Føljeton

Føljeton Originale journalistiske nyhedsbreve til nysgerrige læsere. Føljeton er dagens kvikkeste nyhedsbriefing. Det, der mangler, skriver vi selv.

Seks dage om ugen opdaterer vi dig med et underholdende overblik. Vi kuraterer den mest påtrængende journalistik og de klogeste tanker.

10/12/2024

Danmark er det land, der aktivt gør allermindst for ligestillingen.

Sådan kunne en alternativ overskrift lyde på den rapport, som EU’s ligestillingsagentur EIGE netop har udgivet tirsdag formiddag. Tager man ministerhatten på, står det dog ikke helt så galt til: Efter sidste år at have ligget nummer tre på den europæiske ligestillingsindsats, er Danmark rykket et fornemt skridt frem – nu til en andenplads som det næstmest ligestillede land i EU. Danmark er et godt sted ikke at være mand.

Et af fremskridtene skyldes, at flere og flere mænd begynder at bevæge sig ind på omsorgsarbejdets domæne. Konkret har flere mænd de seneste 15 år fået eller taget del i ansvaret for børnepasningen. Den største fremgang skal imidlertid findes politisk: Det er blevet nemmere for kvinder at få adgang til og fastholde magtpositioner.

Når årets indeks alligevel er noget mere alarmerende, skyldes det Danmarks udvikling set over flere år: “Det eneste land, hvis score er faldet på længere sigt, er Danmark – med 3 point siden 2010,” lyder den kontante konklusion fra EIGE, der hvert år måler og evaluerer europæiske regeringers indsats for at fremme ligestillingen.

Danmarks placering er ganske enkelt “flattening”, udjævnet, stagnerende. Hvor lande som Spanien og Tyskland drøner derudad, står Danmark mere eller mindre stille. Den høje placering overskygges af de andre landes bevægelser op og ned ad rangstigen.

Danmark er altså reelt det eneste land, hvor ligestillingen på den lange bane bliver forsømt. Det gælder særligt uligheden i sundhed, hvor Danmark har oplevet “en af de mest signifikante” tilbagegange “på tværs af alle medlemslande”. Dernæst overgås Danmark kun af Finland for det mest kønsopdelte arbejdsmarked i hele EU, hvor kun hver tiende mand arbejder som eksempelvis lærer eller pædagog.

Alle de her tal sætter ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) på prøve. Men i stedet for at sætte nye og mere ambitiøse mål, der skal vende udviklingen, er han godt fire måneder inde i sin stilling ved at opløse grundlaget for andenpladsen yderligere: Uden større opmærksomhed blev et nyt lovforslag tredjebehandlet og dermed vedtaget i sidste uge – fra årsskiftet fjernes en række ligestillingskrav, hvilket betyder, at offentlige myndigheder og virksomheder kun sjældnere skal indberette måltal for kønssammensætninger i bl.a. bestyrelser, mens ligestillingsredegørelser helt afskaffes.

EIGE-direktør Carlien Scheele fremhæver ellers det at sætte og evaluere sine mål som det afgjort vigtigste værktøj for at sikre ligestilling: “Ud over at se på resultaterne i ligestillingsindekset skal man forstå, hvad der foregår bag de officielle tal og så faktisk holde de andre ministerier ansvarlige. Vend tilbage til dem og bed dem om at rapportere tilbage,” sagde hun til Føljeton, da Heunicke fik ligestillingsporteføljen.

Heunicke kalder det dobbeltarbejde og bureaukrati. Ræsonnementet: Når redegørelserne er væk, bliver der mere tid til det egentlige arbejde.

Læser man høringssvarene fra de institutioner, der er blevet bedt om at kommentere forslaget, er indtrykket et andet. Stort set alle – fra Akademikerne til Djøf, og således også organisationer, der ikke har køn som det primære fokus – bruger ord som “bekymrende” og “problematisk”. Samtidig bider Institut for Menneskerettigheder mærke i en af de mere overraskende mellemregninger i lovforslaget: “Ministeriet finder, at borgerne i høj grad og løbende kan orientere sig om offentlige myndigheders m.v. arbejde med ligestilling via myndighedernes respektive hjemmesider, og at den digitale udvikling derfor har begrænset behovet for en samlet redegørelse hvert tredje år.”

Med andre ord: Fordi man kan slå myndighedernes arbejde op på internettet, er der ingen grund til at gøre status.

