10/12/2025
Hvad så nu, lille du❓
De sidste uger har været overvældende. Min krop har larmet, smerterne har været voldsomme, og frygten for tilbagefald har fyldt alt for meget. Jeg blev MR-skannet i fredags, og siden da har jeg nærmest gået rundt og holdt vejret.
I dag kom svaret – og alt så fint ud 🤷🏼♀️ Organer, lymfer… intet alvorligt at se. Det er jeg oprigtigt taknemmelig for. Lægen vurderede også, at jeg formentlig har haft en nyresten, som nu er passeret, og det giver mening i forhold til de smerter, jeg har haft.
Men alligevel sidder jeg her og føler mig… tom.
For min krop larmer stadig. Og måden jeg blev mødt på, efterlader mig med en følelse af ikke helt at blive taget alvorligt. Jeg havde håbet på større grundighed. Mindre gætteri. Mindre “det kunne også være dit eller dat”. Til sidst lød det mest som: Lev med det. Tag en smertestillende hvis kroppen larmer for meget 🤷🏼♀️
Og det kan godt være, at det for nogen lyder som gode nyheder – “du fejler jo ikke noget alvorligt.” Men når man stadig har periodevise smerter, ubehag og en krop, der føles helt ved siden af sig selv, så står man tilbage med et stort: Hvad så nu❓
Så nu gør jeg det eneste, jeg ved virker for mig:
Jeg går naturens vej. Den vej jeg kender. Den vej jeg ved, støtter mig. Én ting er stensikkert: jeg har svigtet mig selv ved at springe over mine kosttilskud og alt det, der plejer at hjælpe mig. Den dummebøde betaler jeg nu. Det er en læring, jeg tager med mig. Big time 🙏🏻
Grunden til at jeg i første omgang ikke gik til lægen er, at jeg for år tilbage mistede tilliden. Jeg måtte banke i bordet for yderligere undersøgelser, fordi jeg bare vidste, at noget var galt. I august 2017 fik jeg at vide, at alt var godt… i december 2017 fik jeg konstateret endetarmskræft. Min tillid forsvandt.
Her står jeg her igen – og mærker den samme mistillid!
Og nu er det vist slået fast med syvtommersøm, hvem jeg stoler på!
