27/11/2025
TOPI, TRAS, ECERS, KIDS, ’De utrolige år’, ICDP, DPU …
Har man sin gang i danske daginstitutioner vil man sandsynligvis være stødt på en eller flere af disse pædagogiske koncepter. Brugen af standardiserede metoder – ofte indkøbt og udrullet fra centralt kommunalt hold - er nemlig steget voldsomt gennem de senere år. Men hvad kendetegner de mest udbredte metoder, og hvad gør de ved pædagogers arbejde og børns hverdagsliv?
Det er nogle af de spørgsmål, der optager Christian Aabro og Anne Mette Buus i bogen 'Metoder i daginstitutioner - politik, pædagogik, børneliv', som udkommer i dag. Om baggrunden for udgivelsen siger de:
”Vi ønsker at bidrage til, at diskussionerne om metoders betydning i daginstitutioner bliver skærpet, både blandt det pædagogiske personale og blandt studerende, men også blandt politikere, forvaltere og alle andre, der har en interesse i børneliv, pædagogik og daginstitutioner.”
I bogen giver de et overblik over de mest udbredte metoder og deres kendetegn og gennemgår en række undersøgelser af, hvad der sker, når en metode bliver en del af den pædagogiske praksis i en institution. De konkluderer bl.a., at metoderne ofte virker på flere måder, end de er designet til, kræver et stort oversættelsesarbejde af pædagogerne og ofte indebærer en række pædagogiske forskydninger, der bl.a. risikerer at udgrænse børns perspektiver og forstærke et fokus på regulering og tilpasning.
”Pointen er, at metoderne ofte gør mere end det tilsigtede ved både pædagogerne og børnene. De er med til at skabe nogle grundlæggende forandringer i pædagogikken og i vores måde at arrangere børns liv i daginstitutioner på, som er værd at diskutere. For det gør metoderne ikke for os. De er stort set alle sammen båret af stærke kommercielle interesser, og derfor regulerer de ikke sig selv."
Bagest i bogen findes ti spørgsmål, man kan stille i mødet med en pædagogisk metode samt et overblik over hvilke metoder, der benyttes i institutioner i alle landets kommuner.
➡️ Find bogen her: https://bit.ly/3MqsWC3