Ann-Helene Maack Psykoterapeut - mpf.

08/09/2026

Hvad nu, hvis en del af fremtidens arbejdsstyrke allerede er på arbejde, men bruger alt for mange kræfter på at blive der?

I sidste uge var jeg til møde i netværket Det Gode Arbejdsliv, hvor temaet var fremtidens arbejdsstyrke.

Jens Erik Zebis, direktør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og Julie Elm Vig Albertsen, direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, gav os et kig ind i maskinrummet.

Tak til både jer og Svend Brinkmann for fremragende oplæg.

Vi kommer til at mangle arbejdskraft nogle steder, andre steder stiger ledigheden, og samtidig har vi rigtig mange mennesker, som allerede står helt eller delvist uden for arbejdsmarkedet.

Det fik mig til at tænke på en gruppe, vi taler forbavsende lidt om:
De højt maskerende og højt fungerende neurodivergente.

Lederen, lægen, underviseren, forskeren, den selvstændige eller specialisten, som måske har ADHD, autisme, AuDHD eller markante neurodivergente træk, med eller uden en diagnose, og som udefra ser ud til at fungere glimrende.

Måske mere end glimrende.

De klarede sig gennem uddannelsessystemet, de arbejder, leder, underviser, behandler, forsker, udvikler og skaber.

Og kører for manges vedkommende samtidig på samtlige levels af AULA.

Men nogle gør det med et enormt usynligt merarbejde.

De kompenserer, forbereder sig, maskerer og overpræsterer.

De bruger måske langt mere energi end andre på skift, støj, sociale koder, eksekutive krav og på hele tiden at få deres eget styresystem til at passe ind i rammer, der ikke er bygget til det.

Og nogle opdager vi først, når noget ikke længere fungerer.

Når stressen rammer, sygemeldingen kommer eller arbejdsevnen pludselig ser ud til at være forsvundet.

Men måske forsvandt den ikke pludseligt. Måske har regningen været undervejs i årevis.

Jeg har ledt efter danske tal på, hvor mange højt maskerende neurodivergente der efter mange år i ordinært arbejde ender i langtidssygemelding, fleksjob eller på førtidspension.

Jeg kan ikke finde dem, og det er i sig selv interessant.

For hvordan tæller vi mennesker, hvis neurodivergens netop har været usynlig, fordi de har været så dygtige til at kompensere for den?

Når vi taler om neurodiversitet og fremtidens arbejdsstyrke, synes jeg derfor, vi skal tale om mere end, hvordan vi hjælper mennesker ind på arbejdsmarkedet.

Vi skal også interessere os for, hvordan vi passer bedre på dem, der allerede er der.

Ikke ved at lære dem at holde endnu mere ud, men ved at skabe uddannelser og arbejdsliv, hvor forskellige styresystemer kan fungere bæredygtigt, uden at mennesker skal finansiere deres deltagelse med deres nervesystem.

For måske skal vi ikke kun spørge, hvordan vi får flere ind på arbejdsmarkedet.

Vi skal også spørge, hvad der skal til, for at færre bliver slidt ud af at være der.

27/08/2026

Be like Dolly ❤️

Eminem has paid tribute to Dolly Parton by sharing a personal letter she sent him following their Rock & Roll Hall of Fame inductions in 2022.

Despite the two never getting the chance to meet, Dolly praised Eminem as “the very best” at rap and told him she had always felt an “unexplained connection” to him.

Eminem says the unexpected letter had a lasting impact on him, remembering Dolly as “an icon” and “a superstar in every sense.”

A beautiful reminder of the kindness behind an incredible legacy.

Rest in peace, Dolly Parton. Our thoughts are with her family, friends and everyone whose lives she touched. 🕊️❤️

26/08/2026

Det er nok gået de færrestes næser forbi, at en af de væsentligste musikere ikke længere er iblandt os.

Dolly Parton var ikke kun et musikalsk ikon, en fantastisk sangskriver, en blændende stemme og en helt unik figur.

Hun kunne skildre liv og kærlighed, så man kunne mærke hende helt ind i knoglerne.

Jeg har grædt øjnene ud til Jolene som teenager.

