme om de kvindelige kunstnere til jorden – én for én.

🎨 Portræt af Venny Soldan, 1886. Hanna Hirsch Pauli/Göteborg Museum.

14/11/2025

I dag udkommer RADIO OG TV – andet bind i serien om ’De store monopoler’.

Statsradiofonien så dagens lys den 1. april 1925. Det første år som en forsøgsordning med kun ét radioprogram, der sendte tre timer om dagen. Alligevel fik staten med radiofonien monopol på at sende radio i Danmark og nåede helt ud i stuerne med underholdning, oplysning, nyheder og undervisning.

I årtier var programmer i radio og senere på tv en selvfølgelig del af danskernes hverdag og samtalestof på arbejdspladsen og ved køkkenbordet. I 1980’erne svandt monopolet gradvist ind, men båndene mellem staten og de elektroniske medier forsvandt ikke helt.

RADIO OG TV er en fortælling om danskernes liv med elektroniske medier gennem 100 år – fra statens monopol til nutidens internetbaserede medielandskab.

Tidligere i serien om ’De store monopoler’ er POST OG TELE udkommet. En bog om røde uniformer, klassiske postkasser, telegrafer, telefondamer og national stolthed, men også om magt over kommunikationen.

Det sagde pressen om POST OG TELE:

”Et værk, en stor flot bog.” – Information

”Medrivende … fascinerende historie.” – Weekendavisen

11/11/2025

Genkender du herren her?

Det er naturligvis forfatteren Johann Wolfgang von Goethe – hvis rejseerindringer MIN ITALIENSKE REJSE netop er nyoversat til dansk af Christian Lundager.

Men hvorfor forlod Goethe pludselig alt og alle han kendte og drog til Italien med afrejse midt om natten?

Året er 1786. Det er mere end 10 år siden, at Goethe fik succes med romanen ’Den unge Werthers lidelser’, og han befinder sig nu i Weimar, hvor han har gjort karriere i politikkens verden.

Her har han en platonisk affære med Charlotte von Stein, en hofdame, der var gift, elleve år ældre end ham og mor til syv børn.

Til at begynde med var Goethe opslugt af sin kærlighed til Charlotte, som han førte en livlig og meget stormombrust brevudveksling med. Men forholdet var blevet kompliceret, Goethe følte sig låst fast og søgte en vej ud. Det kan heller ikke udelukkes, at han i tiltagende grad var blevet frustreret over forholdets platoniske karakter.

En septembernat i 1786 pakker han alle sine ting og sætter kurs mod Italien uden at give Charlotte besked.

Rejsens mål er Rom, et sted, som Goethe beskriver en sygelig længsel efter at opleve: ”Kun synet af og nærheden til min længsels genstand kunne kurere mig (…) Nu er jeg her og er faldet til ro, ja, har fundet ro for hele livet, virker det som om (…) Alle min ungdoms drømme ser jeg nu lyslevende for mig.”

Læs om hele Goethes livsomvæltende rejse fra de første skridt over Alperne til hans møde med den romerske antik, det napolitanske kaos og den sicilianske naturs skønhed i MIN ITALIENSKE REJSE, hvor også hans søgen efter livets og kunstens inderste sandhed bliver et essentielt omdrejningspunkt.

Maleriet ”Goethe in the Roman Campagna” er skabt af Johann Heinrich Wilhelm Tischbein og er del af Städel Museums samling.

Gad Historie