http://www.hverdagensstemme.dk/

Kristian Hald - Læge og politiker, Marslev (2026)

21/08/2026

𝗩𝗶 𝗵𝗮𝗿 𝗳å𝗲𝘁 𝗳𝗲𝗺 𝗻𝘆𝗲 𝗦𝗢𝗦𝗨-𝗵𝗷æ𝗹𝗽𝗲𝗿𝗲! 🎉⭐

I dag havde jeg fornøjelsen af at være med til at fejre 𝘼𝙣𝙣𝙚, 𝙅𝙖𝙨𝙢𝙞𝙣, 𝙆𝙖𝙧𝙞𝙣𝙖, 𝙅𝙚𝙨𝙪𝙨𝙖 og 𝙐𝙡𝙖, som nu alle fem kan kalde sig uddannede social- og sundhedshjælpere.

Stort, stort tillykke til jer! ❤️

Jeg hepper altid lidt ekstra på vores SOSU-elever. For vi har brug for jer. Social- og sundhedshjælperne er hver eneste dag med til at skabe tryghed, omsorg og livskvalitet for nogle af de mennesker, der har allermest brug for det. Og så med en robust faglighed.

Og så er der faktisk noget andet, der gør mig ekstra glad!

𝘼𝙡𝙡𝙚 𝙛𝙚𝙢 𝙝𝙖𝙧 𝙫𝙖𝙡𝙜𝙩 𝙖𝙩 𝙛𝙤𝙧𝙩𝙨æ𝙩𝙩𝙚 𝙨𝙤𝙢 𝙢𝙚𝙙𝙖𝙧𝙗𝙚𝙟𝙙𝙚𝙧𝙚 𝙞 𝙆𝙚𝙧𝙩𝙚𝙢𝙞𝙣𝙙𝙚 𝙆𝙤𝙢𝙢𝙪𝙣𝙚 𝙚𝙛𝙩𝙚𝙧 𝙙𝙚𝙧𝙚𝙨 𝙪𝙙𝙙𝙖𝙣𝙣𝙚𝙡𝙨𝙚.

Det synes jeg, at vores 𝙛𝙖𝙨𝙩𝙚 𝙢𝙚𝙙𝙖𝙧𝙗𝙚𝙟𝙙𝙚𝙧𝙚 𝙛𝙤𝙧𝙩𝙟𝙚𝙣𝙚𝙧 𝙚𝙣 𝙨𝙩𝙤𝙧 𝙙𝙚𝙡 𝙖𝙛 æ𝙧𝙚𝙣 𝙛𝙤𝙧. For midt i en travl hverdag formår de at tage godt imod vores elever, lære fra sig og skabe et trygt og godt sted at være. Når fem nyuddannede efter endt elevtid alle har lyst til at blive hos os, så fortæller det mig, at der bliver gjort rigtig meget godt ude på vores arbejdspladser.

Så i dag skal der både lyde et kæmpestort tillykke til Anne, Jasmin, Karina, Jesusa og Ula og en stor tak til alle de kolleger, der har været med til at uddanne dem undervejs.

Jeg glæder mig til at følge jer videre som kolleger i Kerteminde Kommune ❤️

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻
𝘗𝘢𝘷𝘦𝘴𝘵𝘰𝘭𝘵 𝘧𝘰𝘳𝘮𝘢𝘯𝘥 𝘧𝘰𝘳 Æ𝘭𝘥𝘳𝘦-, 𝘏𝘢𝘯𝘥𝘪𝘤𝘢𝘱-, 𝘗𝘴𝘺𝘬𝘪𝘢𝘵𝘳𝘪- 𝘰𝘨 𝘚𝘶𝘯𝘥𝘩𝘦𝘥𝘴𝘶𝘥𝘷𝘢𝘭𝘨𝘦𝘵

08/08/2026

𝗡𝗲𝗷 𝗘𝘃𝗮 𝗦𝗲𝗹𝘀𝗶𝗻𝗴 𝗼𝗴 𝗕.𝗧. - 𝗛𝗼𝗺𝗼𝘀𝗲𝗸𝘀𝘂𝗲𝗹𝗹𝗲 𝗺æ𝗻𝗱 𝗵𝗮𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 "𝗳𝗼𝗿𝘀𝘁å𝗲𝘁 𝗱𝗲𝘁".

Kære Eva Selsing og B.T.

I dag har I lagt et klip op, hvor du, Eva, toner frem under den noget opsigtsvækkende overskrift:

"𝙃𝙤𝙢𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙 𝙝𝙖𝙧 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙩å𝙚𝙩 𝙙𝙚𝙩."

Noget af et hook..! Jeg var i hvert fald fanget.

Så jeg trykkede selvfølgelig play for at finde ud af, hvad det præcis er, homoseksuelle mænd har forstået, som vi andre tilsyneladende stadig går rundt og har lidt svært ved at fatte.

And oh boy, was I in for a treat....

På bare 1 minut og 16 sekunder når du omkring Frankrig, Storbritannien og Tyskland og henviser undervejs til en stribe undersøgelser og målinger.

Ifølge dig viser de, at 𝙝𝙤𝙢𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙 𝙞 𝙀𝙪𝙧𝙤𝙥𝙖 "𝙞 𝙝ø𝙟 𝙜𝙧𝙖𝙙 𝙨𝙩𝙚𝙢𝙢𝙚𝙧 𝙥å 𝙝ø𝙟𝙧𝙚𝙤𝙧𝙞𝙚𝙣𝙩𝙚𝙧𝙚𝙙𝙚 𝙥𝙖𝙧𝙩𝙞𝙚𝙧".

Det er jo en interessant konklusion.

Når man bruger undersøgelser og statistik som belæg for sine politiske pointer, har det jo lige den lille ulempe, at 𝙥å𝙨𝙩𝙖𝙣𝙙𝙚𝙣𝙚 𝙛𝙖𝙠𝙩𝙞𝙨𝙠 𝙠𝙖𝙣 𝙚𝙛𝙩𝙚𝙧𝙥𝙧ø𝙫𝙚𝙨.

Så det gjorde jeg 🤓

Det krævede ganske vist lidt gravearbejde, for der følger ingen kilder med klippet.

But don't you worry, Eva.

Jeg fandt dem - de er også i kommentarsporet, hvis du har behov for at gennemgå dem igen 😉

Og lad mig bare sige, at 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨ø𝙜𝙚𝙡𝙨𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙚𝙧 𝙚𝙣 𝙣𝙤𝙜𝙚𝙩 𝙖𝙣𝙙𝙚𝙣 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚 𝙚𝙣𝙙 𝙙𝙚𝙣, 𝙢𝙖𝙣 𝙛å𝙧 𝙨𝙚𝙧𝙫𝙚𝙧𝙚𝙩 i klippet.

🇫🇷 𝗙𝗿𝗮𝗻𝗸𝗿𝗶𝗴: 𝟯𝟮 𝗽𝗿𝗼𝗰𝗲𝗻𝘁 𝘀𝘁𝗲𝗺𝗺𝗲𝗿 𝗽å 𝗥𝗮𝘀𝘀𝗲𝗺𝗯𝗹𝗲𝗺𝗲𝗻𝘁 𝗡𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻𝗮𝗹?

Du fortæller:

"𝟥𝟤 𝘱𝘳𝘰𝘤𝘦𝘯𝘵 𝘢𝘧 𝘥𝘦 𝘴𝘦𝘬𝘴𝘶𝘦𝘭𝘭𝘦 𝘮𝘪𝘯𝘰𝘳𝘪𝘵𝘦𝘵𝘦𝘳 𝘪 𝘍𝘳𝘢𝘯𝘬𝘳𝘪𝘨 𝘴𝘵𝘦𝘮𝘮𝘦𝘳 𝘱å 𝘥𝘦𝘵 𝘩ø𝘫𝘳𝘦𝘰𝘳𝘪𝘦𝘯𝘵𝘦𝘳𝘦𝘥𝘦 𝘱𝘢𝘳𝘵𝘪 𝘙𝘢𝘴𝘴𝘦𝘮𝘣𝘭𝘦𝘮𝘦𝘯𝘵 𝘕𝘢𝘵𝘪𝘰𝘯𝘢𝘭."

Arh, Eva...

Ikke helt. Men tæt på.

