
13/09/2025
Den 13. September, 1993 underskrev PLO Oslo Aftalerne. I bytte for at PLO formelt anderkendte Israels eksistens, og at de droppede kravet om at lade flygtningene fra Nakbaen i 1948 vende hjem, stiftede Israel en semi-stat i Gaza: den Palæstinensiske Autoritet - en stat der ville blive holdt ansvarlig for Israels sikkerhed. I praksis betød Aftalerne at Israel outsourcede opgaven med at police og undertrykke den palæstinensiske befolkning, til PLO.
Det blev enden på den første intifada, som i over 6 år havde vist palæstinensernes revolutionære styrke. Gennem civil ulydighed, strejker, og oprettelsen af selvforsvarskomiteer og lokale folkeråd (hvori befolkningen begyndte at organisere den daglige kamp, organiserede produktionen og fordelingen af mad, sundhed, uddannelse og alle andre aspekter af livet) rystede de hele den israelske besættelse.
På trods af rædselsfuld repression, hvor den selvsamme Yitzhak Rabin der senere underskrev Oslo Aftalerne for Israel, beordrede arme og ben brækket på børn der kastede med sten på IDF soldater, var Israel ikke i stand til at knuse bevægelsen. Intifadaen sendte rystelser ind i selve det israelske samfund, og fik flere til at stille spørgsmålstegn ved selve besættelsen.
Med Oslo-Aftalerne havde Israel indset at de ikke kunne knuse intifadaen med vold. I stedet måtte de kappe hovedet af den, ved at kapre dens ledelse. For palæstinenserne løste Aftalerne intet, og ved at underskrive dem forrådte PLO kampen for et frit Palæstina.
Læs pjecen om det kommunistiske perspektiv for Palæstinas befrielse på https://forlagetmarx.dk/produkt/palaestina-kommunistisk-perspektiv/