19/07/2025
𝗠𝗲𝗱 𝘀𝘁𝗼𝗹𝘁𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝘀𝗮𝘃: 𝗨𝗻𝗴𝗲 𝗧𝗼𝗯𝗶𝗮𝘀 𝘁𝗼𝗴 𝗻𝗮𝘃𝗲𝗿𝘁𝗿𝗮𝗱𝗶𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗙𝗮𝗻ø!
Under Fannikerdagene opdagede KomEsbjerg en markant skikkelse: En høj mand med bredskygget hat og sort fløjlsdragt over hvid skjorte – et traditionelt håndværkertøj langt fra den ferievalg almindelige sommertøj.
Vi talte kort med Tobias på pladsen. Trods sommervarmen bar han tøjet med stolthed og forklarende imødekommenhed. En aftale blev gjort: et opfølgende møde efter arrangementet for at høre mere om hans valg af uniform – og livsstil som moderne naver.
𝗘𝗻 𝗙𝗿𝗲𝗺𝗱𝗲𝗿 𝗳𝗼𝗿𝘁æ𝗹𝗹𝗲𝗿 𝘀𝗶𝘁 𝗻𝗮𝘃𝗻
Nogle dage senere møder vi Tobias Fremder Zimmerer, en lidt utraditionel navn, men som senere i denne artikel vil få sin forklaring. Tobias kommer fra Lübeck og fortæller sin historie om en særlig rejse, som hans tømrerfaglige liv er præget af.
Vi sidder i et gammelt hus fra 1896, som Tobias og hans kolleger netop er i færd med at renovere både indvendigt og udvendigt. Stilladser omkranser bygningen, og indenfor arbejdes der intenst med gulv og loft. Interviewet finder sted i deres fælles køkken, hvor stemningen er afslappet.
”Mit navn er Tobias, og jeg er 24 år gammel. Når jeg møder nye mennesker, præsenterer jeg mig som en ’Fremder’,” begynder han. ”Det betyder, at jeg er en rejsende tømrer, som følger en gammel tradition, hvor man rejser i tre år og en dag.”
”Tre år og en dag?” spørger jeg nysgerrigt.
”Ja, den ekstra dag symboliserer, at man er lærling i en vis periode, men rejser derefter længere tid, end man har været under oplæring – rundt i verden,” forklarer Tobias.
”Indtil videre har jeg været af sted i halvandet år, og her på Fanø har jeg arbejdet i omkring halvanden måned.”
”Hvor har du så været, før du kom til Fanø?” spørger jeg videre.
”Jeg har besøgt mange steder på min rejse. For nylig var jeg i Nürnberg, hvor jeg mødte nogle mennesker, men det kan være lidt svært at forklare, for jeg har også været i Skotland og på forskellige rejser midt i Tyskland,” siger Tobias.
”Hvor længe har du boet i de forskellige lande, som du har rejst til som tømrer?” spørger jeg.
”Jeg har hovedsageligt opholdt mig i Tyskland, men jeg har også arbejdet i Polen i omkring en måned og besøgt Østrig en gang. Der er ikke noget krav om, hvor længe man skal arbejde et sted under rejsen. Jeg tager det som det kommer og tilpasser mig omstændighederne. Indtil videre har jeg ikke bevæget mig særlig langt fra Tyskland, men det er især arbejdet, der bestemmer, hvor jeg skal hen, afhængig af opgaverne og behovet,” fortæller Tobias.
𝗗𝗿ø𝗺𝗺𝗲𝗻 𝗼𝗺 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱: 𝗟𝗶𝘃𝗲𝘁 𝘀𝗼𝗺 𝗿𝗲𝗷𝘀𝗲𝗻𝗱𝗲 𝘁ø𝗺𝗿𝗲𝗿
”Det er en lidt anderledes livsstil, kan du lide den?” spørger jeg.
”Ja, det kan jeg kun sige ja til. Det har altid været min drøm at rejse, og lige nu forfølger jeg den. Indtil videre har jeg nydt godt en tredjedel af den,” svarer Tobias med et smil og en afslappet nærvær.
”Hvor længe kunne du tænke dig at leve sådan?” spørger jeg videre.
