Estrid Dyekjær - Forfatter

Website Kontakt virksomheden

Estrid Dyekjær - Forfatter Forfatter, lydbogsindlæser og podcastvært med et hjerte, der banker for litteraturen

På sin vis forstår jeg godt, hvorfor nogle forfattere fristes til at bruge AI i deres arbejde. For eksempel når man bliv...
29/06/2026

På sin vis forstår jeg godt, hvorfor nogle forfattere fristes til at bruge AI i deres arbejde.

For eksempel når man bliver i tvivl om hvorvidt sprog, plot eller karakterer er tilstrækkeligt stærke eller nuancerede.

Den slags tvivl og usikkerhed hører forfatterlivet til og kan ultimativt tage sjælen ud af selv de bedste manuskripter.

Så tænk, hvis der fandtes en litterær tryllestav, der på magisk vis kunne drysse liv over teksten, så man kom videre, fik manus antaget og udgav en bestseller.

AI-fristelsen ligger lige for og jeg tror desværre, at mange vil bruge den i fremtiden. Desværre, fordi min erfaring er, at de mest skøre, finurlige og underfundige tekster, er dem, der har kostet blod, sved og tårer før de kom ud på papiret - og det er de tekster der står stærkest og gør mig allermest stolt.

I øjeblikket arbejder jeg på en tekst, der har drillet mig i mere end 5 år. Jeg kommer ingen vegne. Tager det frem med mellemrum - måneder eller år - læser igennem skriver til, retter, sletter og redigerer. Sender i udvalg hos mine vanlige betalæsere og taler om det, så min søde kærestes ører næsten bløder.

Processen er træls, men at bruge AI vil aldrig være en løsning for mig. Måske kommer jeg aldrig i mål med projektet, men den læring og de refleksioner der ligger undervejs ville jeg ikke være foruden. Heller ikke selvom AI kunne have sparet en masse tid og frustrationer.

Glæden ved at skrive og komme i mål - hvor svært det end er - er simpelthen for vigtig for mig.

Billedet her er taget med min telefon - af min datter på 12, og teksten i opslaget er skrevet af mig uden forudgående kladde og uden brug af den AI assistent, som FB ellers aktivt tilbyder.

Ikke sjældent bliver jeg spurgt, om jeg som forfatter bruger kunstig intelligens... eller hvad jeg synes om brugen af de...
24/06/2026

Ikke sjældent bliver jeg spurgt, om jeg som forfatter bruger kunstig intelligens... eller hvad jeg synes om brugen af det. Om det skræmmer, forarger eller drager mig.

Svaret er entydigt NEJ. Jeg bruger det ikke i nogen processer når jeg skriver, redigerer, sætter komma, illustrerer, plotter eller noget som helst andet.

Til gengæld slukker jeg tit computeren og skriver I HÅNDEN...noter, plot-idéer eller som i dag bare et brudstykke af en tekst, der rumsterede i hovedet.

Måske bliver den renskrevet på computeren i sommeren løb... måske er det bare et løst notat, men mest af alt er det håndskrevet, analogt og menneskeskabt....

Hvad er din holdning til AI?

Frugterne Falder kunne ikke markedsføres som autofiktion for historien er ikke (kun) min egen, men tilhører alle, der le...
07/05/2026

Frugterne Falder kunne ikke markedsføres som autofiktion for historien er ikke (kun) min egen, men tilhører alle, der lever med psykisk vold i nære relationer.

Mænd, kvinder og børn.

Det er et vanvittig vigtigt og svært emne, som jeg fik lov at tale om et par gange. Blandt andet i samarbejde med Center For Voldsforebyggelse.

Jeg stod undervejs ved en skillevej: Skulle jeg være forfatter eller kæmpe for en vigtig sag, som andre har langt bedre greb om end jeg? Det blev til et par foredrag efter udgivelsen, men jeg kunne godt mærke, at det ikke skulle være mit fremtidige virke - ikke mindst fordi fokus i løbet af bogens første leveår skiftede fra 'psykisk vold mod kvinder' til 'Femicide' altså drab på kvinder og dem er der heldigvis ingen af i min roman.

Om andre emner, herunder alle mine bøger, kan jeg dog tale nærmest uafbrudt, så hvis man er nysgerrig er det bare at række ud. Det gjorde de for eksempel i barndomsbyen Esbjerg, hvor fotoet her er taget, men hvor det (som det vist fremgår) også handlede om det øvrige forfatterskab.

