30/08/2025
Den første Velvet-plade jeg købte, var Loaded, men det var så ikke den første jeg hørte fra den kant – det var bananpladen; den spillede de i Ungdomsklubben på Vallerødskolen, hvor den var kendt som skrup-af-pladen. Når tonerne fra ”Black Angel’s Death Song” stod ud af højtalerne, kunne man godt skylle den sidste sjat sodavand i sig, og finde knallertnøglen frem, nu var festen forbi.
Loaded købte jeg i en shopping mall i Grand Rapids engang op mod jul det herrens år 1973, hvor jeg var udvekslingsstudent i USA. Der lå en god pladebutik midt inde i butikshelvedet, og lp'en stod i tilbudskassen til $ 2.99, så det var hjem til far. Røgen, der steg op fra subwayen, var ligesom titlen klart et indforstået rygersignal. Wink wink – nudge nudge. Jeg fangede den godt.
Ekspedienten – en cool fætter med monsterlangt hår og søvnige tjaldøjne – kiggede kritisk på Velvet-pladen.
”Why do you wanna buy that old-fashioned sh*t?” spurgte han inkvisitorisk, “don’t you know there’s a new Yes-lp out?”
Og så lagde han Tales of Topographic Oceans på disken. En dobbelt-lp med bare fire numre, et på hver side, pointerede han. Den kostede sådan noget som 14-15 dollar, og jeg havde lige en tyver i pungen. Nu er jeg ikke den store Yes-fan (Jon Andersons stemme irriterer mig), men min bedste rygebuddy, Steve, elskede gruppen, og vi havde købt billetter til deres koncert i Coba Hall i Detroit engang efter nytår, så det var måske en god måde at vænne mig til lortet på.
Nuvel, jeg har Loaded endnu, Yes-skiven solgte jeg (stort set mint!) i 1978, da jeg ryddede kraftigt op i min pladesamling for at gøre plads til Clash, Costello og Buzzcocks. Og selvom koncerten i Coba Hall af mange grunde var uforglemmelig, kan det samme ikke siges om albummet.
