14/07/2025
Spot on!
"Men virkeligheden er, at de nuværende splittelser omkring den tridentinske ritus’ plads i dagens Kirke ikke blev forårsaget af pave Frans. Ansvaret ligger hos hans umiddelbare forgænger. Det er også de traditionalistiske biskopper og præsters skyld, som i ond tro har forværret splittelserne ved at opmuntre nogle katolikker til at fortsætte en liturgisk praksis, som et økumenisk koncil og den pave, der gennemførte det, aldrig havde til hensigt skulle opretholdes.
Leo må ignorere dem – ellers risikerer hans ønske om at skabe en retfærdig og varig fred i den romerske Kirke at blive reduceret til blot overfladisk konfliktløsning. Og det vil kun fordybe et sår, der var langsomt ved at hele – indtil valget af Benedikt XVI."
""
Pave Leo må modstå afpresning fra tilhængere af den gamle ritus
af Robert Mickens, Letter from Rome, July 12, 2025 16:39
Den lille, men højlydte gruppe af katolikker, der forsøger at fastholde den tridentinske ritus, lægger pres på pave Leo for at få ham til at standse udfasningen af liturgien fra før Andet Vatikankoncil.
For flere år siden kritiserede katolske traditionalister skarpt pave Frans for at omgøre det dekret, som hans bayerske forgænger, Benedikt XVI, udstedte i 2007, og som tillod ubegrænset brug af den såkaldte gamle latinske messe. Mere præcist kendt som den tridentinske ritus, var dette den liturgi, der blev fejret efter Tridentinerkoncilet i det 16. århundrede og frem til de liturgiske reformer, som Andet Vatikankoncil (1962-65) krævede.
De tridentinske tilhængere hævder, at den argentinske paves tilbagerulning i 2021 af Benedikts dekret har skabt dyb splittelse i Kirken. Men nu hvor der er kommet en ny amerikansk pave, som har udtrykt ønske om at fremme fred og enhed i Kirken, fører disse grupper og deres støtter i hierarkiet en kampagne for at overtale Leo XIV til at genindføre den tilladelse, som Benedikt gav i 2007.
Det gør de via sociale medier og bag kulisserne, hvor de advarer om, at en afvisning af at lempe Frans’ restriktioner kan føre til endnu dybere splittelse – måske endda skisma. Den amerikanske kardinal Raymond Burke har endda klaget til paven og påstået, at katolikker, der foretrækker den tridentinske ritus, bliver forfulgt! Det er afpresning. Og Leo må stå fast og afvise det.
Den triste sandhed er, at der ikke burde – og aldrig burde have været – en debat om den fortsatte brug af den tridentinske ritus i tiden efter Andet Vatikankoncil. Et økumenisk koncil, som sammen med den romerske pave er Kirkens højeste autoritet i spørgsmål om tro og moral, besluttede entydigt, at liturgien skulle reformeres.
Et overvældende flertal af biskopperne på Andet Vatikankoncil (1962-65) godkendte de generelle principper, der skulle lede reformerne (kun fire stemte imod). Derefter overvågede en legitimt valgt pave – Paul VI – personligt, hvordan disse reformer skulle gennemføres skridt for skridt.
Det var aldrig koncilets eller pave Pauls hensigt, at den tridentinske liturgi skulle fortsætte sideløbende med den reformerede ritus.
Tværtimod var Paul insisterende på, at en sådan dobbeltordning kun ville skabe alvorlige problemer i Kirken og give modstandere af den reformerede ritus et påskud til også at afvise andre af koncilets reformer – ja, selve koncilet.
Ærkebiskop Marcel Lefebvre er ofte blevet betragtet som den vigtigste kirkelige figur i bevarelsen af den tridentinske ritus efter de liturgiske reformer. Men han kunne ikke have gjort det uden støtte fra visse konservative kardinaler, der delte hans synspunkter.
Den vigtigste blandt dem var kardinal Joseph Ratzinger, som senere blev pave Benedikt XVI.