Foredrag kan være en vigtig indtægtskilde for forfattere, men for mig er det vigtigste faktisk næsten mødet med læsere og andre nysgerrige i publikum. Aftenen hos Fugl Fønix i Esbjerg står som en ganske særlig oplevelse

I processen med at skrive 'Frugterne Falder' havde jeg mange overvejelser. Når udgangspunktet er egne følelseserfaringer...
23/04/2026

I processen med at skrive 'Frugterne Falder' havde jeg mange overvejelser.

Når udgangspunktet er egne følelseserfaringer, implicerer det også ret hurtigt ens nærmeste, og det er ikke sikkert de alle har lyst til at blive fiktionaliseret - uanset, hvor anonymt det gøres.

Dem, der kender mig bedst, ved godt hvem, der er hvem, men alle andre kan gisne frit, og det gav nogle bekymringer.

Derfor blev nogle relationer skrevet kraftigt om i forhold til mit eget liv. Min søster blev for eksempel skrevet ud, en kollega blev lavet om til en bror og en samtale hovedpersonen har med en præst har aldrig fundet sted, men er et opkog af en dialog jeg havde med en helt anden.

Det jeg ville med Frugterne Falder var at dykke dybt ned i hvordan man bliver fanget og fastholdt i relationen, selvom det på omgivelserne virker muligt bare at gå. Det var nødvendigt at skære alting ned til én relation og undgå forstyrrende elementer for at vise, hvordan relationen kan udvikle sig i negativ retning over mange år, imens man fylder hverdagen med helt almindeligt levet liv.

Ved at fremskrive alle tidligere parforhold blødt og sødt forsøgte jeg at minimere risikoen for at støde tidligere partnere, men i virkelighedens verden oplever mange mere end ét dysfunktionelt forhold, før de endelig bryder ud.

Jeg kunne selvfølgelig have ladet være med at udgive en bog, der gik så tæt på, men emnet var simpelthen for vigtigt. Undervejs i arbejdet mødte jeg flere og flere, der kunne fortælle lignende historier og derfor vidste jeg, at det var nødvendigt at være med til at skabe et sprog for den psykiske vold.

Inden udgivelsen fik alle, der på nogen måde kunne tolkes til at være virkelige personer bag karaktererne mulighed for at læse manuskriptet igennem, så jeg var nogenlunde rolig omkring deres reaktioner. I dagene omkring udgivelsen fyldte det dog stadig i mine tanker: En enorm lettelse og stolthed over at have skrevet historien, men krydret med uro i maven over potentielle konsekvenser.

I dagene op til udgivelsen af 'Frugterne Falder' spurgte mange, hvad jeg var mest bekymret for. Svaret var entydigt. Det...
22/04/2026

I dagene op til udgivelsen af 'Frugterne Falder' spurgte mange, hvad jeg var mest bekymret for.

Svaret var entydigt. Det, der primært opfyldte mine tanker var, om Frugterne Falder ville blive opdaget af andre end mine nærmeste.

Det var min syvende roman og selvom jeg altså ikke længere er debutant, så er der stadig langt til bestsellerlisterne og den tid, hvor man frygtede en dårlig anmeldelse er for længst forbi: En anmeldelse i en større avis er et scoop de færreste forfattere opnår og ja, drømmen var netop en sådan.

Sjovt nok vidste jeg godt, at det ikke ville ske. Jeg havde nemlig haft en del dialog med flere store landsdækkende redaktioner og havde mødt det samme spørgsmål alle steder:

Er det din egen historie?

På sin vis skriver jeg altid på egne følelseserfaringer, men kalder jeg hele den forfærdelige historie om psykisk vold i en dysfunktionel relation for min egen, inddrager jeg både børn, familie og venner, og det ville jeg gerne undgå. For deres skyld og min egen.

Det vigtigste var at fortælle en historie, til oplysning, indsigt og måske hjælp for andre - hævn og udskamning var ikke et motiv, så jeg valgte at takke nej til alle de muligheder.

Så i ugen op til udgivelsen vidste jeg det godt. Det ville ikke blive til bred medieomtale. Heller ikke selvom emnet er vigtigt. Sådan er branchen og det er op til den enkelte at vurdere, hvordan man vil navigere i den som forfatter.

Heldigvis fik jeg lidt opmærksomhed med omtale af bogen i både Alt for Damerne og Familiejournalen, men derudover blev det lidt tyndt.

Til gengæld var der fine ord til bogen fra andre. Det gjorde godt.

Læs med igen i morgen for flere nedslag i romanens første år.

Jeg var i skoven en forårsdag i april sidste år.Det var i dagene op til udgivelsen af Frugterne Falder og jeg var fuld a...
21/04/2026

Jeg var i skoven en forårsdag i april sidste år.