Det franske analyseinstitut IFOP lavede i 2026 en undersøgelse for LGBT-mediet Têtu, 𝙝𝙫𝙤𝙧 𝟥𝟤 𝙥𝙧𝙤𝙘𝙚𝙣𝙩 𝙖𝙛 𝙇𝙂𝘽𝙏-𝙥𝙚𝙧𝙨𝙤𝙣𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙖𝙣𝙜𝙖𝙫, 𝙖𝙩 𝙙𝙚 𝙫𝙞𝙡𝙡𝙚 𝙨𝙩𝙚𝙢𝙢𝙚 𝙥å 𝙙𝙚𝙣 𝙮𝙙𝙚𝙧𝙨𝙩𝙚 𝙝ø𝙟𝙧𝙚𝙛𝙡ø𝙟 𝙨𝙖𝙢𝙡𝙚𝙩.

De 32 procent er altså ikke opbakningen til Rassemblement National, men til den samlede ydre højrefløj.

Nuvel, en lille svipiser. Sådan kan det gå, Eva.

Men herfra begynder det altså at blive lidt noget rod.

For hvis de 32 procent skal bruges som belæg for fortællingen om, at homoseksuelle mænd i høj grad stemmer på højreorienterede partier, er der en ret væsentlig sammenligning, du ikke får med.

For hvor mange i den franske befolkning generelt ville stemme på den yderste højrefløj?

42 procent, Eva.

𝘿𝙚 𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢𝙞𝙣𝙤𝙧𝙞𝙩𝙚𝙩𝙚𝙧 𝙞 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨ø𝙜𝙚𝙡𝙨𝙚𝙣 𝙫𝙖𝙧 𝙖𝙡𝙩𝙨å 𝙢𝙞𝙣𝙙𝙧𝙚 𝙩𝙞𝙡𝙗ø𝙟𝙚𝙡𝙞𝙜𝙚 𝙩𝙞𝙡 𝙖𝙩 𝙨𝙩𝙚𝙢𝙢𝙚 𝙥å 𝙙𝙚𝙣 𝙮𝙙𝙚𝙧𝙨𝙩𝙚 𝙝ø𝙟𝙧𝙚𝙛𝙡ø𝙟 𝙚𝙣𝙙 𝙛𝙧𝙖𝙣𝙨𝙠𝙢æ𝙣𝙙𝙚𝙣𝙚 𝙜𝙚𝙣𝙚𝙧𝙚𝙡𝙩.

Og det stopper altså ikke helt der.

Undersøgelsen viser også, hvordan deltagerne politisk placerer sig på hver side af den politiske midte, og her 𝙥𝙡𝙖𝙘𝙚𝙧𝙚𝙧 𝙚𝙩 𝙛𝙡𝙚𝙧𝙩𝙖𝙡 𝙖𝙛 𝙇𝙂𝘽𝙏-𝙥𝙚𝙧𝙨𝙤𝙣𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜 𝙥å 𝙫𝙚𝙣𝙨𝙩𝙧𝙚𝙛𝙡ø𝙟𝙚𝙣, modsat resten af befolkningen i Frankrig, hvor et flertal placerer sig på højre side af midten.

Og nå ja, Eva...

Der er lige én detalje mere.

Undersøgelsen handler om LGBT-personer samlet.

Ikke om homoseksuelle mænd.

Det var ellers dem, der havde "𝘧𝘰𝘳𝘴𝘵å𝘦𝘵 𝘥𝘦𝘵".

🇬🇧 𝗦𝘁𝗼𝗿𝗯𝗿𝗶𝘁𝗮𝗻𝗻𝗶𝗲𝗻: 𝗘𝗿 𝗥𝗲𝗳𝗼𝗿𝗺 𝘃𝗶𝗿𝗸𝗲𝗹𝗶𝗴 𝘀𝘁ø𝗿𝘀𝘁 𝗯𝗹𝗮𝗻𝗱𝘁 𝗵𝗼𝗺𝗼𝘀𝗲𝗸𝘀𝘂𝗲𝗹𝗹𝗲 𝗺æ𝗻𝗱?

Du fortæller:

"𝘐 𝘚𝘵𝘰𝘳𝘣𝘳𝘪𝘵𝘢𝘯𝘯𝘪𝘦𝘯 𝘦𝘳 𝘥𝘦𝘵 𝘪𝘯𝘥𝘷𝘢𝘯𝘥𝘳𝘦𝘳𝘬𝘳𝘪𝘵𝘪𝘴𝘬𝘦 𝘱𝘢𝘳𝘵𝘪 𝘙𝘦𝘧𝘰𝘳𝘮 𝘥𝘦𝘵 𝘴𝘵ø𝘳𝘴𝘵𝘦 𝘱𝘢𝘳𝘵𝘪 𝘣𝘭𝘢𝘯𝘥𝘵 𝘣𝘪𝘴𝘦𝘬𝘴𝘶𝘦𝘭𝘭𝘦 𝘰𝘨 𝘩𝘰𝘮𝘰𝘴𝘦𝘬𝘴𝘶𝘦𝘭𝘭𝘦 𝘮æ𝘯𝘥."

Okay, Eva.

Den her får du. Næsten.

Analyseinstituttet More in Common gennemførte i november og december 2025 en måling blandt 8.921 briter.

Her var det højreorienterede parti Reform med 25 procent det største enkeltparti blandt homoseksuelle og biseksuelle mænd.

Så langt, så godt.

Men nu kommer den del af undersøgelsen, du igen ikke fortæller om.

For hvor stor var opbakningen til Reform blandt heteroseksuelle mænd i samme undersøgelse?

33 procent, Eva.

𝙍𝙚𝙛𝙤𝙧𝙢 𝙫𝙖𝙧 𝙢𝙚𝙙 𝙖𝙣𝙙𝙧𝙚 𝙤𝙧𝙙 𝙢𝙞𝙣𝙙𝙧𝙚 𝙥𝙤𝙥𝙪𝙡æ𝙧𝙩 𝙗𝙡𝙖𝙣𝙙𝙩 𝙝𝙤𝙢𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙤𝙜 𝙗𝙞𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙 𝙚𝙣𝙙 𝙗𝙡𝙖𝙣𝙙𝙩 𝙝𝙚𝙩𝙚𝙧𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙.

Det giver unægteligt lidt mere perspektiv til fortællingen om de homoseksuelle mænd, der har "𝘧𝘰𝘳𝘴𝘵å𝘦𝘵 𝘥𝘦𝘵".

Men der er et problem, Eva.

𝘿𝙞𝙣 𝙢å𝙡𝙞𝙣𝙜 𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙙𝙚𝙣 𝙣𝙮𝙚𝙨𝙩𝙚.

For i juni 2026 offentliggjorde YouGov en nyere og endnu større måling blandt næsten 20.000 briter.

Og hvem tror du havde den største opbakning blandt bi- og homoseksuelle mænd?
.. trommehvirvel...

Det venstreorienterede Green Party of England and Wales.

Bare lige for at sætte tal på:

Blandt homoseksuelle mænd fik Green Party 23 procent, mens Reform fik 18 procent.

Blandt biseksuelle mænd fik Green Party 36 procent, mens Reform fik 20 procent.

Så ja, Eva.

Du har fundet en måling fra slutningen af 2025, hvor Reform var det største parti blandt homoseksuelle og biseksuelle mænd.

Det er helt korrekt.

Men altså med en 𝙢𝙖𝙧𝙠𝙖𝙣𝙩 𝙡𝙖𝙫𝙚𝙧𝙚 𝙤𝙥𝙗𝙖𝙠𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙚𝙣𝙙 𝙗𝙡𝙖𝙣𝙙𝙩 𝙝𝙚𝙩𝙚𝙧𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙 𝙞 𝙨𝙖𝙢𝙢𝙚 𝙢å𝙡𝙞𝙣𝙜.

Og i en nyere og større måling fra juni 2026 er Reform ikke længere størst blandt hverken homoseksuelle eller biseksuelle mænd.

Det er det venstreorienterede Green Party.

Det er måske en ret væsentlig oplysning at have med, når man i august 2026 fortæller B.T.s læsere, at Reform 𝙚𝙧 det største parti blandt homoseksuelle og biseksuelle mænd.

🇩🇪 𝗧𝘆𝘀𝗸𝗹𝗮𝗻𝗱: 𝟮𝟳,𝟵 𝗽𝗿𝗼𝗰𝗲𝗻𝘁 𝘁𝗶𝗹 𝗔𝗳𝗗?

