12/05/2026
Sidste weekend satte jeg min telefon på flytilstand.
Ikke fordi jeg skulle ud at rejse … men på en måde skulle jeg alligevel✈️
Tilbage i september meldte jeg mig til “Et døgn i naturen”, fordi jeg håbede på at finde ro i at kunne sige højt:
“Jeg er førtidspensionist.”🙃
2026 har ærligt været en rigtig hård start for mig, så den her weekend kunne næsten ikke være kommet på et bedre tidspunkt🥰
Ugen inden havde jeg min anden samtale hos min psykoterapeut, hvor vi talte om, hvordan jeg flere gange i mit liv har været disconnectet fra min krop.
Den største ændring skete nok, da jeg blev syg som 16-årig….
Jeg har altid vidst, at jeg var sensitiv.
Men jeg er begyndt at forstå, at jeg ofte lever mere oppe i mit hoved end i mine følelser.
Jeg overtænker, analyserer og mærker tanker, før jeg mærker mig selv🤦🏼♀️
Og måske er det også derfor, relationer har været svære for mig.
Fordi jeg har tænkt mere over dem, end jeg egentlig har følt dem😅
Hele weekenden handlede om ét spørgsmål:
“Hvad føler du helt inderst inde – lige nu?”🤔
Ingen analyser.
Ingen rationelle forklaringer.
Bare følelser.
Og hold op, hvor har det været grænseoverskridende.
At dele sine inderste tanker med mennesker, man aldrig har mødt før.
Men endnu mere grænseoverskridende at være ærlig over for sig selv🙈
For en kort stund følte jeg faktisk, at jeg fandt hende, den lille pige i mig selv, igen.
Hende, der mærkede verden, før hun lærte at analysere den.
Hende, der bare følte🧘🏼♀️