”Jeg er en ’journeyman’ – en rejsende håndværker. Efter min læretid har jeg valgt at rejse som tømrer. Man behøver ikke rejse efter uddannelsen, men det er et krav, at man gennemfører sin rejse inden man fylder 30,” forklarer han.
”Kravene er, at man skal være ung, ugift, uden børn, gæld eller faste forbindelser,” tilføjer Tobias.
”Er det mange unge, der rejser som dig i Tyskland?” spørger jeg.
”Det er ret almindeligt i Tyskland og Frankrig. Lige nu er der omkring 800 rejsende håndværkere i Tyskland, men i procent er det stadig få. Mange vælger ikke at rejse efter uddannelsen.”
”Kunne det ikke være rart med et fast job og et hjem at komme tilbage til – som mange andre unge?” spørger jeg.
”Jo, og den del af livet nyder jeg også i perioder. De sidste halvanden måned her på Fanø har jeg haft mit arbejde, mit køleskab, min seng og gode kolleger. På en måde har jeg skabt et lille hjem under rejsen. Men efter nogle uger skal jeg videre og starte forfra, og det er det sværeste ved denne livsstil – at sige farvel til det, man har vænnet sig til.”
”Jeg elsker at skabe og bygge ting med mine hænder. Her har jeg blandt andet organiseret tegninger og materialer på arbejdspladsen. Men når jeg rejser videre, må jeg efterlade det hele og begynde på ny.”
”Men du efterlader også minder og aftryk af dig selv, når du rejser videre?”
”Ja, det er en dejlig tanke. Jeg efterlader noget af mig selv overalt, hvor jeg har arbejdet – i Tyskland og andre steder. Jeg har ændret ting, skabt bedre vilkår, og det giver mening. Men jeg glæder mig også til en dag at have et hjem, hvor jeg kan reparere og nyde det, jeg har bygget.”
”Så du regner ikke med at rejse længere end den periode, du er forpligtet til?”
”Nej, jeg har tænkt mig at stoppe, når min rejsetid er ovre. Jeg skal ikke rejse i fire eller seks år,” forklare Tobias.
𝗙𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗼𝗴 𝗳𝗼𝗿𝗽𝗹𝗶𝗴𝘁𝗲𝗹𝘀𝗲: 𝗟𝗶𝘃𝗲𝘁 𝘀𝗼𝗺 𝗿𝗲𝗷𝘀𝗲𝗻𝗱𝗲 𝗵𝗮̊𝗻𝗱𝘃æ𝗿𝗸𝗲𝗿
”Man kan godt rejse længere end de tre år,” forklarer Tobias.
”Der er ingen officiel tilsynsmyndighed, der siger, man skal stoppe efter tre år. Nogle har rejst i håndværket i op til 30 år, og det sker, at en erfaren kollega i vores organisation kommer og siger, at nu er det tid til at afslutte.”
Han fortæller, at livet som rejsende håndværker kan være udfordrende, fordi man ikke har et fast holdepunkt. Derfor mødes de rejsende tre gange om året for at dele erfaringer, udveksle arbejdsrelaterede tips og støtte hinanden.
”På en rejse som denne kan man nemt miste sig selv – i druk, kortvarige forhold eller stoffer. Det handler om at finde sine grænser og respektere dem undervejs,” siger Tobias.
Når det gælder familiebesøg, er reglerne strenge. ”Vi har en såkaldt ’Bannmeile’ – en forbudt zone på 50 kilometer omkring vores hjemby, som vi ikke må krydse i hele rejseperioden,” forklarer han.
”Det kan være hårdt, især hvis der sker noget alvorligt i familien. Man kan dog tage hjem i sådanne tilfælde, men kun sammen med en anden rejsende. Man må aldrig rejse alene hjem.”
Tobias fortæller om en oplevelse, hvor han fulgte en kollega til en begravelse og hjalp ham med at håndtere spørgsmål og sorg. ”Det er en del af vores ansvar at passe på hinanden undervejs.”
Han understreger, at denne livsstil er en unik mulighed, de føler sig privilegerede over. Der stilles kun krav om, at man passer på sin krop og holder sig i live.