Du fortæller:

"𝘐 𝘛𝘺𝘴𝘬𝘭𝘢𝘯𝘥 𝘷𝘪𝘴𝘦𝘳 𝘦𝘯 𝘶𝘯𝘥𝘦𝘳𝘴ø𝘨𝘦𝘭𝘴𝘦 𝘭𝘢𝘷𝘦𝘵 𝘢𝘧 𝘦𝘯 𝘴𝘵ø𝘳𝘳𝘦 𝘥𝘢𝘵𝘪𝘯𝘨𝘢𝘱𝘱, 𝘢𝘵 𝘥𝘦𝘵 𝘰𝘨𝘴å 𝘪𝘯𝘥𝘷𝘢𝘯𝘥𝘳𝘪𝘯𝘨𝘴𝘬𝘳𝘪𝘵𝘪𝘴𝘬𝘦 𝘈𝘧𝘋 𝘦𝘳 𝘮𝘦𝘨𝘦𝘵 𝘱𝘰𝘱𝘶𝘭æ𝘳𝘵 𝘣𝘭𝘢𝘯𝘥𝘵 𝘣𝘳𝘶𝘨𝘦𝘳𝘯𝘦."

Og ved du hvad, Eva?

Den her er også rigtig.

Datingplatformen ROMEO spurgte op til det tyske valg i 2025 sine brugere, hvilket parti de ville stemme på.

27,9 procent svarede AfD, som dermed var det største parti blandt deltagerne.

Meeeeeen…

Det er selvfølgelig 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙚𝙣 𝙧𝙚𝙥𝙧æ𝙨𝙚𝙣𝙩𝙖𝙩𝙞𝙫 𝙢𝙚𝙣𝙞𝙣𝙜𝙨𝙢å𝙡𝙞𝙣𝙜 𝙗𝙡𝙖𝙣𝙙𝙩 𝙝𝙤𝙢𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙 𝙞 𝙏𝙮𝙨𝙠𝙡𝙖𝙣𝙙. Det gjorde folkene bag ROMEO endda selv opmærksom på.

Og hvor meget kan selektionsbias betyde?

En hel del faktisk.

For næsten samtidig gennemførte politologer ved Justus-Liebig-Universität Gießen en LGBTQ-valgundersøgelse blandt 1.926 homoseksuelle mænd. Her støttede kun 5,3 procent AfD.

Altså noget af en forskel fra de 27,9 procent.

Og nej. Det betyder ikke, at 5,3 procent er det "rigtige" tal.

Gießen-undersøgelsen er ikke nødvendigvis mere repræsentativ, da studiemetoden også her åbnede op for store usikkerheder.

Men det illustrerer ret godt problemet.

To store, ikke-repræsentative undersøgelser omkring det samme valg kan give vidt forskellige resultater, alt efter hvem der ender med at deltage. Det forbehold er man nødt til at have med, når man formidler forskning og undersøgelser.

🔎 𝗦å 𝗵𝘃𝗮𝗱 𝗵𝗮𝗿 𝘃𝗶 𝗲𝗴𝗲𝗻𝘁𝗹𝗶𝗴 𝗹æ𝗿𝘁, 𝗘𝘃𝗮?

Efter 1 minut og 16 sekunder med tal, undersøgelser og homoseksuelle mænd synes jeg lige, vi skal gøre regnskabet op.

Din overskrift?

"𝘏𝘰𝘮𝘰𝘴𝘦𝘬𝘴𝘶𝘦𝘭𝘭𝘦 𝘮æ𝘯𝘥 𝘩𝘢𝘳 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘵å𝘦𝘵 𝘥𝘦𝘵."

Og dit udsagn om, at homoseksuelle mænd i Europa "𝘪 𝘩ø𝘫 𝘨𝘳𝘢𝘥 𝘴𝘵𝘦𝘮𝘮𝘦𝘳 𝘱å 𝘩ø𝘫𝘳𝘦𝘰𝘳𝘪𝘦𝘯𝘵𝘦𝘳𝘦𝘥𝘦 𝘱𝘢𝘳𝘵𝘪𝘦𝘳"?

Mjah...

𝘿𝙚𝙩 𝙗𝙞𝙡𝙡𝙚𝙙𝙚 𝙚𝙧 𝙞 𝙝𝙫𝙚𝙧𝙩 𝙛𝙖𝙡𝙙 𝙨𝙫æ𝙧𝙩 𝙖𝙩 𝙛å ø𝙟𝙚 𝙥å, når man faktisk åbner de undersøgelser, du selv har valgt at hive frem.

Og man 𝙛å𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙡𝙞𝙜𝙚𝙛𝙧𝙚𝙢 𝙚𝙩 𝙚𝙣𝙩𝙮𝙙𝙞𝙜𝙩 𝙗𝙞𝙡𝙡𝙚𝙙𝙚 𝙖𝙛 𝙀𝙪𝙧𝙤𝙥𝙖𝙨 𝙝𝙤𝙢𝙤𝙨𝙚𝙠𝙨𝙪𝙚𝙡𝙡𝙚 𝙢æ𝙣𝙙, 𝙙𝙚𝙧 𝙝𝙖𝙧 𝙨𝙚𝙩 𝙡𝙮𝙨𝙚𝙩 𝙤𝙜 𝙛𝙪𝙣𝙙𝙚𝙩 𝙫𝙚𝙟 𝙢𝙤𝙙 𝙝ø𝙟𝙧𝙚𝙛𝙡ø𝙟𝙚𝙣.

Flere af de tal, du selv henviser til, peger faktisk i den modsatte retning.

Men fair skal være fair: Homoseksuelle mænd ser faktisk i flere undersøgelser ud til at stemme mere højreorienteret end andre seksuelle minoriteter. I de undersøgelser, hvor vi også kan sammenligne med heteroseksuelle mænd, er opbakningen til højrefløjen dog markant lavere blandt de homoseksuelle mænd.

Så skal jeg være sød ved dig, vil jeg kalde 𝙙𝙞𝙣 𝙛𝙧𝙚𝙢𝙨𝙩𝙞𝙡𝙡𝙞𝙣𝙜 𝙖𝙛 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨ø𝙜𝙚𝙡𝙨𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙨𝙩æ𝙧𝙠𝙩 𝙢𝙞𝙨𝙫𝙞𝙨𝙚𝙣𝙙𝙚, Eva.

Skal jeg være mere præcis, vil jeg sige, at du gengiver et tal forkert, udelader væsentlig kontekst, anvender ikke-repræsentative data, og at der findes nyere undersøgelser, der viser et andet billede.

Det er selvfølgelig mindre fængende end "𝘏𝘰𝘮𝘰𝘴𝘦𝘬𝘴𝘶𝘦𝘭𝘭𝘦 𝘮æ𝘯𝘥 𝘩𝘢𝘳 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘵å𝘦𝘵 𝘥𝘦𝘵".

Men det er til gengæld det, undersøgelserne kan bære, Eva.

Og B.T.?

Når man som 𝙚𝙩 𝙖𝙛 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩𝙨 𝙨𝙩ø𝙧𝙨𝙩𝙚 𝙢𝙚𝙙𝙞𝙚𝙧 udgiver et klip med 𝙚𝙣 𝙗𝙚𝙩𝙖𝙡𝙩 𝙙𝙚𝙗𝙖𝙩𝙩ø𝙧, hvor konkrete undersøgelser og tal bruges til at underbygge en politisk fortælling, bør man også interessere sig for, om tallene er rigtige, hvad undersøgelserne faktisk måler, og hvilken væsentlig kontekst der bliver udeladt.

Forskning er godt. Også i politisk kontekst. Måske især i politisk kontekst.

Men det skal bruges med omhu og gengives loyalt.

𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻 𝗛𝗮𝗹𝗱
𝗟æ𝗴𝗲 𝗼𝗴 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿

TjekDet, er I med på en runde to? 😉

𝗗𝗶𝘀𝗰𝗹𝗮𝗶𝗺𝗲𝗿: Der kan selvfølgelig være mange gode grunde til, at homoseksuelle mænd og andre seksuelle minoriteter stemmer, som de gør. Både til højre og til venstre. Og man kan sagtens diskutere, hvilken betydning eksempelvis indvandring, værdipolitik og oplevelsen af sikkerhed har for deres partivalg.

Det er bare ikke den diskussion, lige det her opslag handler om.

Det handler om noget langt mere kedeligt og nørdet:

Om de undersøgelser og tal, man bruger til at underbygge sine argumenter, faktisk viser det, man giver indtryk af, at de viser.

