06/07/2025
I vores store tidsskriftnummer om Symbolismen bringes adskillige artikler fra Paul Verlaines berømte bog, "Fordømte digtere" (Les Poètes Maudits), der for alvor bragte Arthur Rimbaud frem i det rampelys, han selv havde forkastet for at blive handelsmand i det dybeste Afrika. Her et kort uddrag fra (begyndelsen på) artiklen om Tristan Corbière der giver et indtryk af Verlaines særegne stil:
"Tristan Corbière var bretoner, sømand, og nedladende par excellence, i treenighed. Bretoner skønt ikke synderligt katolsk, men djævlen troede han på; sømand, men ikke i flåden, og særligt ikke i handelsflåden, men rasende forelsket i havet, som han kun bestred i stormvejr, overdrevent fyrig på denne fyrigste af gangere (der går historier om de uforsigtigste galestreger han skal have bedrevet), så med foragt på Succes og Ære i en grad, så han syntes at byde disse to tåber trods for blot et øjeblik at vække sin egen medlidenhed med dem!
Men lad os gå videre fra manden, hvor ædel han end var, til at tale om digteren.
Som versemager og prosodist er der intet upåklageligt, altså kedeligt, over ham. Ingen af de Store digtere, han ligner, har været upåklagelige, for at starte med Homer, der undertiden slumrer, og slutte med Goethe, der var meget menneskelig, hvad end man måtte mene om det, idet vi undervejs hilser på den mere end ujævne Shakespeare. De upåklagelige er så … så som så. Det er svært at se skoven for bare træer. Corbière var af kød og blod, på et helt dyrisk niveau.
Hans vers, lever, ler, græder ganske lidt, spotter godt, og spøger endnu bedre. Bitter, desuden, og saltet, som hans kære Ocean, aldrig blidt vuggende når han undertiden mødtes med denne turbulente ven, men bølgende som ham af solstråler, måne og stjerners lys i dønningens fosforescens og i rasende bølgegang!
Han blev pariser for et øjeblik men uden den usle smålighed: hikken, opkast, en vild og pyntelig ironi, galde og et fortvivlende febrilsk geni grænsende til munterhed ... "