Instituttet bemærker, at det uden redegørelserne kan blive “vanskeligere” at følge ligestillingsarbejdet – og har med god timing offentliggjort en anden undersøgelse, der bekræfter den pointe: Over halvdelen af danskerne kan ikke nævne en eneste menneskerettighed – eksempelvis har hver tiende aldrig hørt om religionsfrihed, selvom Danmark er et af de mest gennemdigitaliserede lande, og man jo ellers har alle muligheder for at undersøge tingene selv.

Men det er ambitionen for den nye minister: Arbejdet for ligestilling er noget, man skal google sig til.

/Emma Louise Stenholm

05/12/2024

Mellemkrigstiden er ved at luske tilbage: Verdens demokratier rystes på stribe. Senest nåede Sydkoreas præsident Yoon Suk Yeol i løbet af tirsdag at erklære og effektuere en militær undtagelsestilstand, før oppositionen hen over barrierer og politikæder fik kæmpet sig ind i parlamentet og nedstemt beslutningen.

Det sydkoreanske demokrati skælver, som i en rigtig horror-udgave af tv-serien Squid Game; en dødsensalvorlig overlevelseskamp, hvor hændelserne er så skræmmende, at det kan være svært at skelne de iscenesatte børnelege fra den endnu mere surrealistiske virkelighed.

I flere timer vaklede Sydkorea, og frygten voksede for åben krig på den sprængfarlige halvø, der som et levende levn fra den kolde krig fortsat er delt langs den demilitariserede zone, DMZ. Enhver form for politisk aktivitet blev straks forbudt, total statscensur indført over for alle medier. Den besynderlige begrundelse lød i et militærdekret fra præsident Yoon Suk Yeol, at han ville forsvare landet og “udrydde de pro-nordkoreanske kræfter, der er i gang med at føre vores land i afgrunden”.

Rystelserne i Seoul står ikke alene, og sker heller ikke kun langt væk. På lørdag har højrepopulisten Călin Georgescu gode odds for at vinde præsidentvalget i Rumænien, og dermed slutte sig til populist-autoritære kræfter som Ungarns premierminister Viktor Orbán og Slovakiets premierminister Robert Fico. Her i Europa falder dominobrikkerne også.

Udviklingen i Sydkorea er og bliver dog mest alarmerende. Efter præsident Yoon Suk Yeol pludselig – og helt uden anledning – beordrede militæret til at overtage kontrollen med landet, som formelt stadig er i krig med det atomvåbenbevæbnede Nordkorea, og specialstyrker forsøgte at trænge ind i parlamentet, gik demonstranter og oppositionspolitikere til modværge.

Uden for parlamentet blev de militære køretøjer omringet af menneskemasser, og inden for forsøgte folkevalgte fra oppositionspartierne at opsætte barrikader med møbler og skabe for at holde de fremstormende specialsoldater ude. Sydkoreas oppositionsleder Lee Jae-Myung lykkedes således kun med at komme ind til den skæbnesvangre afstemning om at ophæve den militære undtagelsestilstand, da han forcerede et hegn, med hjælp fra demonstranter.

Videoklippene, der cirkulerer på sociale medier, ligner noget fra en blanding af voldelige computerspil og hæsblæsende reality-tv.

Autokratiernes æra

Med 190 stemmer blev det militære dekret enstemmigt nedstemt i parlamentet, og selv præsidentens egne partimedlemmer støttede omgørelsen, ligesom det også ventes, at samtlige folkevalgte inden på lørdag vil stemme for at stille præsident Yoon Suk Yeol for en rigsret.

Katastrofen synes afblæst. Og så alligevel ikke.

Som i et afsnit af Squid Game, hvor dødsvagterne går rundt i lyserøde dragter og sorte masker, kan sammenbruddet i Sydkorea ses som et varsel: Det er ildevarslende, at Sydkorea som blot ét ud af tre frie demokratier i Asien – hvor de andre to ifølge flere uafhængige opgørelser er Japan og Taiwan – tilsyneladende er så vakkelvornt og skrøbeligt et parlamentarisk styre.

Selvom de folkelige reaktioner var øjeblikkelige, robuste og kompromisløse, tegner udviklingen faretruende, for når undtagelsestilstanden kan indføres ud af det blå, kan det jo ske igen. Så er uforudsigeligheden blevet en ny normal, og kræfter fra autoritære nabolande som Rusland, Nordkorea og ikke mindst Kina vil fremover få lettere spil til at destabilisere det ensomme demokrati i Sydkorea.

