24/12/2025
Horserød-Stutthof foreningen ønsker jer alle en glædelig jul 🎄
Jul i Stutthof 1943.
Martin Nielsen ”Rapport fra Stutthof” 1946 (uddrag): ”Lang tid i forvejen, ja omtrent lige siden vor ankomst til lejren, havde det svirret med saglige rygter mellem fangerne om, at juleaften ville der blive serveret ekstra og god mad. De ”gamle” i lejren talte om, at engang – om det nu var i 40, 41 eller måske sidste jul, var der givet et ekstra godt måltid, og at fangerne havde fået alt det, de kunne spise. Rygtet optog sindene stærkt. Julemaden var det almindelige samtaleemne op mod jul, også i danskerblokken.
Vi sad som sædvanligt klemt sammen ved bordene, så vi ikke kunne røre os. Koldt var det ude og inde. Som sædvanlig stod det uappetitlige ædetrug foran os, fyldt med stinkende røde roer. Jeg var syg og kunne ikke få det ned. Jeg sad og så på kammeraterne ved bordet, de fleste af dem havde hårdt udearbejde. De var stivfrosne, udhungrede, forkomne og forfrosne. De spiste ikke. De slubrede, dem røde roesuppe i sig. De var tvunget til det. De måtte have noget varmt i kroppen. De måtte tøs op i den korte middagstime.
”Har I hørt, at der fortælles, at vi i morgen skal have gullasch”, spurgte en nede fra den anden ende af bordet. ”Ja, Ivan siger, at de i fjor fik alt det, de kunne spise”.
”Alt det de kunne spise”, gentog Hans-Peter, der sad lige overfor mig og nu var i gang med min portion.
Så lød lejrklokken, og vi styrtede ud for igen at stille os op i vores arbejdskommandoer.
Da vi kom hjem juleaftensdag, havde de hjemmeværende kammerater organiseret et juletræ og på forskellig måde ”pyntet op” til fest. Det var hundekoldt ude og inde, udhungrede og forkomne var vi alle. Ca. 30 af danskerne var allerede havnet på revieret (sygebarakken), og hver dag knækkede flere sammen. Alle var vi mere eller mindre segnefærdige. Havde rygtet talt sandt? Fik vi lov til at spise os mætte i dag?
Da maden endelig var hentet i de store, snavsede tønder og øst op, var den af den sædvanlige kvalitet, og der var hverken mere eller mindre, end der plejede. Skuffelsen var stor.
Vi sad ved bordene eller hang omkring ovnen, men der var ingen stemning over det. Døren gik op og ind trimelede Breith og hans stueældste. De var fulde. Træsprit, fortynder, hospitalssprit, bladet med æter havde gjort det af med dem. De var i julestemning. Breith sprang straks op på en taburet, stak den ene hånd ind på brystet i en Napoleons-positur og mønstrede sine tropper: ”Er der spioner blandt jer?”, skreg han med drukken røst og stirrede rundt i alle kroge, som om spionerne havde gemt sig der. ”I sidste uge dræbte jeg syv spioner i ankomstblokken”, hylede han. ”Og er der spioner blandt jer, så slagter jeg dem. Har I forstået det?”.
”Godt”, fortsatte han efter en pause, hvor han prøvede at holde balancen. ”Godt”, sagde han med en mere kultiveret stemme, for Breith var en dannet mand! -”Godt, det skal I vide: På denne hellige aften, i troen på Jæsus – polakkerne siger Jæsus, ikke Jesus – Kristus og den hellige Guds moder, da lover vi hinanden, at vi til sin tid vil slagte alle de andre. Men nu skal vi danse”.
Og det drukne menneske sprang ned fra taburetten, greb den nærmest stående dansker og begyndte med ham en vild, vanvittig dans omkring juletræet, samtidig med han ustandselig skreg, at vi skulle danse med. I sandhed, et makabert syn. Heldigvis kom der snart et par andre drukne prominente, der fik ham med over i en anden blok, hvor der endnu var noget sprit tilbage. Vi åndede lettet op, da de gik ud af døren.
Også jeg følte nu trang til at gå ud. I snart tre år havde jeg kun under kommando været ude for en dør efter mørkets frembrud. Da jeg kom udenfor, så jeg, at det elektriske lys på lejrens juletræ, der stod på hovedgaden var tændt. Jeg slog et slag hen imod det, men standsede straks. Omkring juletræet dansede omtrent alle lejrens grønne prominente, samt nogle SS´er med hinanden i hænderne. De var døddrukne og skrålede uforståelige sange. Lejrældste var med i den yderste kæde, og da den ikke kunne nå sammen, udfyldte hans lange flettede okselæderpisk, det manglende led i kæden. Jeg fik kvalme og gik op mod blok 5, for at veksle et par ord, med en af mine venner der. Da jeg kom op i den anden ende af lejren, hørte jeg i den frostklare nat sang – dybe stærke mandsrøster, der i kor sang en storladen polsk samle i den stille nat. Jeg gik nærmere, langs den nye lejrs elektriske hegn over mod gartneriet og mod kvindelejren, som kun kunne skimtes, stod i hundredvis af fanger. Det var polakkerne, der sang deres samle ud i natten, som en hilsen til Polens fangne døtre over i den gamle lejr.
Netop som jeg nåede derop, døde polakkernes sang hen. Der blev et øjebliks pause. Så blev stilheden brudt af et kor af kvindestemmer fra den gamle lejr. Det var de polske kvinder der hilste deres landsmænd og kammerater. Smukt lød det, da de unge kvindestemmer tonede ud i natten over det elektriske højspændingshegn. Så tier de også. Igen et øjebliks tavshed. En mærkelig stemning lægger sig over lejren og over os alle. Se hinanden kan vi ikke, men høre og føle hinanden kan vi trods afstand og højspændingshegn.
Så toner der igen en sang, dyb, mandig, flerstemmig. Det er russerne, der hilser deres kammerater i kvindelejren. Og det er en partisansang, der lyder fra vidunderlige rene og kraftige struber. De står i stinkende laser om frysende, skinmagre knogler, her midt i den dybe menneskelige fornedrelse. Trodsigt og stærkt bekræfter deres vilje – trods alt og alle.
Sangen dør hen. Igen et øjebliks ejendommelig stilhed. Alle forstår og føler øjeblikkets storhed.
Så brydes stilheden igen af sang. Det er de russiske kvinder, der fra den anden side af gartneriet svarer igen.
Ingen siger noget, da sangen toner hen i natten. Alt er stille. Så rettes pludselig en projektør fra det nærmeste vagttårn imod os, og der lyder en skrigende stemme, der ligesom sønderflænger stilheden:
”Kan I så komme ind, I beskidte Kretinere, I beskidte svinehunde eller jeg skyder”.
Vi hører et ladegreb, idet vi skyndsomt forsvinder”.
Info: Kretiner – er oprindelig en person der lider af sygdommen kretinisme. Em medfødt stofskiftesygdom , der giver intellektuel og fysisk udviklingshæmning. Ordet blev generelt brugt nedsættende om en idiotisk eller dum person.
