17/11/2025
Elsker ALT ved det her 🥳♥️
"Du skal ikke regne med, at han lærer at tale"
HVAD?
Hvordan kan det være, at forældre stadig i 2025 skal have dystre dommedagsudsigter om noget, fagpersonerne ved lige så lidt som alle andre?
Hvad er det, læger eller psykologer prøver at formidle, når de vil styre forældres forventninger et bestemt sted hen? Måske er det bare en måde for dem at være i deres egen usikkerhed på?
For de kan virkelig ikke vide det. Udvikling sker i sagens natur fremadskridende, og ofte forstår vi den først mens den sker, eller efter den er sket.
Sammen med kommunikationshandicappede børn er udvikling ofte endnu sværere at forudsige. Men noget af det allerbedste, man kan gøre, er at forholde sig åben, modtagelig og blød.
Skabe et miljø, hvor det er nemt, rart og spændende at tage det næste skridt. Hvor det næste, der ville være muligt, får gode betingelser for at ske.
Når de voksne responderer på det, der allerede er der, er det en af de allermest kærlige og kraftfulde måder at lade barnet udvikle det, der føles tilgængeligt for dem lige nu.
Når man lytter, tuner ind og giver svar, skaber man nogle virkelig gode betingelser for, at nogen får lyst til at prøve sig frem ved vokal (og måske verbal) kommunikation. Det er ikke en garanti for verbalt sprog, selvfølgelig, men det er en måde at arbejde på, at brugen af stemmen, hvad enten den bruges til ord eller lyde, udvikler sig på en iboende motiveret, meningsfuld, intentionel og social måde.
Til en start kan man kan fx lytte nøje til de lyde, bevægelser, blikke, toner, mønstre og lege, der optager barnet. Man kan læne sig helt ind i det, følge det, besvare det, fx ved at gentage dele af det, sende kærlige blikke, nyde det, og nyde, at barnet nyder det.
Man kan sætte sig i nærheden, måske lidt lavere, måske lægge sig ned.
Man kan holde kroppen, hænderne og blikket blødt, så man er modtagelig, til rådighed og tilgængelig.
Man kan på den måde vise sin interesse, og det gør mere sandsynligt, at barnet vil dele sine interesser. Det opbygger tilliden til, at barnet kan blive hørt. Det er en kraftfuld måde at vise barnet, at det at bruge blikket, ansigtet, stemmen betyder noget for andre.
Udvikling sker, ikke gennem øvelser og mål, men ved at lade denne naturlige proces ske igen og igen i barnets eget tempo. Det betyder også, at man giver slip på at vide, hvor det kan ende. At nuet på en måde bliver vigtigere. At man lader tingene udfolde sig og slå rødder. Fra mange forældre ved jeg, at det føles langt bedre end at sætte mål. At det kan føles som at finde hen til en langt mere intuitiv måde at være sammen og skabe udvikling på.
OG: alt det er LANGT lettere, hvis man ikke på forhånd har fået at vide, at man skal lukke ned. At man lige så godt kan lade være, eller at man kun kan skabe udvikling ved at presse på.
