09/08/2025
Band e-Amir: Her er forbudt for kvinder, og alligevel er jeg taget hertil, en time efter solopgang.
Jeg har tracket talibans arbejdstider, og jeg ved, at de først står klar på checkpoints klokken 8.
Brune bjerge bugter sig i horisonten, idet jeg bruser nead grusvejen. Støvet hvirvler om dækkede og henover mit hoved.
Det hvide taliban-flag vajer I vinden, og der er ikke nogen. Så åbner døren fra den lille checkpoint, og der i døren står en taliban-vagt og misser med øjnene.
F**k.
To vagter kommer mig i mødet, cirkler omkring motorcyklen, så klapper jeg hjelmen op. Deres stenansigter er umulige at læse, så åbner den ene munden for at sige noget: "Vil du have te?"
"Te?"
Han har også brød, viser han, og rækker et mod mig.
10 minutter efter kører jeg videre, forsvinder fra indgangen til ingemandslandet af bjerge og bakker og snørklede offroad-veje. Sand bjerger sig op på vejen, og jeg gør holdt og betragter det lidt.
Jeg skulle have vendt om.
Alligevel suser jeg gennem det, og så glider jeg. Jeg flyver af motorcyklen og lander på min højre skulder. Det gør ondt. Det gør rigtig ondt, men jeg kommer på benene.
Her er ingen. Kun en susen fra den vind, der stryger henover græsset. Gedeflokke græsser på bjergskråningerne, og der bag en klippe sidder en gedehyrde og observerer mig på afstand. Følger mig med blikket, når jeg slingre omkring motorcyklen, når jeg bukker mig ned over styret og trækker op i det, indtil min skulder knaser.
"Help!" råber jeg, og det får hyrden til at smide sin stok og spurte ned af skrænten.
Han får os på benene, motorcyklen og jeg, og så vender jeg om.
Meget sker herfra, hvor alt er en tåge, fra hotellet der nægter at tage mig ind (fordi jeg er kvinde) , til min beslutning om at køre de 70 kilometer tilbage til byen Bamiyan.
Tågen tager mig på afveje, og jeg farer vild ude i det øde ingemandsland, hvor vejene er få, og menneskerne endnu færre. Brune stier snor sig rundt om bjergene, og jeg misser med øjnene mod solen. Hvor er jeg dog på vej hen?
Efter timer med to yderligere styrt og et kig ned i afgrunden ender jeg i Bamiyan.
Lesson learned: Kør aldrig alene ud i outbacken på tom mave og et brækket kraveben.