06/08/2026

🫳🎤

04/08/2026

𝗡𝗲𝗷, 𝗠𝗮𝗱𝘀 𝗦𝘁𝗿𝗮𝗻𝗴𝗲 – 𝗗𝗮𝗻𝗺𝗮𝗿𝗸 𝗯𝗲𝗵𝗮𝗻𝗱𝗹𝗲𝗿 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗺𝗲𝗻𝗻𝗲𝘀𝗸𝗲𝗿 𝗺𝗲𝗱 𝗵𝗮𝗻𝗱𝗶𝗰𝗮𝗽 𝗱å𝗿𝗹𝗶𝗴𝗲𝗿𝗲 𝗲𝗻𝗱 𝟯𝟬 𝗮𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗲𝘂𝗿𝗼𝗽æ𝗶𝘀𝗸𝗲 𝗹𝗮𝗻𝗱𝗲 🤓

Kære Mads Strange (medlem af Folketinget for LA)

Jeg har med stor interesse set et klip fra BT's podcast 𝘽𝙤𝙧𝙜𝙚𝙧𝙡𝙞𝙜𝙩 𝙏𝙖𝙗𝙡𝙤𝙞𝙙, hvor du sidder i studiet sammen med værten Joachim B. Olsen.

I klippet inddrager du en forskningsartikel – dét synes jeg er mega fedt! 𝙈𝙚𝙧𝙚 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙠𝙣𝙞𝙣𝙜 𝙞 𝙥𝙤𝙡𝙞𝙩𝙞𝙠. Jeg er helt med dig, Mads.

Med imponerende selvsikkerhed og forskningsartiklen i hånden fortalte du, hvordan forskere havde "𝘷𝘶𝘳𝘥𝘦𝘳𝘦𝘵 𝘪 𝘩𝘷𝘰𝘳 𝘩ø𝘫 𝘨𝘳𝘢𝘥 𝟥𝟣 𝘦𝘶𝘳𝘰𝘱æ𝘪𝘴𝘬𝘦 𝘭𝘢𝘯𝘥𝘦 𝘷𝘢𝘳 𝘨𝘰𝘥𝘦 𝘵𝘪𝘭 𝘢𝘵 𝘩𝘫æ𝘭𝘱𝘦 𝘣𝘰𝘳𝘨𝘦𝘳𝘦 𝘮𝘦𝘥 𝘩𝘢𝘯𝘥𝘪𝘤𝘢𝘱."

Mega spændende emne, tænkte jeg. Og vigtigt.

Og uden tøven opsummerede du, at forskernes konklusion var, at de europæiske lande med en klassisk nordisk velfærdsmodel som den, vi kender i 𝘿𝙖𝙣𝙢𝙖𝙧𝙠, 𝙠𝙡𝙖𝙧𝙚𝙙𝙚 𝙨𝙞𝙜 𝙙å𝙧𝙡𝙞𝙜𝙨𝙩, 𝙣å𝙧 𝙙𝙚𝙩 𝙜𝙟𝙖𝙡𝙙𝙩 𝙤𝙢 𝙖𝙩 𝙝𝙟æ𝙡𝙥𝙚 𝙙𝙚 𝙗𝙤𝙧𝙜𝙚𝙧𝙚, 𝙙𝙚𝙧 𝙝𝙖𝙫𝙙𝙚 𝙖𝙡𝙡𝙚𝙧𝙢𝙚𝙨𝙩 𝙗𝙧𝙪𝙜 𝙛𝙤𝙧 𝙝𝙟æ𝙡𝙥 – nemlig mennesker med handicap.

S**t mand, tænkte jeg.

Kan det virkelig passe, at forskere er kommet frem til, at lande som Danmark, Norge og Sverige klarer sig dårligere på handicapområdet end lande som Bulgarien, Rumænien og Kroatien.

Det ville jo være ret banebrydende.

Så banebrydende, at jeg 𝙨𝙞𝙢𝙥𝙚𝙡𝙩𝙝𝙚𝙣 𝙢å𝙩𝙩𝙚 𝙡æ𝙨𝙚 𝙖𝙧𝙩𝙞𝙠𝙡𝙚𝙣 𝙢𝙚𝙙 𝙚𝙜𝙣𝙚 ø𝙟𝙣𝙚.
.. og da jeg gjorde det, gik luften en lille smule af ballonen.

Det viser sig nemlig, at 𝙙𝙪 𝙝𝙖𝙧 𝙢𝙞𝙨𝙛𝙤𝙧𝙨𝙩å𝙚𝙩, 𝙝𝙫𝙖𝙙 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙠𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙛𝙖𝙠𝙩𝙞𝙨𝙠 𝙝𝙖𝙧 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨ø𝙜𝙩.

𝗛𝘃𝗮𝗱 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀ø𝗴𝘁𝗲 𝗳𝗼𝗿𝘀𝗸𝗲𝗿𝗻𝗲 𝗲𝗴𝗲𝗻𝘁𝗹𝗶𝗴?
Den del af artiklen, du henviser til – hvor du mener, artiklen konkluderer, at lande med den nordiske velfærdsmodel behandler mennesker med handicap dårligst – handler faktisk slet ikke om, hvor gode landene er til at hjælpe mennesker med handicap.

𝙁𝙤𝙧𝙨𝙠𝙚𝙧𝙣𝙚 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙣𝙤𝙜𝙚𝙩 𝙝𝙚𝙡𝙩 𝙖𝙣𝙙𝙚𝙩.

De undersøger forskellen i livstilfredshed mellem mennesker med handicap og mennesker uden handicap i hvert enkelt land.

Altså forskellen.

Ikke hvor tilfredse mennesker med handicap er.

Ikke hvor godt de bliver hjulpet.

Ikke hvor de har de bedste livsvilkår.

Artiklen handler om, hvor stor forskellen er mellem mennesker med og uden handicap – ikke om, hvor mennesker med handicap har de bedste livsvilkår

𝙈𝙚𝙣 𝙙𝙚𝙩 𝙗𝙡𝙞𝙫𝙚𝙧 𝙖𝙡𝙩𝙨å 𝙫æ𝙧𝙧𝙚 𝙚𝙣𝙙𝙣𝙪, 𝙈𝙖𝙙𝙨.

For nok har du misforstået, hvad undersøgelsen gik ud på. Dykker man lidt længere ned i artiklen, viser forskernes egne supplerende analyser faktisk det stik modsatte af det indtryk, du giver lytterne.

Det er både fordelen og ulempen ved at henvise til forskning. Andre kan jo finde på at læse den.

𝗗𝗷æ𝘃𝗹𝗲𝗻 𝗴𝗲𝗺𝗺𝗲𝗿 𝘀𝗶𝗴 𝗶 𝗱𝗲𝘁𝗮𝗹𝗷𝗲𝗻

For forskerne understreger selv flere gange, at deres analyser ikke kan bruges til at sige, hvor mennesker med handicap har den højeste eller laveste livstilfredshed.

Meeeeeeen!

De har faktisk dén information alligevel.

𝘏𝘷𝘰𝘳, 𝘴𝘱ø𝘳𝘨𝘦𝘳 𝘥𝘶?

I artiklens supplerende analyser, Mads – kom med!

Heeeeeelt omme på den sidste side gemmer der sig et link til bilaget, hvor forskerne viser de absolutte niveauer for mennesker med handicap og mennesker uden handicap.

Og dykker man ned i bilaget, viser det faktisk, at 𝙢𝙚𝙣𝙣𝙚𝙨𝙠𝙚𝙧 𝙢𝙚𝙙 𝙝𝙖𝙣𝙙𝙞𝙘𝙖𝙥 𝙝𝙖𝙧 𝙙𝙚𝙣 𝙝ø𝙟𝙚𝙨𝙩𝙚 𝙡𝙞𝙫𝙨𝙩𝙞𝙡𝙛𝙧𝙚𝙙𝙨𝙝𝙚𝙙 𝙞 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚 𝙢𝙚𝙙 𝙙𝙚𝙣 𝙣𝙤𝙧𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙫𝙚𝙡𝙛æ𝙧𝙙𝙨𝙢𝙤𝙙𝙚𝙡.

Bilaget viser samtidig, at mennesker uden handicap også har den højeste livstilfredshed i netop disse lande.

Og det er faktisk hele forklaringen.

Når begge grupper ligger højere end i resten af Europa, men mennesker uden handicap ligger endnu højere, så bliver forskellen mellem grupperne også større.

Det betyder altså ikke, at mennesker med handicap har den laveste livstilfredshed i Norden.

Det betyder blot, at forskellen til mennesker uden handicap er størst.

I bilaget ser man faktisk også, at 𝙡𝙖𝙣𝙙𝙚 𝙢𝙚𝙙 𝙙𝙚𝙣 𝙣𝙤𝙧𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙫𝙚𝙡𝙛æ𝙧𝙙𝙨𝙢𝙤𝙙𝙚𝙡 𝙠𝙡𝙖𝙧𝙚𝙧 𝙨𝙞𝙜 𝙗𝙚𝙙𝙨𝙩 𝙥å 𝙙𝙚 𝙩𝙧𝙚 ø𝙫𝙧𝙞𝙜𝙚 𝙥𝙖𝙧𝙖𝙢𝙚𝙩𝙧𝙚, som forskerne har undersøgt: uddannelse, beskæftigelse og økonomi.

