31/12/2018
Jeg vil afslutte mit 2018 med at præsentere jer for to mennesker, som har gjort et kæmpe indtryk på mig i det forløbne år. Valdemar og Helle.
Valdemar er lige blevet 8 år. Han kan ikke spille fodbold eller skrive sit navn. Han kan ikke spise en bunke chips eller spille computerspil. Han har ikke legeaftaler med venner eller en hverdag med skole. Hverdagen er anderledes for Valdemar end for andre otteårige. Helles hverdag er også anderledes end de fleste andre mødres.
Siden Valdemar kom til verden har han haft brug for hjælp. 24 timer i døgnet. Syv dage om ugen. Til at spise, til at stimulere musklerne og til at trække vejret rigtigt. Hjælp fra sin Far, sin Mor og fra sine fire søskende, som han bor sammen med i Dybbøl.
Helle er hos ham det meste af tiden. Også selvom familien aflastes af plejepersonale, er hun lige i nærheden. Han kan blive syg. Han kan få anfald. Han kan dø. Valdemar er hjerneskadet.
Tre gange om ugen tager Helle og Valdemar i svømmehallen. Det varme vand styrker hans muskulatur og afhjælpe spasmer. Helle strækker hans arme. Hun bøjer hans ben. Valdemar ligner en helt almindelig dreng, som han ligger der i vandet. Men han ser mig ikke. Han ser kun det, der er meget tæt på. Lys og mørke og sin mors øjne og udtryk, når hun er helt tæt på ham i vandet. Helle er Valdemars forlængede krop, hun tolker hans vilje og spejler hans tilstand. Hun er glad, når han har gode dage. Hun er trist, når de dårlige dage rammer. Helle og resten af familien kæmper for at give Valdemars liv den bedst mulige kvalitet og mest mulig kærlighed.
Resten af serien viser jeg løbende over den næste tid på Instagram.