Åh Gud, det gjorde så ondt at føle sig mindre værd, fordi de andre piger var smukkere, sødere, sjovere end mig, mere rigtige.
Simpelthen fordi de var alt andet end mig.

Og alle de morgener, jeg “poured myself a cup of ambition” gennem livet. Den sang skildrer den ulidelige følelse af livet i hamsterhjulet. “They just use your mind, and they never give you credit”.

Hun var generøs og donerede store summer til at uddanne unge.

Hun var sjov, dybt begavet og klog.

Ud over det kunne hun noget, meget få formår i hendes scala: at samle folk.

På de punk-sider jeg følger bliver hun hyldet og mindet.

Hun var woke, og hun var filantrop

Hun var humanist og religiøs

Selv de konservative elskede hende.
Trump har erklæret landesorg, der flages på halv i en uge.

Hun var en af de få, som formåede at tale til det gode i mennesker, kalde det frem, ved at gå forrest.

Jeg håber at kunne finde min indre Dolly frem. Jeg håber hele verden vil lade sig inspirere af den arv.

Imens vil jeg være taknemmelig over, at have levet 50 år med Dolly.
Så stille her nu bliver 😢
Tak for musikken og eksemplet kære
Med den dybeste respekt

Hvordan gjorde Dolly Parton indtryk på dig?

19/08/2026

17/08/2026

Så er det i morgen kl. 16.00-17.00 (måske går vi lidt over tid), jeg laver den sidste workshop om grænser og afgrænsning for mennesker, der arbejder med relationer (ledelse, undervisning/ behandling eller som selvstændige) og oplever høje følelsesmæssige og mentale krav i hverdagen.

Workshoppen giver et sprog for den usynlige, men væsentlige belastning, der er i den type jobs.

Vi kommer ind om de 5 grænsedomæner, de 3 grænsestile og energiregnskabet. Der kommer hjælpsomme kommunikationsteknikker til grænsesætning og en god øvelse til at slippe andes energi efter besværlige situationer.

Du kan læse mere og melde dig til her:
https://ann-helene-lauring-maack.lumant.nu/workshop-om-graenser-246-kl-16-p6llnz

16/08/2026

Solsikke under radaren

Mange højt maskerende med neurodivergente træk, bruger man mange ressourcer på at holde masken.

I sidste uge delte jeg min personlige historie om at leve og arbejde med mange neurodiverse træk - og gå under radaren.

Responsen har været overvældende, tak til alle, der skrev og delte deres egne erfaringer.

Mennesker, der udadtil har professionel succes, men som på indersiden tager lån i morgendagens ressourcer.
For højtmaskerende ledere, undervisere, specialister og selvstændige er hverdagen nemlig ofte fuld af usynlige paradokser:

Bullsh*tradaren er fintunet: Andre ser det som kompromisløs integritet, men for mange er der en underliggende vagtsomhed, der beskytter en sårbar side.

Mønstergenkendelsen er i særklasse: Vi ser lynhurtigt de komplekse sammenhænge, som andre overser. Men evnen efterlader næsten altid en snigende tvivl om egen dømmekraft.

Mange jeg møder, har været olympiske mestre i at "klare mosten", og har udviklet så geniale copingstrategier (som perfektionisme og pleasing), at omverdenen kun ser en velfungerende ressourceperson.

Ingen opdager, hvor meget energi det reelt kræver bag kulissen.
Så vi kommer hjem fra arbejde og er flade som en pandekager.

Nervesystemet er i konstant overarbejde, fordi vi navigerer i en neurotypisk verden med regler skrevet på et sprog, der er svært at afkode.

Det behøver ikke at være sådan. Energiforvaltning og selvomsorg er en professionel kompetence, der kan opdyrkes.

I næste uge holder jeg en række intensive, onlineworkshops på 60 minutter specifik for os under solsikkeradaren:

"Neurodivergent, højt maskerende og professionel – når ansvar og maskering bliver usynligt overarbejde."

Her får du et præcist sprog for dine energilækager og konkrete redskaber til at samarbejde med dit nervesystem i stedet for konstant at bekrige det.

