29/05/2026
Fra bogen:
[...] Blechingberg havde, netop fordi han var et kæmpeproblem, ophøjet sig til en medarbejder, som man tog hånd om på øverste niveau. Havde han været en helt almindelig, ædruelig diplomat, ville stats- og udenrigsministeren måske aldrig have hørt om ham. Det er måske den største absurditet i dette statsfinansierede drama.
Det er synd at sige, at Blechingberg ved ankomsten til Bonn pludselig forvandlede sig til en James Bond. Hvis man endelig skal drage en litterær parallel, svarer han nok mere til en af le Carrés fordrukne, midaldrende, halvt udslukte skikkelser, der vandrer gennem Den kolde Krigs minefelter uden nødvendigvis at forstå, hvad der sker omkring dem. Blechingberg er mindre Dry Martini og mere elefantøl. Som diplomat havde han adgang til alkohol i næsten ubegrænsede mængder til spotpris, og blev inviteret til receptioner, hvor den var helt gratis.
I eftertidens danske historieskrivning er han ofte blevet omtalt som en spion i B-klassen, der ikke tilføjede sit land større skade og følgeligt heller ikke var til megen nytte for Polen eller Sovjetunionen. Ifølge især polske fagfolk og al tilgængelig dokumentation – meget gemt i arkiver gennem mere end 60 år og først fremlagt her – er det ikke rigtigt. [...]