”Verden i dag stiller mange krav – arbejde, penge, hus og have. På rejsen slipper vi for de bekymringer, fordi vi kun rejser med det nødvendige. Det giver en frihed, som jeg sætter stor pris på.”
𝗧𝗿𝗮𝗱𝗶𝘁𝗶𝗼𝗻 𝗼𝗴 𝗳𝗿𝗶𝗵𝗲𝗱 𝗶 𝗿𝗲𝗷𝘀𝗲𝗻𝗱𝗲𝘀 𝗿𝘆𝗴𝘀æ𝗸
”Man slipper i hvert fald for at slæbe alt for meget,” smiler Tobias.
”Men vi bruger ikke en almindelig rygsæk. Vores rygsæk består af stykker klud, bundet sammen med læderbælter – en tradition, der stammer helt tilbage fra Berlin. Dengang var pelsrygsække forbudt på grund af lus, så man begyndte at pakke ting ind i bomuldsklude, som kunne koges og rengøres. Det er den rygsæk, jeg tager med på min rejse.”
Han fortæller, at rygsækken kan give sig efter lang tids brug, og så bliver den erstattet med nye klude. ”Man kan justere størrelsen med læderbælterne, så den enten er lille og behagelig eller større, hvis man har brug for mere plads. Det kræver også en vis kunst at binde og holde den ren.”
Tobias oplever ofte, at folk stopper op og spørger til hans unikke rygsæk.
”Vi må ikke bruge almindelige rygsække eller arbejdstøj med mærker, fordi vi ikke vil fremstå som reklamesøjler for nogen kapitalistiske virksomheder. Vi bærer tøj og udstyr, der afspejler den gamle tradition, vi er en del af.”
”Det lagde jeg mærke til på Fannikerdagene – du var meget synlig i forhold til de andre,” siger jeg.
”Præcis. På mit arbejdstøj fjernede jeg for eksempel en lille rød stribe, fordi det var et mærke fra producenten. Vi må ikke have noget, der forbinder os til den kommercielle verden.”
Spørger man til kvinder på rejsen, bekræfter Tobias, at omkring 20 procent af de rejsende er kvinder.
”Der findes forskellige foreninger, der regulerer både arbejdstype og køn. Nogle foreninger tilbyder kun tagarbejde eller smedefag, hvor mænd er i flertal, mens andre beskæftiger sig med fødevareindustrien, som bagere og kokke. Der er også specialiserede grupper som guldsmede og låsesmede.”
𝗨𝗱𝗲𝗻 𝘀𝗺𝗮𝗿𝘁𝗽𝗵𝗼𝗻𝗲 – 𝘀𝗮̊𝗱𝗮𝗻 𝗳𝗶𝗻𝗱𝗲𝗿 𝗧𝗼𝗯𝗶𝗮𝘀 𝘀𝗶𝘁 𝗻æ𝘀𝘁𝗲 𝗮𝗿𝗯𝗲𝗷𝗱𝗲
”Hvordan finder du egentlig din næste arbejdsplads, når du ikke har en smartphone som alle andre?” spørger jeg.
”Jeg organiserer det hele selv og bestemmer helt frit, hvad jeg vil næste gang. Det er netop en fordel ved denne livsstil – alle aftaler siger jeg ja til personligt. Lige nu er jeg her på Fanø, fordi jeg selv har valgt det og underskrevet en kontrakt.”
”Hvad hvis du bliver syg, er det tilladt?”
”Ja, det står i kontrakten, at jeg får løn under sygdom, for jeg er ansat som arbejdskraft. Når jeg er syg, passer jeg bare på mig selv og bliver rask igen.”
”Men hvordan rejser du rundt uden smartphone? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre i dag?”
”Vi blaffer meget – det er en vigtig del af vores rejse. Nogle steder er det tilladt, andre ikke. Tidligere kunne man også rejse med containerskibe mod kost og logi, eller sejle med sejlskibe og lave håndværksarbejde om bord. Det er sværere nu på grund af regler og licenser. Når vi skal flyve, prøver vi at finde en ledig plads i sidste øjeblik i lufthavne – nogle gange kan man komme med, hvis en anden ikke møder op. Man ved aldrig, hvor længe man skal vente.”
