14/01/2026
Da jeg blev mor for første gang, gik det op for mig, at jeg nu ikke længere var den vigtigste i mit liv.
Det var min datter, Alberte, og jeg vidste, at jeg ville gøre alt for at beskytte hende.
Derfor havde jeg også blandede følelser, når min fars kone Lilian begyndte at tale om, hvor meget hun og min far glædede sig til at passe min datter.
Jeg havde fuld tillid til Lilian, som jeg havde kendt og holdt af, siden jeg var 12, hvor hun blev en del af familien.
Helt anderledes havde jeg det med min far. Jeg holdt af ham, men han havde aldrig været god til børn.
Jeg huskede tydeligt, hvor opfarende og utålmodig han var, da jeg var lille, og hvordan jeg stivnede i hele kroppen, når han råbte og skældte ud, fordi jeg havde gjort noget forkert.
Som regel var det småting som at gå ind i huset med sko på eller larme, når jeg havde veninder med hjemme.
Noget i mig håbede dog, at han var blevet anderledes, for nu var han jo ældre, og Lilian var kommet til, og hun var god til børn.
Da Alberte var omkring et halvt år, lod jeg mig alligevel overtale af Lilian til, at hun og min far passede Alberte en søndag formiddag.
Albertes far, Peter, og jeg besluttede, at vi ville gå ud og spise brunch.
Jeg havde glædet mig til at komme lidt ud, men da jeg først sad på caféen, kunne jeg ikke finde ro.
Jeg ventede bare på, at tiden gik, så vi kunne hente Alberte. Heldigvis lod det til, at alt var gået godt.
– Hun er så nem. Hun ligger jo bare og kigger med sine store øjne, sagde Lilian og smilede. Jeg åndede lettet op.
Efter den dag passede min far og Lilian hende flere gange uden problemer, og jeg var så glad, for jeg var sikker på, at min far virkelig var en anden mand nu.
Men da Alberte blev ældre og begyndte at spankulere rundt på sine små ben og pille ved alt, var det som om det ændrede sig.
Når vi hentede hende, var hun mere pylret, og selv om Lilian sagde, at hun var så sød og nem, fik jeg alligevel en dårlig fornemmelse...
Læs en læsers fortælling via linket i kommentarfeltet 👇