Historien er fortalt i artiklen "Return to the Tradition", udgivet i The Tablet 25. april 2009:
*Return to the Tradition*
Livline til Trent
I sommeren 1980 gav den afdøde pave Johannes Paul II tilladelse til, at det daværende hellige kongregation for sakramenter og gudstjeneste foretog en rundspørge blandt biskopperne i alle verdens latinske bispedømmer. Kongregationen, som dengang blev ledet af den australske kardinal James R. Knox, stillede to hovedspørgsmål.
Det første handlede om brugen af latin i den reviderede liturgi efter Vatikankoncillet. Det andet om situationen for præster og lægfolk, som stadig krævede fejringer af den tridentinske ritus.
Resultaterne af undersøgelsen – hvortil over tre fjerdedele af de 2.317 biskopper svarede – blev offentliggjort i december 1981 i kongregationens tidsskrift Notitiae. Traditionelle grupper blev straks alarmerede, da det fremgik, at latin var “stadig mere på vej ud” af messen, fordi – som biskopperne rapporterede – de fleste katolikker i deres bispedømmer ikke ønskede det.
“Det store flertal (83,82 procent) af svarene bekræfter, at der ikke eksisterer nogen anmodning om brug af latin i liturgien,” hed det i den 22 sider lange rapport. Og hvad angik spørgsmålet om at give større tilladelse til brug af den gamle ritus, svarede under 1,5 procent af biskopperne, at deres præster og menigheder var for.
“Resten af episkopatet (svarende til 98,68 procent) anser problemet for løst i den forstand, at den ... tridentinske ritus nu er forældet,” stod der. Mange biskopper var også “klart imod en eventuel tilladelse” til brugen af den gamle ritus, fordi det ville “skabe flere problemer, end det løser”.
Trods mod alt, hvad Andet Vatikankoncil har vedtaget
De “problemer”, der bekymrede biskopperne, handlede særligt om, hvordan man skulle forholde sig til traditionalistiske grupper inspireret af den suspenderede franske ærkebiskop Marcel Lefebvre, grundlægger af Sankt Pius X’s Broderskab (SSPX). “Ifølge biskopperne skaber disse grupper en ånd, der får én til at tro, at en eventuel indrømmelse af den tridentinske ritus ville markere begyndelsen … på en holdning af trods mod alt, hvad Andet Vatikankoncil har vedtaget.”
Rapporten fra biskoppernes høring skubbede SSPX endnu længere ud i periferien. Men i juli 1982 tog tingene en afgørende drejning, da pave Johannes Paul udpegede kardinal Joseph Ratzinger, den nyudnævnte præfekt for Troslærekongregationen, til at føre Vatikanets første samtaler i årevis med ærkebiskop Lefebvre.
Samtalerne var brudt sammen i 1976, da pave Paul VI suspenderede ærkebispen fra at fejre sakramenterne, efter han ulovligt havde ordineret en gruppe præster.
Samme år sagde Paul VI under et konsistorium i maj:
“Indførelsen af det nye 'Ordo Missae' er absolut ikke op til præster eller lægfolk at beslutte: og instruktionen af 14. juni 1971 gav kun tilladelse til fejring af messen i den gamle form – med ordinariens godkendelse – for ældre eller syge præster, som fejrer uden menighed (sine populo). Det nye 'Ordo' blev promulgeret for at erstatte det gamle, efter moden overvejelse og på foranledning af Andet Vatikankoncil.”
Ratzinger – en af Lefebvres mest sympatiske allierede
Pave Paul og hans nærmeste rådgivere syntes fast besluttet på at isolere Lefebvre, mens ærkebispen omvendt anklagede paven for kætteri og sagde, at han ikke kunne forsone sig med de udviklinger, der udsprang af koncilet.