Så nej, Mads.

𝘼𝙧𝙩𝙞𝙠𝙡𝙚𝙣 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨𝙩ø𝙩𝙩𝙚𝙧 𝙜𝙖𝙣𝙨𝙠𝙚 𝙚𝙣𝙠𝙚𝙡𝙩 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙙𝙚𝙣 𝙠𝙤𝙣𝙠𝙡𝙪𝙨𝙞𝙤𝙣, 𝙙𝙪 𝙙𝙧𝙖𝙜𝙚𝙧.

Tværtimod peger artiklens egne supplerende analyser i den modsatte retning.

Det betyder selvfølgelig ikke, at mennesker med handicap ikke møder store udfordringer i Danmark. Det gør de. Og der er masser af områder, hvor vi kan og bør gøre det bedre.

At mennesker med handicap i gennemsnit klarer sig bedre i lande med den nordiske velfærdsmodel end i mange andre europæiske lande, er ikke det samme som, at de har det godt nok. Det har alt for mange ikke.

Men 𝙙𝙚𝙧 𝙚𝙧 𝙞𝙠𝙠𝙚 𝙣𝙤𝙜𝙚𝙩 𝙞 𝙙𝙚𝙣 𝙛𝙤𝙧𝙨𝙠𝙣𝙞𝙣𝙜, 𝙙𝙪 𝙝𝙚𝙣𝙫𝙞𝙨𝙚𝙧 𝙩𝙞𝙡, 𝙨𝙤𝙢 𝙪𝙣𝙙𝙚𝙧𝙨𝙩ø𝙩𝙩𝙚𝙧 𝙥å𝙨𝙩𝙖𝙣𝙙𝙚𝙣 𝙤𝙢, 𝙖𝙩 𝙢𝙚𝙣𝙣𝙚𝙨𝙠𝙚𝙧 𝙢𝙚𝙙 𝙝𝙖𝙣𝙙𝙞𝙘𝙖𝙥 𝙫𝙞𝙡𝙡𝙚 𝙛å 𝙚𝙩 𝙗𝙚𝙙𝙧𝙚 𝙡𝙞𝙫 𝙫𝙚𝙙 𝙖𝙩 𝙚𝙧𝙨𝙩𝙖𝙩𝙩𝙚 𝙙𝙚𝙣 𝙣𝙤𝙧𝙙𝙞𝙨𝙠𝙚 𝙫𝙚𝙡𝙛æ𝙧𝙙𝙨𝙢𝙤𝙙𝙚𝙡 med en mere liberal model.

Jeg håber, du fortsat vil have mod til at inddrage forskning i dit politiske arbejde – men måske bruge den med en 𝙖𝙣𝙚𝙡𝙨𝙚 𝙨𝙩ø𝙧𝙧𝙚 𝙤𝙢𝙝𝙪.

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻
𝗟æ𝗴𝗲, 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿 𝗼𝗴 𝗻æ𝘀𝘁𝗳𝗼𝗿𝗺𝗮𝗻𝗱 𝗶 𝗛𝗮𝗻𝗱𝗶𝗰𝗮𝗽𝗿å𝗱𝗲𝘁 𝗶 𝗞𝗲𝗿𝘁𝗲𝗺𝗶𝗻𝗱𝗲 𝗞𝗼𝗺𝗺𝘂𝗻𝗲

𝘓𝘪𝘯𝘬𝘴 𝘪 𝘬𝘰𝘮𝘮𝘦𝘯𝘵𝘢𝘳𝘧𝘦𝘭𝘵𝘦𝘵

01/08/2026

𝗛𝘃𝗼𝗿 æ𝗿𝗹𝗶𝗴 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝗲𝗻 𝗹æ𝗴𝗲 𝘃æ𝗿𝗲? 𝗛𝗲𝗻𝗿𝗶𝗸 𝗤𝘃𝗼𝗿𝘁𝗿𝘂𝗽 𝗿𝗲𝗷𝘀𝗲𝗿 𝗲𝘁 𝘀𝘃æ𝗿𝘁 𝘀𝗽ø𝗿𝗴𝘀𝗺å𝗹

Henrik Qvortrup blev for et par uger siden ramt af nekrotiserende fasciitis. En sjælden infektion, som trods moderne behandling fortsat koster omkring hver fjerde patient livet.

Takket være nogle meget kompetente kollegaer i sundhedsvæsenet kan Qvortrup i dag fortælle om sin voldsomme oplevelse. Og det gør han. Og jeg synes faktisk, han gør det godt.

Ikke hidsigt. Ikke fordømmende. Bare nogle ærlige betragtninger om det at være en lille patient i et meget stort sundhedsvæsen.

Henrik fortæller bl.a., at han få minutter før operationen kigger op på anæstesilægen og spørger:

"Jeg klarer den da, gør jeg ikke?"

Hvortil lægen – efter Qvortrups egen erindring – svarer:

"Nej, det er ikke sikkert, du vågner igen."

Herefter får han mulighed for at ringe til sine nærmeste, inden operationen.

Det får Qvortrup til efterfølgende at sætte spørgsmålstegn ved, om lægen burde have givet ham den information, frem for blot at have sendt ham "lykkeligt uvidende ind i narkosen".

𝗟𝗼𝘃𝗲𝗻 𝗲𝗿 é𝗻 𝘁𝗶𝗻𝗴. 𝗞𝗼𝗺𝗺𝘂𝗻𝗶𝗸𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻 𝗲𝗿 𝗻𝗼𝗴𝗲𝘁 𝗵𝗲𝗹𝘁 𝗮𝗻𝗱𝗲𝘁

Sundhedsloven fortæller os, hvad patienten har ret til. Den fortæller ikke altid, hvordan de ord bedst siges til et menneske, der er minutter fra en livstruende operation.

Qvortrups historie er et skoleeksempel på det.

Et eksempel på: "You're damned if you do, and damned if you don't."

Sundhedsloven siger tydeligt, at ingen behandling må indledes uden et informeret samtykke, og at patienten har ret til information om blandt andet sygdom, behandling og risikoen for komplikationer – medmindre patienten selv har frabedt sig informationen.

"Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.", siger loven så smukt.

Og hvis en patient "skønnes at være uvidende om forhold, der har betydning for vedkommendes stillingtagen, skal sundhedspersonen desuden særligt oplyse om det".

Og når man hører Qvortrups egen forklaring, tyder noget på, at han på daværende tidspunkt ikke var helt klar over, hvor alvorlig situationen faktisk var.

Ud fra det, der er kommet frem offentligt, tyder meget altså på, at sundhedslovens krav om information er blevet fulgt. Det betyder naturligvis ikke, at oplevelsen ikke har været voldsom for Henrik Qvortrup. For selv når lovens krav er opfyldt, kan den samme samtale opleves meget forskelligt af den, der giver informationen, og den, der modtager den.

Og det er komplekst.

Prøv et øjeblik at forestille dig at stå som læge eller sygeplejerske i en akut situation som den, Qvortrup beskriver. Behandlingen skal iværksættes med det samme. Samtidig skal du vurdere, hvor meget patienten forstår, hvad vedkommende har brug for at vide, og hvordan informationen bedst gives. Til en patient, du måske aldrig før har mødt. Til et menneske, der står i den mest alvorlige situation i sit liv. Måske også til de pårørende, som har behov for noget helt tredje.

Det er ikke bare svært. Det er rigtig svært.

Jeg kender de kollegaer, der står i de situationer. De er dygtige. Omsorgsfulde. Rolige i stormvejr.

De gør hver eneste dag deres bedste for at balancere sundhedsjura, kliniske vurderinger og dilemmafyldt kommunikation. Alt sammen i et krydsfelt mellem forventninger og ressourcer.

Nogle gange rammer vores kommunikation alligevel forbi hinanden. Det sker ikke af ond vilje. Det tør jeg godt garantere.

Måske er det derfor, Qvortrups historie er værd at tale om.

Den samme information kan opleves meget forskelligt. Nogle patienter ønsker at kende hver eneste detalje. Andre ønsker kun det mest nødvendige. Ingen af delene er forkerte – og netop derfor er kommunikation en af sundhedsvæsenets sværeste discipliner.

Derfor synes jeg ikke, historien først og fremmest kalder på at finde en skurk. Den kalder på refleksion over, hvor svært kommunikation kan være, særligt når livet pludselig hænger i en tynd tråd.

