K10

06/08/2026

Opera er for mig at se af en af de få kunstformer, der. når det er bedst, rummer det hele. Bragende store fortællinger, tragedier, komedier, fantastisk musik, der lægger grunden for mange hits, vi hører i dag. Store menneskelige præstationer, kombineret med ofte storslåede visuelle oplevelser. Men jeg er med på, at det kan opleves svært tilgængeligt.

Derfor er jeg så glad for Odense Sommeropera. Her forsøger man netop at gøre opera til noget, alle kan få adgang til. Tre år i den ene ende, hundrede i den anden. det er aldersspændet, Odense Sommeropera i år regner med, når festivalen for ottende år rykker ud af koncertsalene og ind i byens gårde, passager og kirker.

Fra torsdag til søndag kan du støde på opera på Amfiscenen i Brandts Passage, under markisen ved Cafébiografen, i Valgmenighedskirken og i Studenterhus Odense, uden at det kræver hverken kjole og hvidt eller kendskab til genren i forvejen.

Og lad mig gentage det ligeud: opera er ikke støvet, det er det mest ufiltrerede, et menneske kan gøre med en stemme. Ingen mikrofon, ingen auto-tune, bare lunger og følelser skudt direkte ud i et rum. Jeg tænker, det er derfor det stadig kan give gåsehud tre hundrede år efter, det blev skrevet.

Programmet spænder fra børneoperaen om Tante Bruns fødselsdag over en fortælling om Carl Nielsens barndom (“En dreng som Carl”, lørdag klokken 13 i Valgmenighedskirken) til en fransk aften med Sidsel Aja Eriksen og en talk, hvor sangere fortæller, hvordan man overhovedet ender med at blive operasanger.

Festival: Odense Sommeropera 2026, div. kunstnere, Odense (Brandts Passage, Cafébiografen, Valgmenighedskirken, Studenterhus), 6.-9. august 2026, overvejende fri entré

02/08/2026

Keramik har aldrig sagt mig det store. Det har det aldrig gjort, det gør det – i store træk – stadig ikke.

Sådan har du det muligvis også. En kop er en kop, og den er god, hvis den kan holde kaffen varm. En kop er keramik, ergo er keramik en brugsgenstand målt alene på evnen til at holde væske.

Erasmus Montanus lever i mange af os – mig selv inklusiv – men der er alligevel noget, der kan trække mig ud af den tvivlsomme logik.

Da jeg for nogle år siden fik til opgave at skrive en historie om Erik Veistrup og hans store samling, der nu kan opleves på Clay, fattede jeg fascinationen. Måske gør du også, hvis du smutter forbi keramikmuseet og bruger bare et øjeblik på at forstå, hvad det er, man egentlig har samlet.

Veistrup-samlingen er i denne kontekst oplagt, men i “Keramikkens Magi” er museets eget skatkammer trukket op i dagslys, og det er ikke småting, vi har med at gøre. Mere end 250 år med danske formgivere, der har gravet, æltet, glaseret og brændt sig frem til alt fra det skrøbeligt lette til det rustikt robuste.

Det er altså jord, vand, luft og ild, der bliver til kunst i hænderne på folk, der tager håndværket dødeligt seriøst. Er det ikke fedt? Ja, Erasmus kunne muligvis fremdrage en argumentation, der sidestillede dette med min elskede Napoli-kop, men nej. Bare nej.

Udstilling: Keramikkens Magi, CLAY Keramikmuseum Danmark , Middelfart

31/07/2026

Jeg har stået på virkelig mange museer, hvor genstandene fortæller historien. Det er der intet i vejen med, men Museum Ernst er altså noget helt andet. Her fortæller genstandene om manden, der ikke kunne stoppe med at samle dem.

Frederik Ernst (1892-1976) overtog som blot 32-årig sin fars sølvvarefabrik i Assens, efter han på otte år havde mistet både bror, far og mor. Han drev fabrikken videre gennem nogle af de hårdeste år, dansk sølvtøjsproduktion har set, og da efterspørgslen efter sølv faldt, og folk i stedet ville have rustfrit stål, lukkede han fabrikken og gjorde noget, jeg finder helt poetisk: han byggede sit livsværk om til et hjem for alt det, han elskede. Hallo, Nicolaj Arcel, når du er færdig med Hans Christian, så har Fyn en anden fed historie lige her.

For Frederik Ernst er en vild historie om en vild mand med en vild filosofi: ”er det smukt, må jeg eje det”.

Resultatet er en lejlighed på over 250 kvadratmeter, proppet med antikviteter, porcelæn, møbler og kunst fra alle verdenshjørner, et rum, der nærmest emmer af en mand, der ikke kunne lade noget smukt passere uden at gøre det til sit eget.