Jeg har sat 4 forskellige datoer op i næste uge, så du kan finde en tid, der passer til dit nervesystem og din kalender.
Det er for dig, der er højt maskerende, eller dig, der arbejder med HR, og gerne vil være bedre til at forstå indersiden af dine medarbejdere, der har neurodiverse styresystemer.

Det koster kun din mailadresse at deltage. Og vigtigst af alt: Du har fuld kontrol over skærmen.
Dit kamera må gerne være slukket, der er ingen breakout-rooms, og du kan lytte med i fuld anonymitet som en flue på væggen.
Se datoerne, og meld dig til her:
https://ann-helene-lauring-maack.lumant.nu/inviworkshop

11/08/2026

Solsikke under radaren
Alle har lidt adhd/ autisme/ OCD/ cptsd, lyder dele af debatten om neurodiversitet i disse år.

Det lyder harmløst at sige sådan, men for os, der vitterligt har en usynlig ninja, der tæsker løs på os, og stjæler vores energi, mens vi bare prøver at få hverdagen til at fungere, når nervesystemet ikke lever op til omverdens forventninger.

For os er det bare endnu et holdkæftbolsje.

If I have to explain, you will never get it anyway.

Dette er muligvis både professionelt selvmord, og så er det noget af det mest sårbare, jeg nogensinde har delt.

Algoritmerne har luret mig, og SOME spammer mig med content om neurodiversitet.

Jeg er en af dem, med mange neurodiverse træk, som ikke er diagnosticeret.

Jeg har en henvisning til psykiatrien. Og alene det, føles voldsomt stigmatiserende.

Ikke på grund af en ego-forfængelighed, næh nej, har i den grad prøvet værre.

Men mere på grund af de omkostninger, de neurodiverse træk jeg har, har i mit efterhånden lange levede liv.

Der, hvor det ikke nødvendigvis altid er kønt:

At have vanskeligheder med at regulere sin opmærksomhed, sine følelser eller hvordan og hvornår bliver sensorisk overstimuleret eller understimuleret.

Hvordan dopaminspejlet craver satisfaktion.

Hvordan et livslangt mønster med at kigge sig omkring, spejle sig i dem, der så mest normale ud, og være lige dele fascineret, skræmt og forsøge at gøre som dem - og samtidig føle sig fake.

Med et fint ord kalder man det maskering.

En livslang følelse af at være forkert, affødt af alle de gange jeg pissede ved siden af potten, var for lidt eller for meget.

Og så samtidig i samfundets øjne være en slags succes i min efterhånden lange karriere.

Fordi den selv samme neurodiversitet også har udstyret mig med:

En fintunet bullsh*tradar, som andre ser som integritet. Men der er en hemmelig ingrediens, som jeg først sent i mit liv fik øje på, og det handler om, at beskytte mig mod afvisning eller nederlag.

En evne til at se mønstre, som andre ikke opdager med det første. Og derfor altid vil efterlade en rest af tvivl om egen dømmekraft.

En stærk sans for retfærdighed, og dermed følgende trang til at kalde det ud, når jeg ser uretfærdighed. Ikke på Greta Thunberg måden, nej på den maskerede måde, der er ordentlig og respektfuld, igen fordi jeg frygter igen at pisse ved siden af den fordømte potte.

Og alligevel går jeg under radaren. Jeg har indrettet mit liv, så det tager hensyn til mine begrænsninger. Og så jeg kan udnytte mine potentialer.

Det har jeg lært, gennem mange års arbejde med sindet, både mit eget og andres.

Jeg ved også, at der er mange som mig derude.

Ledere, undervisere, selvstændige som har et andet styresystem end det neurotypiske.

Som kommer hjem fra arbejde, og er flade som pandekager.
Til tider i følelsesmæssigt stormvejr, der kan vare flere dage (uger, måneder, år)

Som navigerer i de neurotypiske regler i verden, som er skrevet på et sprog, vi kan have svært ved at afkode. Og derfor kan omverdenens reaktioner forekomme arbitrære. Det bliver pinligt tenderende til skamfuldt.

Det giver overarbejde til nervesystemet. Og mange af os, der lever under solsikkeradaren, bruger uendeligt mange kræfter på, at bekæmpe vores nervesystem, maskere og passe ind.