I seks år – frem til møderne med kardinal Ratzinger – herskede der dødvande. Men allerede i 1977 mente Lefebvre, at Ratzinger, dengang ærkebiskop af München og Freising, kunne være en hjælp. Kort efter Ratzinger fik kardinalhatten, interviewede den italienske journalist Giancarlo Zizola Lefebvre. Han genkaldte sig samtalen den 8. februar 1983 i Il Sole 24 Ore: “‘Den nyudnævnte kardinal Ratzinger,’ forsikrede Lefebvre mig med sikkerhed, ‘håber at kunne gribe ind over for paven og finde en løsning’.”
Ved en tale i Long Island, New York, i november 1983 nævnte ærkebiskoppen Ratzinger som en af sine mest sympatiske allierede i Vatikanet. De to andre var kardinal Silvio Oddi, præfekt for gejstlighedskongregationen, og kardinal Pietro Palazzini, præfekt for helgenkåringskongregationen.
“Der er en reel kamp i gang i Rom mellem de få traditionalistiske kardinaler,” sagde Lefebvre i talen, “– kardinal Oddi, kardinal Ratzinger [og] kardinal Palazzini – på den ene side, og alle de progressive kardinaler på den anden.”
De kuriale embedsmænd, han betragtede som “modernister”, omfattede bl.a. kardinalerne Agostino Casaroli (statssekretær), Eduardo Pironio (kongregationen for ordensfolk) og Sebastiano Baggio (biskopskongregationen) – samt “alle i Kongregationen for Gudstjeneste”.
Johannes Paul II’s indult fra 1984
Traditionalisterne syntes tydeligvis at have mere indflydelse på pave Johannes Paul end “modernisterne”, for mindre end et år efter Lefebvres tale i New York udsendte Vatikanet et cirkulære med titlen Quattuor abhinc annos (“Fire år siden”). Dette dokument fra 1984 afviste klart de synspunkter, som biskopperne havde fremsat i høringen i 1980 – især deres anbefaling om, at Rom ikke skulle give tilladelse til en tilbagevenden til den gamle messe.
I stedet tillod dokumentet – under visse betingelser – en såkaldt “indult” til fejring af messen i den udgave af den tridentinske ritus, der blev brugt i 1962 (Messebogen fra Pius V), som SSPX allerede praktiserede. Ironisk nok blev dette dokument udsendt af den nyligt omdøbte Kongregation for Gudstjeneste og Sakramenternes Ordning, ledet af den tyske kardinal Augustin Mayer OSB.
Mærkeligt nok begyndte brevet med at indrømme, at der “for fire år siden” blev gennemført en rundspørge, og at det “så ud til, at problemet med præster og troende, som holdt fast i den såkaldte tridentinske ritus, næsten var løst.” Men i næste linje modsiges dette med ordene: “Eftersom det samme problem dog fortsætter, giver Den Højeste Pontif … biskopperne mulighed for at anvende en indult.”
Kilder i den romerske kurie fortalte The Tablet, at den selvmodsigende formulering ikke var en fejl. Mayer og hans kongregation var faktisk imod indulten, men “ledere af andre kongregationer insisterede på den.” Johannes Paul og nogle af hans rådgivere håbede, at Lefebvre ville se 1984-indulten som en tilnærmelse fra Rom, der anerkendte hans gruppes brug af den gamle ritus i bytte for en accept af koncillets reformer.
Men indulten opmuntrede snarere Lefebvre – som nu var blevet et internationalt symbol for modstand mod den nye messe og koncilets andre reformer – til at øge sine krav om, at Rom måtte “vende tilbage til Traditionen.”
Hvis indulten skuffede Lefebvre, så forvirrede og forargede den endnu flere mainstream-biskopper. De gentog den advarsel, de havde fremført i 1980: at en indrømmelse til den gamle messe kun ville blive begyndelsen på en ny bølge af kritik mod “alt, hvad Andet Vatikankoncil har fastslået.”
Øget pres mod Rom – og en ny strategi
I mellemtiden sendte traditionelle katolikker, især fra USA og Frankrig, vrede breve til Rom og klagede over, at deres biskopper nærmest umuliggjorde, at præster kunne benytte sig af indulten.