Men det stopper ikke her, nej nej. Det, der for mig gør Museum Ernst til mere end en flot samling, er det menneske, der gemmer sig bag den. Frederik Ernst stiftede aldrig familie. Han boede hele sit liv alene i komplekset, der både var fabrik, butik og hjem, og han levede som homoseksuel i en dansk provinsby i en tid, hvor det krævede både mod og diskretion.

Alligevel blev han en af Assens’ mest centrale skikkelser: æresborger, ildsjæl i byens sociale og kulturelle liv, og manden der selv viste rundt i sine sale for nysgerrige gæster. I mange år var de mere intime sider af hans liv en stiltiende offentlig hemmelighed, men nu begynder museet for alvor at fortælle den fulde historie om manden, ikke kun samleren.

Her er virkelig mange lag, men tag alligevel familien med. Mini ERNST sørger for, at børnene også får deres eget møde med universet.

Udstilling: Museum ERNST, Østergade 57, Assens, Museum Vestfyn

30/07/2026

Psst, kan du holde på en hemmelighed: Alle de der hyggelige danske brostensgade-billeder, du ser på Instagram? Det er taget i Ærøskøbing. Og nu er der sørme nogen, der lægger en jazzparade gennem de samme gader som åbning af Ærø Jazz Festival, og så er jeg nødt til at spørge: Hvad mere har du brug for?!

Ja, det skulle da lige være mastodonter som Bo Stief, Emil de Wall med Randi Laubæk, Marie Carmen Coppel, Snorre Kirk og Mathias Heise.

Det, jeg finder mest tiltalende, er kontrasten mellem festivalens to scener: Det Gamle Værft, hvor stemningen kan blive stor og løs, og det historiske spillested Andelen, hvor der er bløde stole og publikum sidder så tæt på musikerne, at man kan høre dem trække vejret – med navne som Bo Stief og Kristin Korb på plakaten i år.

Ærø er ikke bare en ø, man tager til for stranden og småkagerne. I den uge er det øen, jazzdanmark med god grund vender blikket mod. Med mindre de naturligvis står til jazzfestival i Middelfart, så skal de vende blikket mod scenen der. Naturligvis.

Musik: Ærø Jazz Festival , med bl.a. Bo Stief og Kristin Korb, Ærøskøbing, 29. juli – 1. august 2026

29/07/2026

Okay, den her er så vild på mange måder. Du skal køre helt derud i det fynske, indtil du er sikker på, at GPS'en har taget fejl. Så tjekker du programmet, og nu er du overbevist om, at arrangørerne også har kludret i det. Men den er god nok. Kafé Kammas ligger så langt ude på Sydvestfyn, at kun de fast besluttede kigger forbi – en af dem hedder på fredag Thomas Dybdahl.

Kender du Thomas, tror du nok jeg lyver, kender du ham ikke, så hør her: Ham her er større end Haaland.

Dybdahl er en norsk trubadur og nationalskjald, der er så meget sin egen, at sammenligninger falder igennem, men tænk en stille Peter Sommer, der møder Teitur og Tim Christensen – også er jeg alligevel ikke nået i land med at definere Dybdahl.

Det letteste er sådan set bare at komme af sted. Men du skal nok skynde dig. Madbilletterne røg som varmt brød og er allerede udsolgt, hvilket egentlig bare bekræfter, hvad jeg godt vidste: mange har fundet ud af, at Kammas ikke bare er en café med god udsigt, det er blevet et af Sydfyns bedste spillesteder, uden at nogen har gjort det store nummer ud af det.

Musik: Thomas Dybdahl (solo), , Løgismose Skov, Haarby, 31. juli 2026

27/07/2026

Odense Jazz Festival begynder i dag, og der er i virkeligheden nok lidt større, end du går og tror. Læs med her

Måske kan du huske, at jeg for nogle uger siden flippede fuldstændig over, at den danske jazz-super-gruppe Buki Yamaz var gendannet og kom til Svendborg.

17/07/2026

Nabokrige kan være underholdende, fordi de nogle gange bunder i temmelig ligegyldige stridigheder. Men uanset, er det aldrig for sjov.
Og det er titlen på en aktuel udstilling hos TID - Museum for Odense - og den kan du se hele sommeren og lidt til.

16/07/2026

Ferie med børn i Odense?

Intet problem.

28/06/2026

Jeg ved faktisk ikke, om det her er en udstilling, du skal glæde dig til. Helt oprigtigt.

At du skal se den, skal vi ikke diskutere. Men om du sådan skal glæde dig? Det er noget andet.

De uværdige på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg er en af de udstillinger, der gerne skulle give ubehag, hvis du bare har en smule empati i kroppen. Her åbner museet nemlig rum på den gamle Svendborg Fattiggård, der hidtil har været lukket for publikum.
Det er i sig selv stærkt, for det her er jo ikke kulisser. Det er murene, vaskerummet, haven, gangene og de rum, hvor mennesker faktisk levede under systemets hårde blik.

Læs mere på magasinetk10.dk