27/08/2026
Biler uden nummerplader er et tilbagevendende problem i hele Vejle Kommune.
Har du egentlig også lagt mærke til dem?
Biler uden nummerplader, som holder rundt omkring i Vejle. På parkeringspladser. Langs vejene. Indimellem klemt helt naturligt ind mellem alle de biler, der har deres nummerplader siddende, hvor de skal.
Når først du begynder at kigge efter dem, får du måske samme oplevelse som mig: Der er flere, end man lige tror. Og må de egentlig holde der?
Jeg spurgte Vejle Kommune. Og kommunens svar er ret klart: Nej. Registreringspligtige køretøjer må som udgangspunkt ikke stå på offentlige veje eller kommunale parkeringsarealer uden nummerplader.
Kommunen fortæller samtidig, at biler uden nummerplader er et tilbagevendende problem i hele Vejle Kommune.
Når kommunen opdager en, observerer den som udgangspunkt bilen over et par dage. Står den stadig samme sted efter cirka 48 timer, bliver sagen sendt videre til politiet, som blandt andet undersøger registrering, forsikring og ejerforhold.
Vejle Kommune har ikke tal på, hvor mange sager der er tale om. Kommunen mener dog, at alle de biler, man har behandlet færdigt, er blevet fjernet.
🔸
Jeg spurgte Vejle Kommune 11 spørgsmål. Her får du spørgsmålene og svarene en til en, så du selv kan læse præcis, hvad kommunen siger:
❓ Må et registreringspligtigt køretøj uden nummerplader holde på en kommunal vej eller offentlig parkeringsplads i Vejle Kommune?
📢 Nej. Registreringspligtige køretøjer må som udgangspunkt ikke henstå på offentlige veje eller kommunale parkeringsarealer uden nummerplader.
❓ Hvilke regler og bestemmelser administrerer Vejle Kommune efter i sådanne tilfælde?
📢 Vi behandler altid sagerne efter en konkret vurdering af den enkelte situation, herunder om køretøjet udgør en trafik- eller sikkerhedsmæssig risiko. Sagsbehandlingen sker med hjemmel i blandt andet vejlovgivningen, færdselslovgivningen og de almindelige forvaltningsretlige regler.
❓ Hvad gør kommunen konkret, hvis en parkeringsvagt eller anden kommunal medarbejder konstaterer, at en bil uden nummerplader holder på et kommunalt parkeringsareal eller en vej?
📢 Når vi bliver opmærksomme på et køretøj uden nummerplader, foretager vi først en observation af køretøjet over et par dage for at vurdere, om det fortsat henstår på stedet. Hvis køretøjet fortsat står der efter cirka 48 timer, videregiver vi sagen til vores kontaktperson hos politiet. Politiet undersøger herefter blandt andet registreringsforhold, forsikringsstatus og ejerforhold. Hvis ejeren kan identificeres og kontaktes, bliver køretøjet ofte fjernet af ejeren selv. Hvis dette ikke fører til en løsning, rekvirerer politiet afhentning og opbevaring. De orienterer efterfølgende kommunen om sagens udfald.
❓ Er det Vejle Kommune eller Sydøstjyllands Politi, der har kompetencen til at få et sådant køretøj fjernet – eller afhænger det af den konkrete situation?
📢 Det er Sydøstjyllands Politi, der har myndighed til at fjerne køretøjet.
❓ Er der en bestemt frist for, hvor længe et køretøj uden nummerplader kan stå, før kommunen eller politiet reagerer?
📢 Vi reagerer, når vi bliver opmærksomme på det. Herefter er det et skøn af, hvorvidt det er trafikfarligt eller ej.
❓ Registrerer Vejle Kommune anmeldelser eller observationer af biler uden nummerplader?
📢 Vi får ofte henvendelserne via Giv et praj, hvis vi ikke selv har observeret det.
❓ Hvor mange sager om biler uden nummerplader har Vejle Kommune behandlet i henholdsvis 2024, 2025 og indtil nu i 2026?
📢 Vi har ikke et konkret tal på sagerne, da vi ekspederer dem og kun følger op, hvis de ikke bliver fjernet.
❓ Hvor mange af disse køretøjer er blevet fjernet?
📢 Vi mener, at vi har fået alle fjernet uden undtagelser, men har naturligvis stadig nogen i proces der endnu ikke er væk. Men som sagt, har vi desværre ikke et tal på dette.
❓ Hvem afholder udgifterne, hvis et køretøj bliver fjernet og eventuelt opbevaret?
📢 Den bliver opbevaret ved en autoophugger. Hvis ejer ikke gør krav, er det bilens værdi der betaler – og ellers er det ejeren der betaler.
❓ Gælder der andre regler, hvis bilen står på en privat parkeringsplads, som er offentligt tilgængelig, eksempelvis ved butikker, boligområder eller virksomheder?
📢 Ja, så er det de privatretlige regler der er gældende.
❓Jeg er desuden interesseret i at høre, om kommunen oplever biler uden nummerplader som et tilbagevendende problem i Vejle, og om der er bestemte områder i kommunen, hvor I oftere støder på dem?
📢 Det er et tilbagevendende problem og i hele kommunen. Vi kan derfor ikke sige noget om et bestemt område.
Svarene kommer fra Ditte Stjernegård, servicekoordinator i Vej og Park, Teknik & Miljø, Vejle Kommune.
🔸
Har du, ligesom mig, lagt mærke til biler uden nummerplader rundt omkring i Vejle?
Måske står der én på din vej lige nu. Måske har du undret dig over den samme bil på en parkeringsplads i ugevis. Eller måske begynder du først at lægge mærke til dem, næste gang du går gennem byen.
Hvis du ser en bil uden nummerplader på en offentlig vej eller et kommunalt parkeringsareal, kan du give Vejle Kommune besked via "Giv et praj".
Og jeg er også nysgerrig. Hvor står de? Hvor længe har de stået der? Og hvor mange kan vi egentlig finde rundt omkring i Vejle?
Smid gerne et billede i kommentarsporet, når du ser en bil uden nummerplader holde i de offentlige gader og stræder.
Det sker i Vejle Vestbyen Vejle Sydøstjyllands Politi Facebook Vejle