Da de romerske myndigheder spurgte biskopperne, svarede de, at de, som bad om den gamle messe, ikke opfyldte kravene i 1984-brevet. Det var op til den enkelte biskops vurdering – for det var stadig biskoppen, der var liturgiens moderator i sit eget bispedømme.
For de traditionalistiske kræfter i den romerske kurie, som ønskede at bevare den tridentinske ritus, var der kun én mulighed: De måtte finde en måde at fratage biskopperne kompetencen på området.
Det kunne lade sig gøre, hvis de kunne bevise, at den gamle ritus aldrig var blevet ophævet eller afskaffet. Traditionelle grupper havde allerede tidligere brugt dette argument med stor kraft, da den reformerede ritus blev indført mellem 1969 og 1971.
Men både Statssekretariatet og Kongregationen for Gudstjeneste fastholdt, at det var pave Paul VI’s klare hensigt, at den nye ritus skulle erstatte den gamle – også selv om det skete gradvist. Og den kirkeret, der stadig var gældende i 1970’erne (1917-kodex), slog fast, at “en senere lov ophæver eller ændrer en tidligere, hvis den udtrykkeligt siger det, er direkte i strid med den, eller fuldstændigt omordner hele det tidligere regelsæt.” Paul VIs liturgiske reform, sagde man, var en sådan total omordning.
Som den afsluttende sætning i hans apostoliske konstitution
Missale Romanum gjorde klart:
“Det er vores vilje, at disse bestemmelser og påbud skal stå fast og være gyldige nu og i fremtiden, uanset tidligere konstitutioner og apostoliske påbud udstedt af vores forgængere, og alle andre dekreter – også dem, der normalt bør nævnes særskilt – uanset deres karakter.”
Ad hoc-kommission af kardinaler
Disse fastslåede præmisser blev dog sat under lup i 1986, da pave Johannes Paul nedsatte en særlig ad hoc-kommission bestående af ni kardinaler, som skulle finde en måde at “fjerne ineffektiviteten” i 1984-indulten. Medlemmerne af denne kommission omfattede: Joseph Ratzinger (Troslærekongregationen), Augustin Mayer OSB (Gudstjeneste), Josef Tomko (Propaganda Fide), Agostino Casaroli (Statssekretariatet), Bernardin Gantin (Biskopper), Pietro Palazzini (Helgenkåringer), Antonio Innocenti (Gejstlighed), Silvio Oddi (tidligere Gejstlighed) og Alfons Maria Stickler SDB (Vatikanets Bibliotek).
Resultatet af kommissionens arbejde blev aldrig officielt offentliggjort, men kardinal Stickler fortalte et amerikansk publikum i 1995, at otte ud af de ni kardinaler mente, at den tridentinske messe aldrig var blevet ophævet. Han sagde, at paven havde tænkt sig at offentliggøre en sådan erklæring i et paveligt dekret, men at nogle nationale bispekonferencer protesterede voldsomt og sagde, at det “absolut ikke måtte tillades, fordi det ville være anledning til kontrovers i Guds folk … og så videre.”
I oktober 2008 kastede daværende leder af “Ecclesia Dei”-kommissionen – kardinal Darío Castrillón Hoyos – mere lys over, hvad der skete i denne kardinalkommission. I en kort artikel offentliggjort på gejstlighedskongregationens hjemmeside citerede han fra kommissionens aldrig offentliggjorte rapport. Her fremgår det, at kommissionen var bekymret over, at den postkonciliære liturgiske reform blev undermineret af “skandaløse vilkårlige handlinger” og “kreativitet”, som havde ført til “vilde messer og andre vanhelligelser”; den insisterede på, at biskopper skulle være mere gavmilde med tilladelser til den tridentinske messe; og den fastholdt, at latin “ikke burde og ikke måtte forsvinde fra Kirken” (selvom teksten aldrig anerkendte, at dette ikke var et reelt problem, da latin stadig er det første sprog i den nye ritus).
