30/06/2026
Så er Historisk Tidsskrift 2026:1 på gaden (og snart i postkassen), og med vanlig markskrigerisk uforskammethed skal der gøres reklame for herlighederne: Afhandlingerne spænder fra en studie i kong Erik Menveds egentlig ret velfungerende forhold til den danske elite omkring 1300 til en aktuel studie i Danmark, EF og USA i det (amerikansk udråbte) Europaår 1973. Imellem disse yderpunkter er der stoppesteder i arbejderbevægelsens labile forhold til kristendommen, den børnepsykiatriske psykopati-diagnoses op- og nedtur og englændernes rekruttering og uddannelse af danske agenter (SOE) under 2. Verdenskrig. Debatsektionen tager fat på forholdet mellem litteratur og historie med udgangspunkt i Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman Leoparden og rummer hele to brandvarme bidrag om anvendelsen af kunstig intelligens i historieforskningen (begge tilgængelige i open acces). Men der er også plads til et personligt historiografisk tilbageblik, tre nekrologer over afdøde fagfæller samt den sædvanlige buket af længere og kortere anmeldelser.