Her i Europa er den demokratiske styreform også under pres, og vel at mærke indefra, idet vælgerne i en lang række EU-lande er begyndt at svinge over mod politikere med tydelige autoritære og antiliberale tilbøjeligheder. Og kavaleriet kommer dem til undsætning, udefra, i form af cyberangreb og virtuelle påvirkningskampagner.

I Rumænien har myndighederne advaret om, at den første runde af præsidentvalget blev ramt af indblanding fra “udenlandske statslige og ikkestatslige aktører”, og pilen peger mod øst: Russiske troldefabrikker gør alt, hvad de kan for at skabe kaos og krudtrøg, så tilliden og opbakningen til åbne og demokratiske retsstatspolitikere svinder ind, og dermed lettere kan erstattes med såkaldt 'stærke mænd', der ønsker kontrol, som slår ned på opposition og uafhængige medier, og som udviser forståelse for militære indgreb.

Den amerikanske journalist Anne Applebaum beskriver i sin bog Autokrati A/S, at en kæde af autokratier er begyndt at samarbejde på tværs af kloden, fra Kina og Rusland over Iran og Venezuela til så forskellige lande som Cuba, Zimbabwe og Nordkorea, og at de i stigende grad assisteres af det, hun kalder for “hybriddemokratier” såsom Indien og Tyrkiet.

Næste bølge kan blive, at allerede etablerede demokratier ruller baglæns: Sydkorea og Rumænien kan stå for tur.

Velkommen, hr. diktator

Gennem de seneste år har der været mange, som udtrykker frygt for, at demokratierne står over for en aftenstund, en indre forkrøbling i konfrontationen med de fremvoksende autokratier. De mørke minder om efterkrigstiden er blevet fremmanet. Nogle gange måske også for opgivende?

Historikere har påpeget, at 'end of democracy'-litteraturen ofte er for letkøbt, overfladisk og overser langt dybere kriser og konflikter, som prægede særligt Europa tilbage i 1920'erne og 1930'erne. At man glemmer afgrundsdybden af 1. verdenskrigs massemyrderier, dødstallene fra den spanske syge, hyperinflationen og den økonomiske armod.

Læresætningen er blevet, at de “gamle” demokratier dengang, altså her i Skandinavien, Storbritannien og USA, klarede sig styrket igennem kriserne, mens det kun var de “unge” demokratier, som kollapsede i mellemkrigstiden. At det ikke demokratiet som sådan, men snarere rodnettet under folkestyret, der er den afgørende faktor. Og når de “gamle” demokratier kunne stå den store depression igennem dengang, ja, hvorfor skulle det så ikke kunne ske igen?

Den bedrøvelige kendsgerning er blot, at Sydkorea først blev et demokrati for 37 år siden, og Rumænien også først fik en fri forfatning for 33 år siden. Begge må dermed betegnes som relativt unge demokratier. Bedømt på historien er der ingen garanti for, at kollapset i mellemkrigstiden ikke netop kan gentages nu, ganske enkelt fordi de mange yngre demokratier er under voldsomt pres for at lade sig forvandle til hybriddemokratier, hvis ikke ligefrem autokratier.

Fra dansk side er imødekommenheden over for militærdiktaturer også opadgående. Fredag kommer Egyptens generaloberst og præsident Abdel Fattah Al-Sisi på officielt statsbesøg i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og kong Frederik ruller den røde løber ud for én af Afrikas militærdiktatorer:

“Egypten er en helt central partner på migrationsområdet,” lyder det fra Mette Frederiksen, som ser frem til at mødes igen med manden, der kuppede sig til magten i 2013, og som i dag styrer ét af klodens mindst frie samfund med hård hånd. Formålet er enkelt: Danmark vil atter forsøge at lave en aftale om at tilbagesende afviste asylansøgere, hellere end gerne til et ikke-demokrati.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) sætter ærlige ord på situationen og vinker reelt farvel til enhver forhåbning om demokrati og frihedsrettigheder: “Hele vores tilgang til verden er, at vi er nødt til at møde verden, som den er, ikke som vi ønskede, at den skulle være.”

