29/11/2025
Auguste Villiers de l’Isle-Adam:
MØRKETS BLOMSTER (1893)
“Godtfolk som passerer her,
vil at I for de døde be’r!”
(Inskription ved en hovedlandevej)
Åh skønne aftener! Foran de glitrende boulevardcaféer, på de velrenommerede ishuses serveringsterrasser – hvor mange kvinder i afslørende kjoler, hvor mange elegante flanører driver ikke omkring!
Her er de små blomstersælgersker, der cirkulerer med deres kurve. Smægtende skønheder accepterer disse blomster idet de passerer forbi, plukkede, gådefulde …
- Gådefulde?
- Ja om noget nogensinde var!
Vid, at der eksisterer, sorgløse læsere, at der selv her i Paris findes et vist dystert agentur, der er kommet til en forståelse med adskillige luksuøse bedemandsforretninger, ja selv med graverne, om at betjene sig af morgenens døde ved ikke at lade visne,
på de friske grave, alle disse vidunderlige buketter, alle disse kranse og roser, som den sønlige eller den ægteskabelige hengivenhed dagligt overlæsser katafalkerne med i hundredevis.
Disse blomster bliver næsten altid glemt efter de dystre ceremonier. Ingen tænker yderligere på dem; folk har travlt med at komme hjem; det kan man nok forstå! …
Det er da vore elskværdige ligbærere glæder sig hjerteligt. De glemmer ikke disse blomster, disse herrer! De lever ikke i skyerne. De er praktiske mænd. De samler dem tavst op i hele favnfulde. I al hast at kaste dem over kirkegårdsmuren, ned i en belejligt parkeret kærre, tager for dem kun et øjeblik.
To eller tre af de dristigste og mest snarrådige transporterer den kostbare last til deres venner blandt blomsterhandlerne der, takket være deres eventyrlige fingerfærdighed, får dem arrangeret på tusinde måder, i buketter til kjoler og hænder, selv enkelte roser, disse melankolske efterladenskaber.
Så kommer aftenens små blomstersælgersker, hver med deres lille kurv. De går, som sagt, deres små omgange, i det første lys fra gadelamperne, langs boulevarderne, over de glitrende serveringsterrasser og igennem de tusinde forlystelsesetablissementer.
Og de unge mænd, der keder sig, ivrige efter at indynde sig hos de elegante unge damer der har vakt deres attrå, køber disse blomster til eksorbitante priser og forærer dem til deres udkårne.
Disse pudderhvide damer accepterer dem med et ligegyldigt smil og holder dem i hånden – eller sætter dem hvor korsettet er snøret sammen.
Og gaslampernes genskær gør deres ansigter helt blege.
Og således bærer disse fantomagtige væsener, prydet med Dødens blomster, uden at vide det, emblemet på den kærlighed de giver, og den, de modtager.
Fra: SYMBOLISMEN
Bestil her: https://detpoetiskebureau.dk/vare/det-poetiske-bureau-34-symbolismen/
