
22/07/2025
SOMMERANBEFALING
Vibes sommeranbefaling begynder med dette smukke citat:
»Det er ikke en tragedie, det var bare sådan, det blev.«
”Ordene er Louise Juhl Dalsgaard og kan læses i AT TÆLLE TIL LILLA, som vi udgiver den 14. august. Det er ord, jeg selv har sagt et utal af gange, fortalt til andre, og som mange af mine veninder har udtalt.
Det handler om at være barnløs – hverken ufrivilligt eller frivilligt, det var bare sådan, det blev – når den rigtige mand aldrig dukker op trods utallige års søgen, når tanken om at blive solomor virker uoverskuelig, når ens underliv gør knuder, eller når hverdagen glider igennem en, og man egentlig er ganske godt tilfreds med den tilværelse, man har bygget op med arbejde, venner og familie. Og hvor et barn vil være velkomment, men aldrig undfanges.
Jeg er selv endt med at få det barn, der er velkomment. Men det blev sent, tiden var ved at rinde ud, og jeg kan genkende mig selv i Louise Juhl Dalgaards ord. Hendes tekster spejler mig, mine egne overvejelser, mit eget liv.
Jeg glæder mig til at læse AT TÆLLE TIL LILLA færdig over sommeren.”
– Vibe, redaktør