Lefebvre ekskommunikeret
Til sidst bemærkede kardinal Castrillón, at kommissionen i 1986 “foreslog”, at pave Johannes Paul definitivt skulle erklære, at både den gamle og den nye messebog “ikke skal betragtes som andet end en udvikling fra den ene til den anden, eftersom liturgiske normer ikke er egentlige ‘love’, og derfor ikke kan ophæves, men ‘efterfølges’ – den tidligere af den senere.”
Et år efter, at denne kommission mødtes, vendte ærkebiskop Lefebvre tilbage til Rom for endnu et møde med kardinal Ratzinger.
Han meddelte trospræfekten, at han agtede at ordinere mindst én ny biskop for at sikre, at SSPX havde biskoppelig ledelse efter hans død. Efter forgæves forsøg på at få ham til at lade være, ordinerede Lefebvre fire biskopper – i strid med pave Johannes Pauls ordre.
Biskopskongregationen udstedte derefter et dekret, hvori det blev fastslået, at Lefebvre og de deltagende havde pådraget sig automatisk ekskommunikation (latae sententiae). I dekretet, som stadfæstede ekskommunikationerne, oprettede Vatikanet også den pavelige kommission Ecclesia Dei (nu nedlagt).
Nogle i Rom har aldrig opgivet håbet om, at SSPX kunne vende tilbage i fuldt fællesskab – et håb, som voksede med valget af Benedikt XVI.
Den afdøde bayerske pave ophævede til sidst de ekskommunikationer, som hans forgænger havde pålagt Lefebvre og de fire biskopper i 1988. De forbliver dog i en tilstand af skisma, og Vatikanet har altid insisteret på, at de ikke vil blive genoptaget i fuldt fællesskab og tjeneste i den katolske kirke, før de giver “fuld anerkendelse” til Andet Vatikankoncil. Og det indebærer, at man må “gennemgå de uafklarede spørgsmål,” der fik dem til at afvise store dele af koncilet.
Forsøg på at genfortolke Andet Vatikankoncil
I et interview i marts 2008 med L’Osservatore Romano antydede kardinal Castrillón Hoyos, at det hele måske blot var et spørgsmål om fortolkning. “De største vanskeligheder,” sagde han, “har at gøre med fortolkningen eller med visse gestus i en økumenisk sammenhæng, men ikke med Andet Vatikankoncils lære.” Han hævdede, at “forskellige fortolkende diskussioner om konciliets tekster” kunne finde sted “med grupper, der vender tilbage til fuldt fællesskab.” Måske tog alle de biskopper, der blev hørt tilbage i 1980, fejl. Måske var “indrømmelsen til den tridentinske ritus som udtryk for en holdning af trods mod alt, hvad Andet Vatikankoncil har fastslået” … blot en misforståelse. Måske er det hele bare et spørgsmål om fortolkning.
*Return to the Tradition* slt - udgivet i The Tablet 25. april 2009.
Men virkeligheden er, at de nuværende splittelser omkring den tridentinske ritus’ plads i dagens Kirke ikke blev forårsaget af pave Frans. Ansvaret ligger hos hans umiddelbare forgænger. Det er også de traditionalistiske biskopper og præsters skyld, som i ond tro har forværret splittelserne ved at opmuntre nogle katolikker til at fortsætte en liturgisk praksis, som et økumenisk koncil og den pave, der gennemførte det, aldrig havde til hensigt skulle opretholdes.
Leo må ignorere dem – ellers risikerer hans ønske om at skabe en retfærdig og varig fred i den romerske Kirke at blive reduceret til blot overfladisk konfliktløsning. Og det vil kun fordybe et sår, der var langsomt ved at hele – indtil valget af Benedikt XVI.
"
The tiny, but vocal group of Catholics trying to perpetuate the Tridentine Rite are pressuring Pope Leo to stop phasing out the celebration of the pre-Vatican II liturgy.