Det var i dagene op til udgivelsen af Frugterne Falder og jeg var fuld af spændt forventning - og håb.

Måske skulle det blive denne gang jeg kom i et landsdækkende medie, fik en anmeldelse i en større avis eller solgte bøger til lidt flere udenfor familiens nære kreds.

Alt var lagt til rette. Forlaget og jeg havde brugt måneder på markedsføring, kommunikation med diverse medier og planlægning af alt fra bogreception til distribution.

Udgivelsesdatoen var valgt, så den faldt på årsdagen for kriminalisering af psykisk vold og der var således ikke mere vi kunne gøre den forårsdag i skoven.

Måske var jeg lidt distræt. I hvert fald havde fotografen sit hyr med at afholde mig fra at spise det der æble. Det var jo egentlig bare en rekvisit, men når man holder sådan en frugt i hånden, er det mest naturlige vist bare at spise det.

Og måske er det noget med lyset i disse dage, eller årets bogudgivelser med samme tema, men jeg får lyst til at dvæle lidt ved bogen og dens første år i verden.

Om ikke andet, så for at vise lidt flere af de billeder vi fik med hjem fra turen i skoven.

Følg med de næste dage for mere om et år med Frugterne Falder...

Måske er naturens største mirakel faktisk foråret? I dag skinner solen, bøgen står på spring og i skovbunden myldrer et ...
17/04/2026

Måske er naturens største mirakel faktisk foråret?

I dag skinner solen, bøgen står på spring og i skovbunden myldrer et stjernedækket tæppe frem med hvide anemoner mellem alt det grønne.

Det er faktisk svært at holde sig inde og skrive, men det går alligevel, fordi jeg er ved at grave mig ind i en ny historie med karakterer, der hele tiden vil have min opmærksomhed.

Når jeg skriver føler jeg tit, at inspirationen kommer lidt ubelejligt, men der er ikke andet at gøre end bare tage imod og få ordene til at blomstre.

Til det formål er foråret faktisk fint. Hver dag læser jeg det jeg skrev i går, skriver lidt nyt og går så måske ud i skoven og tænker over hvad der skal arbejdes på næste dag.

Jeg elsker at skrive, jeg elsker foråret, og måske er det derfor, de fleste af mine bøger bliver til, netop som alting springer ud.

Ugens helt store emne for landets forfattere - vistnok uden undtagelse - er bibliotekspenge. Nogen har fået mere, andre ...
10/04/2026

Ugens helt store emne for landets forfattere - vistnok uden undtagelse - er bibliotekspenge. Nogen har fået mere, andre mindre og en hel del slet intet. Et fåtal har fået så meget, at de vil kunne leve godt af det i et stykke tid.

Jeg hører til en af de heldige, der har fået lidt mere end sidste år og for det er jeg helt utroligt taknemmelig! Det betyder nemlig, at I stadig læser med, låner bøger på biblioteket og lytter på e-reolen.

Jeg har fået lidt mere end sidste år, så jeg nu er oppe på hele 29.388,83 kr. Det lyder måske ikke af meget, når beløbet dækker et helt år, og der er selvfølgelig også andre penge at tjene som forfatter - for eksempel ved salg og foredrag, men dette er faktisk min største 'lønseddel' siden jeg trak mig tilbage fra det knusende karrieliv jeg havde indtil 2018.

Tak til alle jer, der læser med og gør det muligt for mig at leve - måske ikke af, så i hvert fald med - et forfatterliv.

Læsekrogen var på tur i den forgangne weekend, og denne gang havde Torben Mathiassen lokket os helt til Horsens, hvor vi...
23/03/2026

Læsekrogen var på tur i den forgangne weekend, og denne gang havde Torben Mathiassen lokket os helt til Horsens, hvor vi fik talt om de afledte kriminelle konsekvenser af klimakrisen.

Når Klimaets store systemer kollapser, kan der ske det samme med det vi kalder kritisk infrastruktur og derefter med lov og orden. Det og meget andet fik vi talt om på scenen i arresten og på standen fortalte jeg om 'Frugterne Falder', der handler om psykisk vold. Dét er nemlig også kriminelt og således fik begge forfattere plads i en celle i det gamle fængsel :-)

Husk du kan stadig finde de gode snakke med Torben på Podcasten. Bare søg, hvor du plejer at lytte og få inspiration til spændende læsning

Adresse

Esbjerg

Underretninger

Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Estrid Dyekjær - Forfatter offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Estrid Dyekjær - Forfatter:

Del

Kategori