Tak til Henrik Qvortrup for at dele sin oplevelse. Den giver os anledning til at tale om noget, der er langt mere komplekst, end det umiddelbart kan se ud.

Og så ønsker jeg Henrik rigtig god bedring og alt det bedste i den videre genoptræning. Jeg håber, du også her møder de mange dygtige og omsorgsfulde medarbejdere, som hver eneste dag gør en forskel for patienter rundt omkring i landet ❤️

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻
𝗟æ𝗴𝗲 𝗼𝗴 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿

𝗘𝘁 𝘃𝗶𝗴𝘁𝗶𝗴𝘁 𝗳𝗼𝗿𝗯𝗲𝗵𝗼𝗹𝗱: Jeg kender kun sagen ud fra det, Henrik Qvortrup selv og medierne har fortalt. Derfor er dette hverken en vurdering af den konkrete læges handlinger eller en kritik af den konkrete kommunikation. Tværtimod mener jeg, at de offentligt kendte oplysninger vidner om en sundhedsperson, der stod med en ekstremt vanskelig opgave og forsøgte at leve op til både lovens krav og sit ansvar over for patienten. Mit formål er alene at bruge historien som anledning til at reflektere over et dilemma, som mange sundhedspersoner står i: Hvordan giver man den nødvendige information på en måde, der både lever op til loven og er tilpasset det menneske, der står på den anden side?

30/07/2026

𝗛𝘃𝗼𝗿𝗻å𝗿 𝗯𝗹𝗲𝘃 𝗳𝗮𝗴𝗹𝗶𝗴 𝗮𝗻𝗲𝗿𝗸𝗲𝗻𝗱𝗲𝗹𝘀𝗲 𝗲𝗻 𝗸𝗼𝗻𝗸𝘂𝗿𝗿𝗲𝗻𝗰𝗲?

Kære kollega i sundhedsvæsnet,

Jeg tror, vi er faldet i en fælde, uden rigtigt at have opdaget det.

En fælde, hvor et skulderklap til én faggruppe alt for let bliver opfattet som en forbigåelse af en anden.

Det lægger jeg af og til mærke til i kommentarsporet, når jeg fremhæver én faggruppe for noget, jeg mener, de er virkelig dygtige til. Så dukker der næsten altid et par kommentarer op:

"𝙃𝙫𝙖𝙙 𝙢𝙚𝙙 𝙤𝙨?"

Det er ikke mange. Men de er der.

Og så får jeg lyst til at sige:

Tænk lige på bioanalytikerne.

Der er ikke mange anerkendende ord om bioanalytikere. Hverken i aviserne eller fra politikere. Og det er egentlig lidt mærkeligt, for sundhedsvæsenet ville blive banket tilbage til stenalderen, hvis de forsvandt i morgen.

Bioanalytikerne er sygehusets supernørder.

Det er dem, der får blodprøver, vævsprøver, mikrobiologi, genetik og et hav af andre analyser til at blive til den viden, resten af sundhedsvæsenet bygger sine beslutninger på.

Alligevel kan jeg faktisk ikke mindes nogensinde at have set en bioanalytiker skrive i mit kommentarspor, at de også fortjener anerkendelse.

Måske fordi de godt ved, at deres egen faglighed ikke bliver mindre værd, fordi en anden faggruppe får et skulderklap.

Eller måske fordi de har for travlt med at redde os andre, når vi læger kommer i tanke om, at vi lige mangler én ekstra analyse på den blodprøve, der heldigvis stadig kan efterbestilles. 😉

Min pointe er egentlig ret enkel.

Vi er ikke hinandens konkurrenter.

𝙑𝙞 𝙚𝙧 𝙝𝙞𝙣𝙖𝙣𝙙𝙚𝙣𝙨 𝙛𝙤𝙧𝙪𝙙𝙨æ𝙩𝙣𝙞𝙣𝙜𝙚𝙧.

Sundhedsvæsenet fungerer kun, fordi alle faggrupper bidrager med noget, de andre ikke kan. Ingen er vigtigere end den næste.

Derfor er et skulderklap til én faggruppe ikke ensbetydende med, at de andre bliver mindre værd.

𝙑𝙞 𝙠𝙖𝙣 𝙜𝙤𝙙𝙩 𝙡ø𝙛𝙩𝙚 𝙣𝙤𝙜𝙚𝙣 𝙤𝙥 𝙪𝙙𝙚𝙣 𝙖𝙩 𝙩𝙧𝙮𝙠𝙠𝙚 𝙖𝙣𝙙𝙧𝙚 𝙣𝙚𝙙. ❤️

Og så slutter jeg lige af med et virtuelt high-five til alle bioanalytikere. Tusindvis af patienter går hver eneste dag hjem med en diagnose, en behandlingsplan eller en vigtig afklaring, fordi I har gjort jeres arbejde med præcision og omhu. De fleste kommer aldrig til at kende jeres navn. Men utallige patienter får et bedre liv på grund af jeres indsats. Tak! ❤️

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻

28/07/2026

𝗛𝘃𝗼𝗿 𝗺𝗲𝗴𝗲𝘁 𝗯𝗲𝘁𝘆𝗱𝗲𝗿 𝘀𝘆𝗴𝗲𝗽𝗹𝗲𝗷𝗲𝗿𝘀𝗸𝗲𝗻 𝗲𝗴𝗲𝗻𝘁𝗹𝗶𝗴 𝗳𝗼𝗿, 𝗼𝗺 𝗱𝘂 𝗼𝘃𝗲𝗿𝗹𝗲𝘃𝗲𝗿?

Det er lægen, der redder liv!

Det ved vi alle. Vi har set det et hav af gange på film og i TV-serier. Patienten er ved at dø. Lægen stormer ind. Der bliver råbt nogle kommandoer, givet en behandling – og vupti. Livet er reddet.

Så er debatten om sygeplejerskernes normeringer ikke bare et forsøg på at få lidt flere kaffepauser?

Mjah...

Altså – læger redder liv. Ingen tvivl om det.

Men forskningen fortæller faktisk en noget mere nuanceret historie om, hvem der redder liv, og hvorfor sygeplejerskernes fokus på normeringer handler om meget mere end arbejdsmiljø.

𝗧𝗵𝗲 𝗟𝗮𝗻𝗰𝗲𝘁
Det er enhver forskers drøm at få publiceret en videnskabelig artikel i 𝘛𝘩𝘦 𝘓𝘢𝘯𝘤𝘦𝘵, som regnes blandt verdens mest prestigefyldte medicinske tidsskrifter.

I 2014 blev et af de mest citerede studier inden for patientsikkerhed offentliggjort netop her.

Studiet omfattede mere end 420.000 patienter, næsten 27.000 sygeplejersker og 300 hospitaler i ni europæiske lande.

Resultatet var meget interessant.

For hver ekstra patient, en sygeplejerske havde ansvar for, steg risikoen for, at en patient døde inden for de første 30 dage efter indlæggelsen, med 7 %.

Siden er resultaterne blevet understøttet af flere store studier, systematiske reviews og metaanalyser på tværs af både lande og specialer. Konklusionen er overordnet den samme: Når hver sygeplejerske får ansvar for flere patienter, hænger det sammen med højere dødelighed og flere komplikationer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at lægernes behandling ikke er afgørende.

Men det er ofte sygeplejerskerne, der først opdager de små ændringer. En patient, der pludselig trækker vejret anderledes. Et blodtryk, der langsomt falder. En ændring i bevidsthedstilstand. Eller en patient, der "bare ikke ser rigtig ud".

Den slags bliver sjældent til dramatiske TV-scener.

Men det redder liv.

Så næste gang du tænker tilbage på dit hospitalsophold, så husk, at heltene sjældent kun går i én slags arbejdstøj.

Og næste gang du hører en debat om sygeplejerskernes normeringer på sygehusene, så husk, at den måske handler om mere end muligheden for at nå en frokostpause.

