24/09/2025
Den største eksterne indflydelse på Symbolismens oprindelse og udvikling udgjorde indiskutabelt amerikanske Edgar Allan Poes forfatterskab, og i særdeleshed hans essays "The Philosophy of Composition" og "The Poetic Principle" som Baudelaire oversatte og som Mallarmé baserede sit hele virke på. Den første af disse to skelsættende tekster præsenteres i Det Poetiske Bureau #34 der udkommer på 176-årsdagen for Poes død, den 7. oktober. Her begyndelsen af essayet:
Edgar Allan Poe: Kompositionsfilosofi
Charles Dickens henviser, i en note jeg netop har foran mig, til en undersøgelse jeg engang underkastede mekanismen i “Barnaby Rudge”, og siger: “Vidste du for resten at Godwin skrev sin ‘Caleb Williams’ bagfra? Han startede med at indvikle sin helt i et spind af vanskeligheder, som udgjorde andet bind, og derefter, da han skulle skrive det første, søgte han efter en måde at forklare hvad der siden skulle ske.”
Jeg kan ikke forestille mig at dette var Godwins nøjagtige fremgangsmåde – og hvad han faktisk selv har indrømmet stemmer ikke ganske overens med hr. Dickens’ idé – men forfatteren til ‘Caleb Williams’ var for dygtig en kunstner til ikke at erkende fordelen ved en proces der i det mindste lignede. Intet står mere klart end at ethvert plot, der er værdig til betegnelsen, må udvikles til sit dénouement før man overhovedet forsøger sig med pennen. Det er kun i og med at man konstant holder sig dette dénouement for øje at man kan forlene et plot med dets uundværlige skær af konsekvens, eller kausalitet, ved at lade alle dets hændelser, og særligt dets tone, pege henimod udviklingen af den påtænkte intention.
En radikal fejltagelse, mener jeg, ligger til grund for den sædvanlige måde at konstruere en fortælling på. Enten forsyner historien én med et udgangspunkt – eller en samtidig hændelse antyder ét – eller, i bedste fald, begynder forfatteren med at kombinere en række slående hændelser for at skabe rammen for sin fortælling – idet han, generelt, søger at udfylde de fakta- eller handlingsmæssige lakuner, der, fra side til side, bliver tydelige, med beskrivelser, dialog eller forfatterkommentarer.
Jeg foretrækker selv at begynde med overvejelser omkring effekten. Idet jeg altid tager originalitet i betragtning – for den forfatter lyver for sig selv som ser bort fra så åbenlys og let tilgængelig en kilde til interesse – siger jeg allerførst til mig selv: “Af de utallige effekter, eller indtryk, som hjertet, intellektet, eller (mere generelt) sjælen er modtagelig for, hvilken skal jeg, ved denne lejlighed, vælge?” Efter at have udvalgt en fremfor alt ny, og dernæst levende effekt, overvejer jeg om den bedst kan udfoldes igennem hændelser eller igennem tonen – enten igennem ordinære hændelser og en mærkværdig tone, eller omvendt, eller igennem mærkværdighed i såvel hændelser som tone – og derpå søger jeg omkring mig (eller snarere i mig selv) efter de kombinationer af hændelser, eller i tone, som bedst kan hjælpe mig til at konstruere effekten.
Jeg har ofte tænkt på hvor interessant det ville være om en forfatter skrev en artikel til et tidsskrift, hvor han ville – såfremt han altså kunne – detaljeret beskrive, trin for trin, de processer ifølge hvilke hans kompositioner nåede frem til deres endelige form. Hvorfor verden endnu ikke har læst en sådan artikel skal jeg virkelig ikke kunne sige – men måske har den forfattermæssige forfængelighed mere at gøre med denne mangel end nogen anden årsag. De fleste forfattere – og særligt digtere – foretrækker at man tror, at de komponerer ved hjælp af en slags udsøgt trance – en ekstatisk intuition – og ville formelig skælve ved tanken om at lade offentligheden kigge med bag kulisserne, på tankens sindrige og vankelmodige grovheder – på det sande formål, som først står klart i sidste øjeblik – på de utallige glimt af idéer der ikke opstod fuldt modnede – på de fuldt modnede fantasier i fortvivlelse bortkastet som ubrugelige – på de forsigtige tilvalg og afvisninger – på de smertefulde udviskninger og indskud – kort sagt, på alle tandhjulene i bevægelse – på mekanismerne til sceneskift – på stigerne og faldlemmene – på fjerprydelserne, den røde maling og de sorte lapper, som, i nioghalvfems tilfælde ud af hundrede, udgør den litterære spillers udstyr.
