14/11/2025
Nibe kickstarter julen med lys på byens juletræ, traditioner og sang ved en helt ny trio.
Vi siger det hvert år – og hvert år kommer det en smule bag på de fleste: Julen nærmer sig.
I dag fredag kl. 17.00 er det imidlertid – igen – tidspunkt for at tænde Nibes store juletræ på Torvet. Det sker atter med en mængde aktiviteter, der dels giver publikum oplevelser, og dels starter en række ak-tiviteter, der fortsætter indtil jul.
Tidligere borgmester stemmer i
I år vil Nibe Kommunes tidligere borgmester Jens Østergaard Madsen holde en kort tale, der in-troducerer juletiden i Nibe – og sammen med yderligere to sangere – Karina Stevenson og Torben Fogde Larsen – vil han synge ”Hyldest til juletræet”. Herefter tændes juletræet, der igen i år er do-neret til Nibe af Aalborg Kommune.
Julemusik og nissegrød
Til lejligheden vil Nibeblæsernes nisseorkester spille en række af julens hyggelige melodier, og frivillige fra det lokale beredskab vil servere friskkogt julegrød med kanel og sukker.
Julemånedens aktiviteter starter nu
Den store julekonkurrence, hvor man kan vinde gavekort til Nibes butikker og en eller flere hovedge-vinster, også i form af gavekort, starter ligeledes fredag. Som tidligere år får man et stempel for hvert køb på 200 kr. i én af de deltagende forretninger, og den fyldte kupon skal så afleveres i den store røde postkasse på Torvet.
Ligeledes starter en afstemning om det flottest pyntede jule-vindue blandt Nibes butikker. Også her er der en præmie ved lodtrækning blandt de, der stemmer og naturligvis en præmie til den vindende butik.
Aktiviteter i de små hytter på Skomagertorvet
På Skomagertorvet i Nibe er der opstillet to små røde hytter, som lejlighedsvis i weekends vil være bemandet med forskellige aktiviteter.
Julebelysningen monteres lørdag
Fra Grønborg El, der forestår etablering af selve belysningen på juletræet og belysningen i gaderne, oplyser man, at selve juletræet monteres torsdag, mens granguirlander og belysning hænges op af Nibe Boldklub og monteres med lys på lørdag. / JS
BILLEDET:
Jonas Møller-Larsen fra Grønborg El monterer her lyset i Nibe store juletræ på Torvet.