25/05/2026
Lions Allerød lukker og slukker
Efter næsten seks årtiers lokalt hjælpearbejde er det snart slt for Lions Allerød. Klubben har besluttet at indstille aktiviteterne og lukke den 30. juni 2026.
– Det er trist, men vi ser ingen anden udvej, udtaler Erik Palm fra Lions Allerød.
Historien går helt tilbage til 1967, hvor Lions Lillerød blev stiftet – halvtreds år efter at den første Lions-klub blev grundlagt i USA i 1917. Ti år senere, i 1977, blev Lions Lynge etableret.
Begge klubber udviklede sig gennem årene til stærke lokale fællesskaber, der gennem aktiviteter som loppemarkeder, lodsalg, modeshows og andre arrangementer samlede betydelige beløb ind til sociale og humanitære formål både lokalt og internationalt.
Men som mange andre frivillige foreninger oplevede klubberne efterhånden faldende medlemstal.
Ifølge Erik Palm skyldtes det blandt andet ændrede livsformer, flere fritidstilbud og vanskeligheder med at tiltrække nye medlemmer. Samtidig begyndte medlemmernes alder også at spille en rolle.
I 2006 valgte Lions Lillerød og Lions Lynge derfor at fusionere under navnet Lions Allerød. På det tidspunkt talte klubben omkring 20 medlemmer.
Siden fusionen har Lions Allerød fortsat arbejdet aktivt for at samle penge ind til velgørende formål. Gennem blandt andet julelotteri, tombolavogn, cykelløb og aktiviteter ved Lynge Byfest har klubben hvert år kunnet donere tæt på 100.000 kroner til gode formål. Klubbens egne driftsudgifter er blevet betalt af medlemmerne selv.
I dag er medlemstallet dog reduceret til ni personer, og gennemsnitsalderen nærmer sig 80 år.
– Som tiden går, bliver vi jo alle ældre, siger Erik Palm.
Med lukningen ønsker Lions Allerød samtidig at rette en stor tak til de mange sponsorer og borgere, som gennem årene har støttet klubbens aktiviteter og indsamlinger.
Dermed slutter et langt kapitel i Allerøds lokale forenings- og hjælpearbejde.
www.alleroed-online.dk