20/06/2026
I går fik jeg denne ualmindeligt smukke buket blomster.
Jeg bliver simpelthen så rørt over den tillid, jeg bliver vist.
For jeg er jo bare en helt almindelig mor, som selv lever med mange af de samme udfordringer, som rigtig mange andre også gør.
Måske er det netop derfor, denne buket betyder så meget for mig.
Jeg ved godt, at der har været lidt stille fra mig den seneste tid.
Sandheden er, at jeg også er et menneske bag skærmen.
Der er perioder, hvor jeg må prioritere min energi lidt ekstra for at få familieliv, frivilligt arbejde og mine egne udfordringer til at hænge sammen.
Det betyder dog ikke, at jeg er fraværende.
Det betyder blot, at jeg indimellem er nødt til at trække mig lidt tilbage for at passe på mig selv og min familie.
Men historierne forsvinder ikke, bare fordi jeg er stille.
For bag blomsterne ligger en historie, jeg efterhånden har mødt igen og igen.
Historier om familier, der kæmper.
Historier om børn og unge, der ikke får den hjælp, de har brug for i tide.
Historier om forældre, der må bruge deres aftener og nætter på at forstå lovgivning, afgørelser og systemer, samtidig med at de forsøger at være forældre.
Det er stærkt bekymrende, at vi som forældre kontinuerligt skal stå i disse opslidende og komplekse situationer.
Hvorfor skal vi blive ved med at fortælle de samme ting?
Hvorfor skal vi igennem de samme møder, spørgsmål og vurderinger igen og igen?
Hvorfor er det så svært at forstå, at når tiden trækkes, så er det ikke bare en proces, der forlænges.
Det er børn, der tabes. 💔
Igennem længere tid har jeg også været vidne til, hvordan voksne med særlige behov oplever lignende udfordringer.
Derfor er mit fokus langsomt blevet bredere.
Fra kun at handle om børn til også at handle om de unge, de voksne og de familier, som hver eneste dag forsøger at navigere i systemer, der burde være sat i verden for at hjælpe dem.
Og måske er det netop her, jeg sidder tilbage med det spørgsmål, som fylder mest hos mig lige nu:
👉🏼 Hvad blev der af de gode historier?
👉🏼 Historierne om barnet, der fik hjælp i tide?
👉🏼 Den unge, der fandt tilbage til fællesskabet?
👉🏼 Familien, der blev mødt med tillid?
👉🏼 De voksne mennesker med særlige behov, som fik mulighed for at leve et værdigt liv?
For de historier findes jo.
Det ved jeg.
Men alt for ofte drukner de i alt det andet.
Så i dag vælger jeg at holde fast i noget andet.
Taknemmeligheden.
Taknemmeligheden over de mennesker, jeg møder på min vej.
Mennesker, der stadig tror på fællesskabet.
Mennesker, der stadig tror på hinanden.
Mennesker, der rækker hånden ud og minder os om, at vi ikke står alene.
Måske er det netop dér, de gode historier findes.
I mennesker. ❤️
Kh Sascha