Når selv Danmark fejrer en militærdiktator, og byder ham velkommen som en mand, man kan lave smart forretning med, er det ikke længere så underligt, hvis Călin Georgescu samtidig vinder i Rumænien, eller hvis Yoon Suk Yeol skulle klare sig igennem kupforsøget. I de kommende dage skal der flages i København for endnu en autokrat.

Mellemkrigstiden banker atter på døren.

/Lars Trier Mogensen

27/11/2024

“Qujanaq”, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, da hun stiller sig op ved pulten foran talerstolen og får ordet, og en simultantolk for første gang i Folketingets historie straks oversætter: “Tak”.

Som et nybrud ikke alene i dansk demokratisk historie, men også i forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne, har Præsidiet langt om længe tilladt, at de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer selv må bestemme, om de vil tale på dansk eller deres eget modersmål.

Opbruddet er så overrumplende, at det har kortsluttet den sædvanlige danske kulturkamp og slået en kile ind mellem to værdikrigere, som ellers ofte har været enige om det meste, når det kommer til sprog, såkaldt danskhed og majoritetskultur. Men Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen og Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg er røget i totterne på hinanden.

“Det er vigtigt, at vi som parlament anerkender Inuit og vores rettigheder som oprindelige folk i Kalaallit Nunaat, og som minoritet i Danmark,” siger 28-årige Aki-Matilda Høegh-Dam, som for alvor er ved at skubbe til grænserne for opfattelserne af rigsfællesskabet:

“Efter 300 år, hvor man har taget beslutninger over vort land fra Folketinget, er det første gang Folketinget sikrer simultantolkning og giver mulighed for, at debatter kan følges og forstås af alle – både i Kalaallit Nunaat og i Danmark – og markerer en vigtig anerkendelse af vores kamp for bevarelse af vores sproglige og kulturelle identitet”.

Den sproglige vending i det danske folkestyre kommer ene og alene efter et vedholdende pres fra netop Aki-Matilda Høegh-Dam, som fik suverænt flest personlige stemmer ved sidste folketingsvalg, hvor næsten hver tredje vælger i Grønland stemte på hende. Som repræsentant for det socialdemokratiske parti Siumut har hun formået at skabe en skarp profil ved at forene en moderne rettighedstænkning med en mere traditionel form for nationalitetsfølelse, ja, man kunne måske ligefrem tale om en helt ny fusions-form for woke-nationalisme.

For Aki-Matilda Høegh-Dam handler det tydeligvis både om at fremtvinge respekt for et oprindeligt folk her i Danmark og om at sende et signal til baglandet om national stolthed. Og missionen må siges at være lykkedes: Ene kvinde har hun sat en dagsorden, som meget vel kan komme til at betyde, at grønlændere i Danmark fremover ikke længere behøver at dukke nakken og underkaste sig i det stille.

Støjbergs cirkus

Helt forventeligt reagerede Danmarksdemokraternes formand. Da det blev Inger Støjbergs tur under tirsdagens spørgetime i Folketinget, lød hendes protest: “Det er et værre cirkus, at man nu ikke behøver at tale dansk i Folketinget”.

Selvom Inger Støjberg på nogle strækninger kan siges at gøre brug af den samme form for argumentation, som Aki-Matilda Høegh-Dam benytter sig af, er det selvfølgelig oplagt, at Danmarksdemokraternes formand insisterer på at opretholde traditionen om, at man taler dansk i det danske parlament. Og at enhver undtagelse øjeblikkeligt vil føre til, at arabisk og andre fremmede tungemål vil erobre og undertvinge folketingssalen.

“Jeg synes helt ærligt, hvis man er valgt ind i Folketinget i Danmark, så taler vi dansk,” sagde Inger Støjberg, som nok også fik overtalt en del af de folketingskolleger, der i hvert fald sad noget undrende med høretelefoner – og forsøgte at forstå den ganske hakkende og ufuldstændige oversættelse, som blev leveret her ved premiereforestillingen.

Trods kort forberedelsestid var det ikke ligefrem en imponerende simultanoversættelse, og man kunne spore en vis irritation rundt om på stolerækkerne – ikke mindst fordi Aki-Matilda Høegh-Dam er født i Hillerød, uddannet i København og taler et mere formfuldendt dansk end det gennemsnitlige folketingsmedlem.

Men omslaget handler heller ikke om noget praktisk, ligesom det heller ikke gjorde det, da Stefan Seidler fra partiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) talte dansk i den tyske forbundsdag tilbage i 2021. Manifestationen er symbolsk og handler derfor i høj grad om også at fremkalde reaktioner af den type, som Inger Støjberg excellerer i.