Os med relativt god begavelse, der blev mestre i at finde gode maskerings- og copingstrategier (perfektionisme og pleasing fx) for ikke at falde igennem eller fra hinanden, men som koster så uendelig mange bops på energikontoen.
Hvor ros og anerkendelse aldrig rigtig lander, for hvis de bare vidste …

Måske handler det lige så meget om fair og lige vilkår, som det handler om neurodiversitet?

Meget kan skrives om det, det kommer jeg nok til igen.

Hvis du har læst med hele vejen, så siger jeg tak.

Jeg laver en workshop, den handler om at samarbejde med nervesystemet i stedet for at bekrige det. For det usynlige overarbejde er det, vi fortryder, når vi ligger på dødslejet.
Læs mere her: https://ann-helene-lauring-maack.lumant.nu/inviworkshop

22/07/2026

Hvem var du som barn?

Mange højt maskerende neurodivergente mennesker, der arbejder med sig selv forrest, har været på usynligt overarbejde i årevis, ofte uden at vide det.

De er dygtige, samvittighedsfulde og ansvarlige.

Mennesker der tænker bredt, dybt og komplekst, og ofte har en stærk etik og retfærdighedssans.

Dem, der har gode uddannelser, jobs, og ofte er mønsterbrydere.
De har tit udfordret normerne fra deres egen opvækst, og har battlescars på sjælen af at støde på de arbitrære regler, der er i den neurotypiske verden.

Der, hvor det hele virker regelbaseret, men håndbogen er skrevet på et sprog, hvor ordene giver mening på 7 måder, og når man har fejltolket, render man med opmærksomheden, men ikke på den fede måde.

Så man helgarderer sig.

Enten ved at søge skjul, overtænke, være udadreagerende, eller joke med sit "resting bitchface", sin kiksethed eller søge ly blandt de andre outcasts.

For hver eneste gang vi har fejlet, gør det noget ved os.

Vores nervesystem husker det, og lukker mere og mere til.

Indefra er det er en kamp mellem ydre krav, indre forventninger og hvor mange ressourcer der er at gøre godt med.

Ensomhed, følelsen af at være forkert og et livslangt mønster med at kompensere for det.

Ofte med stress og udbrændthed, forvirring, tristhed, og vrede til følge.

Selvfølgelig kommer sådan et nervesystem på overarbejde.

Det er en erfaring jeg også kender fra mit eget liv.

Jeg har selv været så udbrændt efter årelang stress og høj maskering og overkompensation, at min krop til sidst sagde fra.

Jeg voksede op i en tid, hvor neurodivergens ikke fandtes.

Der var drenge, der hang i gardinerne eller var usædvanligt optagede af tog og flyvemaskiner, that's it.

Piger og kvinder gik under radaren. Det samme gjorde de stille og de dygtige - uanset køn.

Jeg klatrede op i de højeste træer, jodlede, svømmede ud til 5 revle.
Eller gemte mig på biblioteket eller i min seng, hvor jeg læste en hulens masse bøger, og drømte mig væk.

Derfor lærte mange af os i stedet at tilpasse os, overpræstere og forsøge at fungere inden for rammer, der ikke altid fungerede for os.

Scanne rummet for at finde ud af, hvordan de andre gør, så man kan passe ind, og ikke risikere igen at blive afvist.

Noget afgørende ændrede sig for mig, da jeg holdt op med at forsøge at blive bedre til at holde til mere, og begyndte at forstå og samarbejde med mit eget nervesystem.

Hvordan passer man på de der battlescars på sjælen?

Man slutter fred med sit nervesystem og sin historie.

Man omgiver sig med mennesker, der er gode for en.

Man forsøger at leve i overensstemmelse med sine værdier.

Man kommer ud i naturen hver dag.

Man trækker vejret helt ned i storetåen.

Man giver noget af sig selv, og gør sit bedste.

Man ser på sig selv med venlighed. Man finder den hjælp og støtte, der gør at man vokser, for ingen skal stå alene.

Man sørger for hvile og pauser.

Man sørger for at få en passende mængde stimuli.

Man tillader sig også at gå, når man mærker, at noget ikke er sundt for en.

10/07/2026