08/06/2026
Et af de stærkeste værktøjer jeg lærte som mentaltræner 👏😀
Hvis du kan tilgive andre, er det en kæmpe gave for dig selv 🎁 Det kan være svært at tilgive 🫣 Men hvad er det bedste der kan ske?
Det fortæller jeg om her 👇
(Uddrag fra min bog UDLEV DRØMMEN)
👉 www.udlevdroemmen.dk
I dag er det 6 år siden jeg tilgav min klasselærer fra folkeskolen.
Hver gang vi skulle aflevere vores lektier, oftest stile, skulle vi gå op til hendes bord og lægge vores stilehæfte foran hende. Der var én dag, som min underbevidsthed har gemt i hukommelsen og trukket frem utallige gange siden, en af de dage, hvor jeg ikke havde lavet mine lektier. Skoven og juniorklubben virkede som meget sjovere tidsfordriv end at sidde derhjemme og skrive stile.
Jeg nærmede mig hendes bord uden et stilehæfte i hånden og måtte indrømme, at jeg igen ikke havde lavet mine lektier. Hun blev rasende. Hun bad mig om at stille mig ved siden af hendes bord og vente der, indtil alle andre havde afleveret deres stilehæfter. Min bedste ven, som også havde droppet lektierne den dag, blev bedt om at stille sig i den modsatte side af bordet. Der stod vi så, udstillet foran klassen.
Mens vi stod der, henvendte hun sig til klassen og spurgte: “Hvad tror I, Nils og Kim kan blive til, når de bliver voksne? Hvilke jobs tror I, de kan få?” Hun inviterede vores klassekammerater til at komme med sjove og ydmygende forslag, der skulle illustrere, at uden lektier kunne vi ikke blive til noget stort.
En ven, som kendte mig godt, tog hånden op for at sige noget, og vores lærer troede, det ville være en af de sjove, ydmygende bemærkninger, hun søgte. Da han fik ordet, sagde han med fast stemme: “Jeg tror, Nils bliver sergent i Søværnet.” Min ven vidste, at det var min store drøm dengang. Min far var i Søværnet, og jeg så op til ham og ville gerne være som ham.
Men det var slet ikke det svar, hun ønskede, så hun kom selv med nogle nedladende og smålige eksempler, der fik klassen til at grine. Der stod vi så, foran klassen, ydmyget.
Det stoppede ikke der. Hun havde fået øje på os, fordi vi ikke passede ind i hendes billede af, hvordan en eksemplarisk elev burde være. Pigerne i klassen blev hendes yndlingselever, mens min bedste ven og jeg blev hendes yndlingsmobbeobjekter.
Senere skulle vi til et forældremøde, hvor jeg sammen med mine forældre skulle sidde foran hende og få feedback på min indsats i klassen. Hendes kritik var ærlig talt rimelig. Jeg lavede sjældent mine lektier og viste minimal interesse i skolen. Hvorfor skulle jeg overhovedet engagere mig, når jeg allerede hadede hende?
Efter mødet sagde mine forældre til mig, at nu måtte jeg tage mig sammen. Det var helt rimeligt, og jeg vidste, at de havde ret. Så fortalte de mig, at hvis jeg ikke ændrede mig, ville jeg ikke få lov til at tage med på den store spejderlejr til sommer, og for mig var det alt. Det var den største korpslejr nogensinde, med over 20.000 spejdere samlet, og det var min drøm at deltage.
Med det ultimatum i tankerne begyndte jeg faktisk at lave mine lektier og aflevere dem til tiden. Jeg vidste godt, at det var en fair betingelse, og jeg var supermotiveret. Skiftet blev så tydeligt, at mine klassekammerater bemærkede det og begyndte at kommentere min pludselige forandring. De havde godt forstået, hvad der havde motiveret mig, og det var helt ok.
En dag sad jeg og lavede en stil, der skulle afleveres næste dag. Mine forældre kiggede ind på mit værelse og fortalte, at de nu tog hen til min klasselærer for at følge op på vores aftale. Jeg smilede og sagde “ok,” for jeg vidste, at jeg havde gjort, hvad jeg skulle. Jeg var sikker på, at hun ville fortælle dem om min indsats, og at min sommerlejr dermed var sikret.
Da de kom hjem, gik min mor grædende forbi mit værelse, og min stedfar stak hovedet ind og så trist ud. “Din lærer siger, at du ikke har forandret dig det mindste.” Jeg blev lammet af chok. Hvordan kunne hun sige det? “Så desværre, der bliver ingen spejderlejr til sommer.”
De gik, og jeg sad tilbage med en kæmpe knude af vrede og frustration over en lærer, der tilsyneladende ville gøre alt for at holde mig nede.
Dagen efter skulle vi aflevere vores stile. Jeg stod i køen ved hendes bord med mit stilehæfte i hånden, men i sidste øjeblik, da det blev min tur, lagde jeg det ikke frem. Jeg kiggede hende i øjnene og sagde: “Jeg har ikke lavet mine lektier.” Hun smilede nedladende og sagde: “Det er jo, hvad man kunne forvente.”
Min reaktion kom per instinkt. Spyttet fløj fra min mund og ramte hendes ansigt, og jeg blev straks sendt op til viceinspektør Niels. Hos Niels, som jeg efterhånden havde besøgt en del gange, endte vi igen med at spille Sænke slagskib, mens han lyttede til, hvad jeg havde oplevet.
Viceinspektør Niels kendte mig godt, for jeg sad tit på hans kontor. En dag, da endnu en episode med min lærer opstod, blev det alvorligt. Alle bøger skulle bindes ind, og hvis man ikke gjorde det, fik man skolens brune papir på, som absolut ingen ønskede.