Bemærkelsesværdigt nok var der dog én i salen, som reagerede anderledes kløgtigt. Som et særsyn i nyere dansk politisk historie trådte statsminister Mette Frederiksen nemlig frem og forsvarede minoritetsrettigheder og kulturel egenart:

“Tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam for at have været en pioner på det her område og for at have presset på for en nødvendig udvikling af det demokrati, der er her i folketingssalen,” sagde statsministeren først og rettede senere skytset mod Inger Støjberg:

“Jeg forstår ikke, at det skulle være et cirkus, at fire fuldstændig ligeværdige folketingsmedlemmer taler på deres modersmål”.
Mette Frederiksen gik endnu videre, og beskyldte Inger Støjberg for at dyrke en form for arrogance og “koloniherrementalitet”, som grønlænderne ellers – og pudsigt nok – tidligere har beskyldt skiftende statsministre for at udvise.

Trump er tilbage

Der er sket et afgørende skifte i Statsministeriet, og årsagen skal næppe findes i de tre krav, som Aki-Matilda Høegh-Dam selv oplistede: en dybere anerkendelse af Inuit, rettighederne hos det oprindelige folk i Kalaallit Nunaat og en større respekt for minoriteter i Danmark.

Nej, forklaringen på den imødekommende omvendelse blev udlagt direkte af Mette Frederiksen selv: Det handler om sikkerhedspolitik. Det handler om rigsfællesskabets fremtid – Danmarks position i Nato. Statsministeren konfronterede således Inger Støjberg og anklagede hende for at “skade rigsfællesskabet, Danmark, Europa og NATO”.

Jernlogikken er simpel: Danmarks rolle i Nato, og dermed anseelsen i Washington, afhænger først og fremmest af Grønlands geostrategiske betydning. Og Grønlands tilknytning til Danmark afhænger i stigende grad af danskernes imødekommenhed over for grønlænderne, simpelthen fordi andre lande, herunder ikke mindst USA, er begyndt at udvise større interesse.

Hvis Danmark skal stå stærkt sikkerhedspolitisk, kræver det ganske enkelt, at Grønland fortsat accepterer, at regeringen i København fører udenrigspolitik på hele rigsfællesskabets vegne, og den sammenhæng har Mette Frederiksen gennemskuet som den første danske statsminister nogensinde.

Med tanke på den genvalgte Donald Trumps købsønsker sidste gang, han var USA's præsident, er det bestemt også forudseende at sørge for, at splittelsen mellem Danmark og Grønland ikke tales op nu. Dengang kaldte Trump det “nasty”, da Mette Frederiksen afviste at sælge Grønland, eller faktisk endnu mere absurd at bytte med det amerikanske territorium Puerto Rico.

Udadtil er den bløde fortælling, at Folketinget respekterer grønlandsk kultur og sprog, men indadtil er motivationen altså snarere en hårdere sikkerhedspolitisk logik. Og timingen er ikke tilfældig.

Torsdag åbner den nye internationale lufthavn i Nuuk, og snart vil der for første gang være direkte flyforbindelser mellem New York og Grønlands hovedstad. Helt fysisk vil København ikke længere være knudepunktet mellem Kalaallit Nunaat og resten af verden: Fra og med i morgen, hvor det livestreames på storskærme, når det første fly lander i Nuuk International Airport, og der senere er fyrværkerishow inde i byen, træder Grønland ind i en ny og mere fritstående epoke.

Pludselig står det klart, at kongeriget Danmark er en multi-nation, et 'commonwealth of the Realm', som består af tre nationer. Dén erkendelse kan også åbne for en ny forståelse af, hvad lille Danmark egentlig er for en størrelse. /Lars Trier Mogensen

“De værste staldkneb fra detailbranchen er begyndt at sive ind i uddannelsespolitikken: Nu skal de videregående uddannel...
21/11/2024

“De værste staldkneb fra detailbranchen er begyndt at sive ind i uddannelsespolitikken: Nu skal de videregående uddannelser sælges som slagtilbud. I hvert fald hvis det står til SVM-regeringen."

Trier Mogensen om Kandidatudvalgets kritiske rapport i dagens Føljeton.

Linket finder du i bio 🔗
03/11/2024

Linket finder du i bio 🔗

Adresse

Copenhagen

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Føljeton sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del

Type