Jesper Kjærgaard

22/06/2026

"𝙈𝙤𝙧 𝙤𝙜 𝙛𝙖𝙧, 𝙟𝙚𝙜 𝙫𝙞𝙡 𝙨å 𝙜𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙜ø𝙧𝙚 𝙟𝙚𝙧 𝙨𝙩𝙤𝙡𝙩𝙚"

Når I siger til mig, at jeg ikke er god til at høre efter, eller at I skal sige tingene tyve gange, bliver jeg tit ked af det indeni. Jeg kan godt høre, at I er trætte eller frustrerede, og så føler jeg mig bare forkert. Nogle gange glemmer jeg det bare midt i en leg, eller fordi min verden lige kører lidt for stærkt.

Men når I lægger mærke til de små ting, jeg rent faktisk gør godt, sker der noget helt magisk indeni mig.

Hvis I fortæller mig, når I kan lide noget, jeg gør, får jeg lyst til at gøre meget mere af det. Det giver mig mod på at prøve igen, og det fylder min krop med ro og glæde. Jeg elsker nemlig at høre, hvad jeg er god til. Især fra jer, mor og far, for I er de vigtigste i hele min verden!

Skal vi prøve at øve os sammen i dag? Grib mig i at gøre noget godt, og fortæl mig det. Jeg lover, at jeg vil elske at lytte.

Kram fra jeres elskede barn.

21/06/2026

Så stod den på traktortræk i Hjørring!
Selvom jeg hverken har forstand på, eller har nogen større interesse i sådan nogle maskiner, så er der virkelig noget fedt ved røgen, larmen og jorden der ryster under sig 😀💪

Fedt!

18/06/2026

𝐋𝐢𝐝𝐞𝐫 𝐝𝐮 𝐚𝐟 𝐅𝐎𝐌𝐎?

Facebook, Instagram, TikTok, Snapchat, LinkedIn, X, Pinterest, YouTube, WhatsApp, Telegram. Listen over platforme stopper aldrig med at vokse. Men det er ikke kun antallet af apps, der eksploderer. Det er også måden, de kræver vores opmærksomhed på.

Engang var det ren tekst. Så kom billederne. Så filmene. Så livevisninger, reels og klip, som kun er der kort tid af gangen, så vi hele tiden skal være tilstede og hvor vores nervesystem sjældent kan følge med.

Hvor mange af dem har du egentlig installeret på din telefon lige nu?

Jeg bruger selv LinkedIn som et professionelt redskab, i mit daglige arbejde som Pædagogisk Jobkonsulent i det kommunale regi. Facebook og Instagram bruger jeg aktivt som kanaler til mit personlige Pædagogisk Drømmefanger univers.

Jeg havde på et tidspunkt Snapchat, men oplevede hurtigt, at det blev til et enormt tidsfordriv fyldt med ligegyldigheder. På et tidspunkt fik jeg tilsendt et link til en video på TikTok, installerede appen for at se klippet, og slettede den igen efterfølgende.

Jeg gider simpelthen ikke alle de apps. De forstyrrer mit sind. De skaber en konstant, underbevidst forventning om, at man hele tiden skal tjekke op på, hvad der rører sig i verden.

Derfor rydder jeg jævnligt op. Jeg har ingen spil eller unødige tidsrøvere på min telefon. Mit tidsfordriv må utrolig gerne være at kigge ud i luften. At kigge på træerne. At lytte til fuglene. Gøre noget aktivt. Være nærværende.

Hvordan styrer du dine apps, eller styrer de dig? Har du fundet en balance, hvor dit sind kan finde ro, eller mærker du også støjen?
*Billedet er selvfølgelig lavet med AI. Jeg havde ikke telefon i hånden, da jeg nød denne skønne udsigt udover Sønderborg sammen med Valdemar :)

16/06/2026

𝐇𝐚𝐫 𝐝𝐮 𝐬𝐞𝐭 𝐝𝐞 𝐟𝐢𝐫𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐦𝐞𝐝 𝐀𝐧𝐝𝐞𝐫𝐬 𝐀𝐠𝐠𝐞𝐫, 𝐡𝐯𝐨𝐫 𝐡𝐚𝐧 𝐛𝐞𝐬ø𝐠𝐞𝐫 𝐆𝐚𝐝𝐞𝐧 𝐢 𝐆𝐫𝐞𝐧𝐚𝐚?

Jeg sad med tårer i øjnene. Serien rammer mit pædagogiske hjerte, fordi den viser, hvordan et unikt og livsvigtigt fællesskab kan udfolde sig, selv når livet rammer skævt.

Den minder os om, at der bag det rå misbrug gemmer sig hele mennesker med en unik historie. Den ægte hjælp handler ikke om at tvinge folk ind i faste kasser, men om at møde dem i øjenhøjde med dybt nærvær, se deres sande potentiale og skabe en plads, hvor alle føler sig ligeværdige.