Jeg havde pakket mine bøger ind i tykke reklamer fra BILKA, som min stedfar havde lært mig, og var stolt af min kreative løsning. Men hun var ikke tilfreds og bad mig tage papirerne af, så bøgerne kunne få skolens brune omslag. Jeg nægtede og endte på Niels’ kontor.
Efter at have hørt om de mange episoder, var det som om Niels pludselig forstod, hvad der foregik. Han blev rasende og tog mig med ned til tysklokalet, hvor han åbnede døren og råbte hendes navn så højt, at hele etagen måtte kunne høre det. Hun kom ud, og han gav hende en voldsom skideballe, mens jeg stod målløs ved siden af. Men selvom han tog min side, eskalerede hendes behandling af mig, som om hun ville hævne sig.
Min gamle folkeskolelærer, var en person, der satte dybe spor i min bevidsthed. Hendes mobning og sårende ord efterlod ar, ikke kun hos mig, men også hos en ven fra klassen. De gentagne negative oplevelser skabte en vrede i mig, som jeg bar rundt på i mange år, uden at jeg var klar over, hvor meget det påvirkede mit liv.
Det var først mange år senere, da jeg begyndte på uddannelsen som mentaltræner, at tilgivelse blev præsenteret som et centralt værktøj. Jeg lærte, at tilgivelse handler om at frigøre sig selv og skabe indre ro, ikke om at retfærdiggøre andres handlinger. Selvom det i starten virkede fjollet, lovede jeg mig selv at gå all-in på uddannelsen og begyndte at overveje, hvem jeg skulle tilgive.
På vej hjem fra Nordsjælland til Køge talte jeg ind i diktafonen om, hvad vi havde lært om tilgivelse. Emnet havde ikke sluppet sit greb om mig. Da jeg nåede Køge, stoppede jeg ved Transportcenteret for at tænke. En indre stemme udfordrede mig: "Hvad er det værste, der kan ske?" Jeg havde modstand mod tanken om at tilgive min gamle lærer, men denne modstand vækkede også en nysgerrighed i mig. Det blev tydeligt, at jeg måtte undersøge den.
Efter lidt betænkningstid, hvor jeg lavede en kort visualisering af tilgivelsesprocessen, besluttede jeg at finde hende. Jeg googlede hendes navn og adresse, og til min overraskelse boede hun ikke langt væk. En dyb vejrtrækning og en beslutning senere satte jeg kurs mod hendes hjem, mens regnen trommede mod bilruderne. Vel fremme gik jeg gennem regnen hen til hendes hoveddør og bankede på.
Døren blev åbnet, og til min store overraskelse sagde hun: "Nils, hvad laver du her?" Hun genkendte mig tydeligvis, selv efter alle de år. Jeg forklarede, at jeg var i gang med en mentaltræneruddannelse, og at jeg var kommet for at tale med hende som en del af min udvikling. Hun inviterede mig ind på en kop kaffe, og vi satte os ned.
Jeg fortalte hende, hvordan hendes handlinger havde påvirket mig dengang, om smerten og ubehaget, og hvad hendes ord og handlinger havde betydet for mig. Hun lyttede opmærksomt og undskyldte dybt uden at forsøge at forsvare sig. Hun var oprigtigt ked af det og spurgte endda, om hun skulle kontakte min ven og mine forældre for at undskylde til dem også.
Jeg foreslog, at hun ikke skulle gøre det, da jeg ikke mente, at min ven var klar til en sådan samtale. Jeg sagde til hende, at jeg havde valgt at tilgive hende for hendes handlinger. Selvom jeg ikke delte det med hende, var jeg bevidst om, at min tilgivelse ikke handlede om at glemme eller retfærdiggøre, men om at frigøre mig selv fra den byrde, hendes handlinger havde påført mig.
Da vores samtale sluttede, gik jeg derfra med en fornemmelse af at have opnået noget stort, noget jeg aldrig havde troet, jeg kunne gøre.
Før jeg nåede tilbage til bilen, vendte jeg om og bankede på hendes dør igen. Jeg bad om en selfie som dokumentation til min underviser på uddannelsen, vi grinede, og hun stillede glad op.
Dette møde gjorde en forskel i mit liv, men den største virkning kom først dagen efter.
Dagen efter skulle jeg fortælle om oplevelsen på uddannelsen. Da jeg begyndte at genfortælle historien, gik det op for mig, hvad tilgivelsen virkelig havde gjort. For første gang kunne jeg fortælle om hendes mobning og de sår, hun havde forårsaget, uden vrede i stemmen. Historierne blev fremlagt faktuelt, som episoder fra fortiden, ikke som gamle ar, der stadig sved.
Jeg mærkede en lettelse, som jeg aldrig havde oplevet før, følelsen af at være fri fra den vrede, jeg havde båret rundt på i så mange år.
Dette møde med min gamle lærer blev en dybt lærerig oplevelse. Tilgivelsen gjorde det muligt at omdanne en hændelse, der havde begrænset mig i mange år, til en læring og styrke. Jeg kunne nu se, hvordan tilgivelse er et redskab til at give slip på det, der binder os til negative følelser, og hvordan det kan åbne døren til nye perspektiver og frihed. I dag bruger jeg tilgivelse som et værktøj til at håndtere de begrænsninger og overbevisninger, der kan opstå i livet.
Hvem har du i dit liv, som du kan tilgive, så du kan give slip og sætte dig selv fri?
