13/06/2026
En helt særlig and
Hjemme hos os er “Howard the Duck” ikke bare en skæv 80’er-film, men et fjerkædt familiemedlem.
Da ungerne var små, dannede filmen rammen om et magisk natteritual. Bag de gakkede scener gemmer sig nemlig John Barrys sfæriske soundtrack, og hans blide toner fungerede simpelthen som den smukkeste, kosmiske vuggevise på børneværelset.
I dag samler filmen os på en ny måde. For min ældste og mig er det et fast ritual at vente i spænding på slutscenen. Når “Cherry Bomb” brager løs, krakelerer Hollywood-magien nemlig – kigger man i glasset under trommesættet, kan man tydeligt se spejlbilledet af hele filmholdet. Det er en herlig, lille skattejagt hver gang.
Min yngste søn elsker også de absurde optrin, men det sjoveste er at opleve filmen gennem hans uskyldige øjne. Mens vi andre gnækker over de lidt akavede seksuelle undertoner, rynker han bare panden i dyb undren. Han forstår simpelthen ikke, hvorfor den smukke Beverly kaster forelskede blikke efter en rum-and. “Den har jo et næb!”
Lige dér – i kontrasten mellem 80’er-bizarheder, John Barrys poesi og barnlig uskyld – findes vores families bedste samlingspunkt. Ikke dårligt af en and. - Martin