Den kan også handle om patientsikkerhed ❤️‍🩹

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻
𝗟æ𝗴𝗲 𝗼𝗴 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿

-----------------------------------------------------

𝗙𝗮𝗴𝗹𝗶𝗴𝘁 𝗳𝗼𝗿𝗯𝗲𝗵𝗼𝗹𝗱: 𝘍𝘰𝘳𝘮𝘪𝘥𝘭𝘪𝘯𝘨 𝘢𝘧 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘬𝘯𝘪𝘯𝘨 𝘦𝘳 𝘴𝘫æ𝘭𝘥𝘦𝘯𝘵 𝘩𝘦𝘭𝘵 𝘦𝘯𝘬𝘦𝘭. 𝘙𝘦𝘴𝘶𝘭𝘵𝘢𝘵𝘦𝘳 𝘢𝘧𝘩æ𝘯𝘨𝘦𝘳 𝘣𝘭𝘢𝘯𝘥𝘵 𝘢𝘯𝘥𝘦𝘵 𝘢𝘧 𝘴𝘵𝘶𝘥𝘪𝘦𝘥𝘦𝘴𝘪𝘨𝘯, 𝘥𝘢𝘵𝘢𝘬𝘷𝘢𝘭𝘪𝘵𝘦𝘵, 𝘴𝘵𝘢𝘵𝘪𝘴𝘵𝘪𝘴𝘬𝘦 𝘢𝘯𝘢𝘭𝘺𝘴𝘦𝘳 𝘰𝘨 𝘦𝘯 𝘭𝘢𝘯𝘨 𝘳æ𝘬𝘬𝘦 𝘮𝘶𝘭𝘪𝘨𝘦 𝘧𝘦𝘫𝘭𝘬𝘪𝘭𝘥𝘦𝘳. 𝘋𝘦𝘳𝘶𝘥𝘰𝘷𝘦𝘳 𝘬𝘢𝘯 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘬𝘯𝘪𝘯𝘨𝘴𝘳𝘦𝘴𝘶𝘭𝘵𝘢𝘵𝘦𝘳 𝘪𝘬𝘬𝘦 𝘢𝘭𝘵𝘪𝘥 𝘰𝘷𝘦𝘳𝘧ø𝘳𝘦𝘴 𝘥𝘪𝘳𝘦𝘬𝘵𝘦 𝘮𝘦𝘭𝘭𝘦𝘮 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘬𝘦𝘭𝘭𝘪𝘨𝘦 𝘭𝘢𝘯𝘥𝘦 𝘰𝘨 𝘴𝘶𝘯𝘥𝘩𝘦𝘥𝘴𝘴𝘺𝘴𝘵𝘦𝘮𝘦𝘳. 𝘋𝘦𝘳𝘧𝘰𝘳 𝘦𝘳 𝘦𝘵 𝘍𝘢𝘤𝘦𝘣𝘰𝘰𝘬-𝘰𝘱𝘴𝘭𝘢𝘨 𝘯ø𝘥𝘷𝘦𝘯𝘥𝘪𝘨𝘷𝘪𝘴 𝘦𝘯 𝘬𝘳𝘢𝘧𝘵𝘪𝘨 𝘧𝘰𝘳𝘦𝘯𝘬𝘭𝘪𝘯𝘨, 𝘰𝘨 𝘷𝘪𝘳𝘬𝘦𝘭𝘪𝘨𝘩𝘦𝘥𝘦𝘯 𝘦𝘳 𝘯æ𝘴𝘵𝘦𝘯 𝘢𝘭𝘵𝘪𝘥 𝘮𝘦𝘳𝘦 𝘯𝘶𝘢𝘯𝘤𝘦𝘳𝘦𝘵, 𝘦𝘯𝘥 𝘦𝘵 𝘰𝘱𝘴𝘭𝘢𝘨 𝘱å 𝘴𝘰𝘤𝘪𝘢𝘭𝘦 𝘮𝘦𝘥𝘪𝘦𝘳 𝘬𝘢𝘯 𝘳𝘶𝘮𝘮𝘦. 𝘋𝘦𝘵 æ𝘯𝘥𝘳𝘦𝘳 𝘥𝘰𝘨 𝘪𝘬𝘬𝘦 𝘱å, 𝘢𝘵 𝘧𝘰𝘳𝘴𝘬𝘯𝘪𝘯𝘨 𝘣ø𝘳 𝘪𝘯𝘥𝘥𝘳𝘢𝘨𝘦𝘴 𝘪 𝘥𝘦𝘯 𝘰𝘧𝘧𝘦𝘯𝘵𝘭𝘪𝘨𝘦 𝘥𝘦𝘣𝘢𝘵 – 𝘰𝘨𝘴å 𝘴𝘦𝘭𝘷 𝘰𝘮 𝘥𝘦𝘯 𝘮å 𝘧𝘰𝘳𝘮𝘪𝘥𝘭𝘦𝘴 𝘪 𝘦𝘯 𝘧𝘰𝘳𝘮, 𝘩𝘷𝘰𝘳 𝘢𝘭𝘭𝘦 𝘯𝘶𝘢𝘯𝘤𝘦𝘳 𝘪𝘬𝘬𝘦 𝘬𝘢𝘯 𝘷æ𝘳𝘦 𝘮𝘦𝘥.

27/07/2026

𝗘𝘁 𝗵𝗮𝗹𝘃𝘁 å𝗿 𝘀𝗲𝗻𝗲𝗿𝗲 – 𝗵𝘃𝗼𝗿 𝗯𝗹𝗲𝘃 𝗺𝗶𝗻𝗶-𝗱𝗶𝗸𝘁𝗮𝘁𝘂𝗿𝗲𝘁 𝗮𝗳?

Kan I huske det?

Da det nye byråd i Kerteminde Kommune blev konstitueret, lød der kraftige advarsler fra flere af de partier, der stod uden for konstitueringsaftalen. Altså fra dem, der havde mistet grebet om magten.

Beskyldninger om magtfuldkommenhed og arrogance – ja, nogle brugte endda betegnelsen "mini-diktatur".

Fortællingen var, at et flertal på 14 ud af 25 mandater ville betyde, at oppositionen nu ville blive kørt over de næste fire år.

Nu er der så gået seks måneder siden det nye byråd i Kerteminde Kommune blev konstitueret, og jeg synes, det er blevet tid til at kigge lidt på fakta.

For der er som bekendt ikke noget, der udfordrer en god fortælling mere end fakta 😉

----------------------------------------------

Efter konstitueringen har der været afholdt syv byrådsmøder og behandlet 111 såkaldte beslutningssager.

Og hvor mange af de 111 sager er så blevet afgjort ved, at de tre konstituerende partier har brugt deres flertal på 14-11 til at tromle oppositionen?

𝙏𝙧𝙤𝙢𝙢𝙚𝙝𝙫𝙞𝙧𝙫𝙚𝙡…

𝙄𝙣𝙜𝙚𝙣.

𝙄𝙠𝙠𝙚. É𝙣. 𝙀𝙣𝙚𝙨𝙩𝙚. 𝙂𝙖𝙣𝙜.

I 101 sager har hele byrådet fundet fælles løsninger, og sagerne er blevet vedtaget enstemmigt.

I de 10 resterende sager, hvor der har været uenighed i byrådet, har de tre konstituerende partier stemt forskelligt i omkring halvdelen af tilfældene.
Og når vi i den anden halvdel af sagerne har stemt ens, har der altid været andre partier med i flertallet - oftest med stemmetallene 24-1.

Så hvordan passer det egentlig med fortællingen om et flertal, der ville tromle alt og alle?

Ikke rigtigt, vel? 🤔

Store ord kræver også, at man efterfølgende er villig til at holde dem op mod virkeligheden.

Vi har stadig tre et halvt år tilbage af valgperioden, og der vil uden tvivl komme sager, hvor vi er dybt uenige. Sådan er politik.

Men indtil videre viser tallene noget ganske andet end det skræmmebillede, nogle politikere forsøgte at tegne dengang.

Det synes jeg faktisk er værd at glæde sig over - uanset hvilket parti man stemte på i november.

God aften ❤️

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻

26/07/2026

𝗞𝗮𝗻 𝗲𝗻 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿 𝗼𝗴𝘀å 𝘃æ𝗿𝗲 𝗳𝗮𝗴𝗽𝗲𝗿𝘀𝗼𝗻?

I dag rundede min side 5.000 følgere. Det havde jeg virkelig ikke regnet med.

Tak fordi du læser med. Det betyder mere, end du tror ❤️

Hvis du er ny her, har du måske allerede opdaget, at siden er lidt af et sammensurium.

Den ene dag skriver jeg om 𝙡𝙤𝙠𝙖𝙡𝙥𝙤𝙡𝙞𝙩𝙞𝙠 𝙞 𝙆𝙚𝙧𝙩𝙚𝙢𝙞𝙣𝙙𝙚 𝙆𝙤𝙢𝙢𝙪𝙣𝙚, hvor jeg sidder i byrådet.

Den næste dag om 𝙨𝙪𝙣𝙙𝙝𝙚𝙙𝙨𝙥𝙤𝙡𝙞𝙩𝙞𝙠 𝙥å 𝙁𝙮𝙣 gennem mit arbejde i Sundhedsråd Fyn.

