01/05/2026
Jeg spejder lidt i dag.
Efter dialogen.
1. maj er arbejdernes dag.
Det er også en dag, hvor vi bør stille os selv nogle ærlige spørgsmål.
Jeg har selv været tillidsrepræsentant og medlem af repræsentantskabet i HK.
Jeg tror på fagbevægelsen og den rolle, den spiller.
Efter to valgkampe, både kommunalt og til Folketinget, sidder jeg dog tilbage med en bekymring.
Dialogen går alt for ofte kun én vej.
Jeg bliver gerne inviteret til at fortælle, hvad jeg mener som kandidat for Moderaterne. Det er fair.
Når jeg selv forsøger at tage dialogen, bliver der ofte stille.
Nogle gange meget stille.
Der er heldigvis undtagelser.
Lærere og pædagoger er gode til at invitere ind og fortsætte dialogen også efter valget. Det fungerer.
Mange andre steder hører man ingenting.
Det bekymrer mig.
Vi står i en tid, hvor det politiske landskab er mere opdelt end før, samtidig med at arbejdsmarkedet ændrer sig hurtigt. AI fylder mere og mere, og der er tegn på stigende ledighed. Det burde få os til at rykke tættere sammen og finde løsninger i fællesskab.
Vi er mange, der vil fagbevægelsen det godt og ønsker ordentlige arbejdsvilkår og et stærkt arbejdsmiljø.
Det kræver, at man også vil dialogen.
Hvis man lukker sig om sig selv, risikerer man at gøre sig selv en bjørnetjeneste.
I sidste ende går det også ud over medlemmerne.
Så mit spørgsmål er egentlig ret enkelt:
Er fagbevægelsen ved at blive sin egen værste fjende?
Jeg håber det ikke.
Vi har brug for en stærk fagbevægelse.
Vi har også brug for en fagbevægelse, der er åben og nysgerrig på dem, der gerne vil samarbejde.
God 1. maj