Hvad tænker du selv, når du ser programmet?
Tak Anders Agger, for at du bringer disse perspektiver til os. Du gør det fantastisk!

Professionelle refleksioner over Anders Agger med Gaden i Grenaa. Om retten til at gå i hundene og fællesskabets livsvigtige kraft.

14/06/2026

"Gå væk! Du må ikke være med i legen!"

Sådan lyder det indimellem fra Villads, når han er dybt optaget midt på stuegulvet. Men selvom ordene falder prompte, så taler handlingen ved siden af sit helt eget sprog. For hvor foregår legen? Lige præcis der, hvor vi voksne er. I stuen. Midt i det hele.

Inden man får børn, har de fleste af os en klar og måske lidt naiv vision. "Jamen, de må lære at lege på deres eget værelse. Det skal jeg nok få dem til." Det er en tanke, som ofte holder lige indtil den dag, virkeligheden flytter ind. Så må vi gå på kompromis og acceptere, at børn biologisk og emotionelt søger derhen, hvor flokken er. I hvert fald indtil de når en vis alder.

Der er en helt særlig pædagogisk og biologisk årsag til, at Villads, og de fleste andre børn, insisterer på at slå lejr midt i stuen, selvom de afviser os i selve legen. Det handler om samregulering.

Når Villads leger, er hans nervesystem på arbejde. Han skal koncentrere sig, udforske og bearbejde indtryk. For at kunne fordybe sig i den proces har hans nervesystem brug for en tryg base at spejle sig i. Ved at placere sig i samme rum som os voksne, tapper han automatisk ind i vores ro. Vores fysiske tilstedeværelse i stuen fungerer som en usynlig ladestation for hans tryghed. Han har ikke brug for, at vi styrer legen, men han har brug for at mærke, at vi er i nærheden, så hans nervesystem kan forblive i balance.

Så til jer, der måske venter barn eller drømmer om det i fremtiden: Husk at tænke plads til leg ind i stuen også. Hvis I holder fast i, at legen absolut SKAL foregå på børneværelset, så kræver det i virkeligheden, at I selv flytter med derind og bosætter jer på gulvet, så I kan tilbyde den nødvendige samregulering derinde.

Nogle gange skal vi bare lige kort være med til at sætte en dinosaur rigtigt eller bygge en bilbane. Andre gange leger vi med i timevis. Og meget ofte er det nok, at vi blot er i rummet, giver en tommel op og anerkender den fede leg, de har gang i.

Når stuen flyder med legetøj, er det ikke et tegn på rod, selvom det kan føles sådan. Det er et tegn på et levende og trygt hjem, hvor børnenes nervesystemer får lov til at lade op i fællesskabet.

Hvordan ser det ud hjemme hos jer? Har I overgivet stuen til samregulering og legetøj, eller har I fundet en gylden mellemvej?

11/06/2026

Krig, knivstikkerier, konflikter og elendighed. Det er efterhånden det eneste, der fylder i nyhedsbilledet, på de sociale medier og i de samtaler, vi har med hinanden i hverdagen.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg bliver træt. En smule modløs, faktisk.

Er alt i verden virkelig så sort? Er der slet ikke noget tilbage, som vi mennesker kan glædes over, og som kan inspirere os? Jeg nægter at tro på, at det negative er det eneste, der findes derude. Jeg ved, at det gode eksisterer, og at der findes masser af steder, hvor mennesker har det fantastisk, og hvor fællesskabet blomstrer. Vi hører bare alt for sjældent om det.

Mit fokus her på siden, og i min rolle som freelancejournalist ved det lokale nyhedsmedie, vil altid være at fremhæve de lyspunkter, hvor vi gør noget for hinanden, og hvor det enkelte menneske får lov at blomstre. Men lige nu har jeg brug for din hjælp til at vende strømmen og skabe en modvægt til alt det dystre.

Lad os fylde kommentarsporet med alt det, der faktisk lykkes:

- Har du oplevet eller hørt om et sted, hvor det bare går pissegodt, og hvor mennesker har det fantastisk?

- Har du læst en positiv historie eller en artikel for nylig, som gav dig håb? (Del meget gerne linket).

- Hvilken lille eller stor solstrålehistorie fra din egen hverdag har givet dig smil på læben i denne uge?

Vi har brug for at glædes sammen. Skyd dine positive historier afsted herunder, så vi kan minde hinanden om, at verden også er fuld af gode mennesker og stærke fællesskaber.

09/06/2026

Jeg har netop lagt de sidste af i alt 12 timers råt ubehag bag mig. Lydbogen Usårlig af David Goggins har kørt i mine ører, og den har i den grad sat gang i tankerne om mental styrke, magelighed og vores tendens til at pakke os selv ind i vat.