”Som regel betaler arbejdspladsen for transport og kost, så vi selv kan bevare friheden og ikke bruge penge på det. Selvom vi lever frit, følger vi visse regler. Det er lidt paradoksalt, men det hjælper os i vores livsstil.”
”Uden smartphone må jeg være kreativ med min fritid. I stedet for at se film går jeg ofte ud i naturen, tegner eller skaber noget. Det er befriende at undgå skærmene og bruge tiden fornuftigt.”
”Når jeg blaffer, møder jeg mange mennesker og får dybe samtaler – både med folk til venstre og højre, rige og fattige. Det er en helt anden måde at opleve verden på, langt fra sociale mediers overfladiske drama.”
”Vi er observatører af livet,” siger Tobias. ”Som tømrer møder jeg mange, der forventer, jeg kan alt inden for mit fag, men vi holder os til vores specialer. Livet på rejsen er en blanding af høj aktivitet og perioder med modgang, og det kræver psykisk styrke.”
”Når man starter på rejsen, skal man være indstillet på at fuldføre den. De første tre måneder trænes man og har en mentor, der hjælper én. Man springer ud i noget ukendt, og det er vigtigt at spørge sig selv, om man er stærk nok til det. Mange stopper undervejs.”
Vi bliver afbrudt af en medarbejder, som passer på to børn, der er blevet væk fra deres forældre, mens der arbejdes på husets tag og indre renovering.
𝗥𝗲𝗻𝗼𝘃𝗲𝗿𝗶𝗻𝗴 𝗮𝗳 𝗲𝘁 𝗵𝘂𝘀 𝗳𝗿𝗮 𝟭𝟴𝟵𝟲
”Huset er fra 1896, og vi er i gang med at renovere det for ejeren. Han har haft en forbindelse til huset siden sin ungdom, hvor han kom her på sommerferie. Han købte det for at bringe det tilbage til sin oprindelige stand. Ejeren, som bor i Hamburg og arbejder i Lübeck, køber og renoverer flere gamle huse for senere at sælge dem med fortjeneste.”
”En god ven fra Lübeck, som arbejdede for samme firma, fortalte mig om projektet her på Fanø, og det var sådan, jeg kom hertil. Ting sker ofte på denne måde i mit liv, gennem kontakter og muligheder, der opstår.”
𝗟𝗶𝘃𝗲𝘁 𝗽𝗮̊ 𝗙𝗮𝗻ø 𝗼𝗴 𝗻𝗮𝘃𝗲𝗿𝘁𝗿𝗮𝗱𝗶𝘁𝗶𝗼𝗻𝗲𝗻𝘀 𝗼𝗽𝗿𝗶𝗻𝗱𝗲𝗹𝘀𝗲
”At bo på Fanø har været en god oplevelse. Først var jeg lidt skuffet over, at der kun var ældre mennesker, og jeg havde tænkt mig at blive to måneder. Men jeg har mødt mange rare folk, både ved Fannikerdagene og et folkedans-kursus i Sønderho. Selvom jeg er en fremmed her – både på grund af mit tøj og sprog – har det åbnet dørene til nye bekendtskaber. Børn her er opdraget til at holde sig væk fra fremmede, men voksne er mere åbne.”
”Som rejsende tømrer bliver jeg ofte spurgt til min tradition og mit tøj. Vi er afhængige af gæstfrihed, hvor vi får kost og logi, og det er en del af at vedligeholde navertraditionen.”
”Navertraditionen går tilbage 800–1000 år og stammer fra de germanske håndværkere, der byggede kirker og rejste rundt med deres unikke viden. De fik frihed af kongen til at rejse og udføre deres arbejde, og herfra stammer også vores særlige hat – et symbol på respekt og frihed. At holde traditionen i live i dag er en udfordring, men det er vigtigt, for uden disse rejser ville traditionen forsvinde.”
Solen skinner stille på det gamle hus fra 1896, der snart vil genfinde sin g***s takket være Tobias og hans kollegaer.
Tekst og fotos: Egill Egilsson