Og dagen efter deler jeg noget forskning eller 𝙛𝙤𝙧𝙨ø𝙜𝙚𝙧 𝙖𝙩 𝙣𝙪𝙖𝙣𝙘𝙚𝙧𝙚 𝙙𝙚𝙗𝙖𝙩𝙩𝙚𝙣 𝙤𝙢 𝙫𝙤𝙧𝙚𝙨 𝙨𝙪𝙣𝙙𝙝𝙚𝙙𝙨𝙫æ𝙨𝙚𝙣.

Det er helt bevidst.

Jeg er nemlig både læge og politiker - og jeg tror, at de to roller kan gøre hinanden bedre.

Jeg mener, at politik bliver bedst, når stærke holdninger hviler på et stærkt fagligt fundament.

Det betyder ikke, at fagpersoner altid har ret. Politik handler også om værdier og prioriteringer. Men jeg tror, at beslutninger bliver bedre, når de træffes med indsigt i den virkelighed, de handler om.

Jeg håber også at kunne være med til at 𝙛𝙤𝙧𝙩æ𝙡𝙡𝙚 𝙣𝙤𝙜𝙡𝙚 𝙖𝙛 𝙙𝙚 𝙢𝙖𝙣𝙜𝙚 𝙜𝙤𝙙𝙚 𝙝𝙞𝙨𝙩𝙤𝙧𝙞𝙚𝙧 𝙛𝙧𝙖 𝙨𝙪𝙣𝙙𝙝𝙚𝙙𝙨𝙫æ𝙨𝙚𝙣𝙚𝙩. De sker hver eneste dag, men drukner alt for ofte i historier om ventelister, fejl og mangel på personale. Begge dele fortjener opmærksomhed, hvis vi skal have et retvisende billede af vores sundhedsvæsen.

Derfor kommer denne side fremover især til at handle om tre ting:

🏛 Lokalpolitik i Kerteminde Kommune.
🏥 Sundhedspolitik – især gennem mit arbejde i Sundhedsråd Fyn.
📚 Forskning, fakta, refleksioner og nuancer om sundhed og sundhedsvæsenet.

Jeg håber, du har lyst til at følge med - også hvis du ikke altid er enig med mig.

Tak fordi du læser med ❤️

Kh
𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻

25/07/2026

𝗛𝘃𝗼𝗿 𝗳𝗮𝗿𝗹𝗶𝗴 𝗲𝗿 𝗲𝗻 𝗻𝘆𝘂𝗱𝗱𝗮𝗻𝗻𝗲𝘁 𝗹æ𝗴𝗲?

Om få uger starter omkring 750 nyuddannede læger deres første job på danske hospitaler, hvor de skal møde deres første patienter som færdiguddannede læger.

𝙈𝙚𝙣 𝙗ø𝙧 𝙙𝙪 𝙨𝙤𝙢 𝙥𝙖𝙩𝙞𝙚𝙣𝙩 𝙫æ𝙧𝙚 𝙗𝙚𝙠𝙮𝙢𝙧𝙚𝙩 𝙤𝙫𝙚𝙧 𝙙é𝙩?

Det spørgsmål har forskere forsøgt at besvare i snart 40 år.

I slutningen af 1980'erne begyndte man at undersøge den såkaldte "July Effect" – eller mere dramatisk: "The Killing Season". Hypotesen var enkel: Bliver patientsikkerheden påvirket, når hundredvis af nye læger starter nogenlunde samtidig?

De første studier gav blandede resultater. Nogle fandt en mindre stigning i komplikationer, længere indlæggelser eller medicineringsfejl. Andre fandt ingen forskel. Og selv i de studier, hvor man så en effekt, var det svært at afgøre, om den faktisk skyldtes de mange nyuddannede læger eller andre forhold på hospitalerne.

En nyere meta-analyse, der samlede omkring 30 års forskning, nåede frem til, at der 𝙞𝙠𝙠𝙚 kunne påvises en stigning i dødelighed eller alvorlige komplikationer, når man ser på den samlede evidens.

Det tyder altså på, at hvis der overhovedet er en effekt, er den langt mindre, end mange måske forestiller sig ❤️‍🩹

Og hvorfor ser vi ikke et sundhedsvæsen i kollaps to gange om året, når universiteterne sender hundredvis af nye læger ud i sundhedsvæsenet?

Fordi en nyuddannet læge aldrig står alene.

Der er grundige introduktionsforløb, erfarne kolleger, bagvagter og speciallæger, sygeplejersker med mange års erfaring, tværfaglige konferencer, kliniske retningslinjer og standardiserede arbejdsgange. Tilsammen udgør de et sikkerhedsnet, der både beskytter patienterne og hjælper nye læger med at udvikle sig.

Så hvis du i den kommende tid møder en nyuddannet læge, er der ingen grund til at blive utryg. Du bliver ikke kun behandlet af én person - du bliver behandlet af et helt hold af sundhedsprofessionelle, hvor samarbejde, supervision og fælles ansvar er en grundlæggende del af patientsikkerheden ❤️

𝗞𝗵 𝗞𝗿𝗶𝘀𝘁𝗶𝗮𝗻
𝗟æ𝗴𝗲 𝗼𝗴 𝗽𝗼𝗹𝗶𝘁𝗶𝗸𝗲𝗿

𝘉𝘪𝘭𝘭𝘦𝘥𝘦𝘵 𝘦𝘳 𝘧𝘳𝘢 𝘮𝘪𝘯 𝘧ø𝘳𝘴𝘵𝘦 𝘵𝘪𝘥 𝘴𝘰𝘮 𝘭æ𝘨𝘦 𝘪 𝘈𝘬𝘶𝘵𝘮𝘰𝘥𝘵𝘢𝘨𝘦𝘭𝘴𝘦𝘯 𝘪 𝘚𝘭𝘢𝘨𝘦𝘭𝘴𝘦. 𝘝𝘦𝘥 𝘮𝘪𝘯 𝘴𝘪𝘥𝘦 𝘴𝘵å𝘳 𝙈𝙖𝙟𝙖 𝙃ø𝙟𝙜𝙖𝙖𝙧𝙙, 𝘥𝘦𝘳 𝘥𝘦𝘯𝘨𝘢𝘯𝘨 𝘷𝘢𝘳 𝘬𝘪𝘳𝘶𝘳𝘨𝘪𝘴𝘬 𝘣𝘢𝘨𝘷𝘢𝘨𝘵. 𝘏𝘶𝘯 𝘩𝘢𝘷𝘥𝘦 𝘢𝘭𝘵𝘪𝘥 𝘵𝘪𝘥 𝘵𝘪𝘭 𝘴𝘱𝘢𝘳𝘳𝘪𝘯𝘨, 𝘯å𝘳 𝘵𝘪𝘯𝘨𝘦𝘯𝘦 𝘣𝘭𝘦𝘷 𝘷𝘢𝘯𝘴𝘬𝘦𝘭𝘪𝘨𝘦, 𝘰𝘨 𝘫𝘦𝘨 𝘭æ𝘳𝘵𝘦 𝘶𝘵𝘳𝘰𝘭𝘪𝘨𝘵 𝘮𝘦𝘨𝘦𝘵 𝘢𝘧 𝘩𝘦𝘯𝘥𝘦. 𝙄 𝙙𝙖𝙜 𝙚𝙧 𝙝𝙪𝙣 𝙗𝙤𝙧𝙜𝙢𝙚𝙨𝙩𝙚𝙧 𝙞 𝘽𝙧ø𝙣𝙙𝙗𝙮. 𝘏𝘷𝘪𝘴 𝘩𝘶𝘯 𝘭𝘦𝘥𝘦𝘳 𝘦𝘯 𝘬𝘰𝘮𝘮𝘶𝘯𝘦 𝘭𝘪𝘨𝘦 𝘴å 𝘨𝘰𝘥𝘵, 𝘴𝘰𝘮 𝘩𝘶𝘯 𝘭æ𝘳𝘵𝘦 nye 𝘭æ𝘨𝘦𝘳 𝘰𝘱, 𝘴å 𝘦𝘳 𝘣𝘰𝘳𝘨𝘦𝘳𝘯𝘦 𝘪 𝘵𝘳𝘺𝘨𝘨𝘦 𝘩æ𝘯𝘥𝘦𝘳 🙌

Kristian Hald - Læge og politiker

21/08/2026

08/08/2026

06/08/2026

04/08/2026

01/08/2026

30/07/2026

28/07/2026

27/07/2026

26/07/2026

25/07/2026

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Virksomheden

Genveje

Del

Type

Anmodning om at fjerne opslag