Som socialpædagog har jeg dog været nødt til at udfordre hans ekstremt militæriske metoder. For hvor går grænsen mellem sund mental robusthed og et nervesystem i konstant alarmberedskab?

Læs min ærlige anmeldelse af bogen på bloggen, og giv dit besyv med. Bruger du modgang som en bremseklods, eller formår du at vende det til brændstof, når dine projekter møder modstand?

Find hele artiklen i linket herunder 👇

Anmeldelse af bogen Usårlig af David Goggins. Læs hvordan du vender modgang til brændstof og opbygger mental styrke i hverdagen.

09/06/2026

En uventet tak, der varmer om hjertet 🧺✨

Den anden dag modtog jeg denne fantastiske gavekurv. Jeg havde bestemt ikke bedt om noget, men det var en utrolig dejlig påskønnelse fra en virksomhed, der forstår det store arbejde, der ligger bag en velskrevet artikel.

For mig er journalistik nemlig ikke bare et par hurtige billeder og nogle tilfældige ord. Det handler om at skabe en stemning, der fanger dig, som læser med. Det skal være nærværende, og det skal leveres med personlighed.

Når jeg sætter mig for at skrive en historie her fra vores skønne lokalområde, bruger jeg meget tid på det. Ordene skal være de helt rigtige, og fortællingen skal ramme rigtigt hver gang.

Nogle forstår måske ikke helt betydningen af den proces, men det er simpelthen fantastisk med jer, der gør, og jer, der øver jer i at forstå det. En kæmpe tak til jer for opbakningen.

Det giver mig kun endnu mere lyst til at udvide mine journalistiske kompetencer og gøre en endnu større indsats for den lokale fortælling her i Vendsyssel. Nu må vi se, hvad tiden bringer med sig.

Tusind tak for påskønnelsen 😀❤️
NordsøPosten

08/06/2026

Hvor tit tør vi bare sidde? Helt stille, uden at skulle fikse noget, uden en skærm i hånden og uden en plan for, hvad der skal ske om tyve minutter?

I går spurgte jeg Villads, om han havde lyst til at lave bål med mig. Det var ham, der fik lov at finde brændet, og det var ham, der fik lov at tænde op. Bålet i haven minder os om at sætte tempoet ned, og det kræver ikke andet af os end vores rene tilstedeværelse. For børnene er det sjældent selve bålet, der er den største attraktion. Det er den voksne, der har tid til bare at kigge ind i flammerne sammen med dem, mens de mærker værdien af at have løst en opgave selv.

I en hverdag med konstante skift er de her analoge pauser guld værd. En bænk, et par bare tæer i græsset og tid til at lade tankerne flyve.

Hvornår har du sidst givet dig selv og dine børn lov til bare at stirre ind i et bål uden en dagsorden?

07/06/2026

Hjemme i vores stue står en lille billedfremviser. Den swiper jævnligt afsted, når vores drenge ser billeder fra vores ferier. Det er billeder af skove, danske strande og sommerhuse. Der er ingen flybilletter involveret, og vi har endnu ikke prioriteret at rejse langt væk eller bruge en formue på eksotiske destinationer.

Alligevel lyder det ofte når de ser billederne ruller over skærmen: "Hvornår skal vi derhen igen?" og "Den ferie var bare den bedste!"

Selvom vores børn hører fra andre børn, der har været i alverdens lande, så minder deres umiddelbare glæde mig om en vigtig sandhed. Børns oplevelse af en god ferie handler sjældent om, HVOR de har været, men derimod om, HVORDAN de har været.

Når vores drenge drømmer sig tilbage til et bestemt sommerhus, så handler det i virkeligheden ikke om en præcis forlystelse eller om vejret. Det handler om den måde, vi var sammen på.

Når vi holder ferie i overskuelige rammer i Danmark, falder logistikken og præstationspresset væk. Det smitter direkte af på børnenes nervesystem. De spejler sig i forældre, der rent faktisk har tid til at gå på opdagelse på de lokale legepladser, dykke ned i den nære natur og undersøge de lokale seværdigheder i eget tempo. Det handler om at turde vælge det enkle, så der bliver plads til det ægte nærvær.

Vi skal nok komme ud og opleve verden sammen på et tidspunkt. Men lige nu minder den lille billedfremviser mig om, at vores eget land er proppet med magiske frirum, hvis vi altså selv tør skrue ned for tempoet og bare være til stede i det fællesskab, vi har lige foran os.

Hvordan oplever du det hjemme hos jer? Er det de fjerne destinationer eller oplevelserne på de lokale legepladser og seværdigheder herhjemme, der, for nu, bliver prioriteret til at skabe minder med jeres børn?