29/09/2025
De lange lune sommeraftener er forbi, og nu er det tid til skumringshygge. Herunder er en teaser fra Morten Carlsens novelle "Hændelse i dr. Francos laboratorium", som tager sin begyndelse i det parisiske natteliv..
Koncerterne på La Voile Bleue er, som du måske har gættet, ikke omdrejningspunktet for denne fortælling. Det er mere rammen om det der skete, iscenesættelsen. Basis for at jeg blev inddraget i de omstændigheder der ville pirke til ethvert fornuftigt menne¬skes begreb om virkelighedens rationalitet.
Vi skal tilbage til knejpen, som jeg aflagde et besøg fredag nat efter vores anden koncert på jazzklubben.
Johan, Søren og jeg turede lidt rundt i nærområdet; på jagt ef-ter gravøl oven på det overskuelige fremmøde til koncerten, og noget der kunne peppe vores beskedne humør lidt op. Det skor¬tede ikke på muligheder for tre musikere der alle havde hang til øl og kvinder i vovede outfits. Paris vrimler med barer og før¬nævnte kvindelige væsener. Det kan dog være svært at udviske en fiasko, ikke mindst når den er foregået på udebane. Vi var i fremmed territorium, og Johans halvhjertede forsøg på at char¬me sig ind på en Venus i pels fik ham blot til at minde om en lat¬terlig turist med knude på tungen. Han blev affejet med en kølig hån og efterfølgende latter fra kvindens bekendtskaber, som stod sammen med hende i baren. Je suis un idiot! tænkte jeg og tømte mit ølglas. Søren sad sammensunket med halvåben mund over for mig og scrollede metodisk på sin smartphone.
Da Johan nåede tilbage til vores bord, havde ydmygelsen åbenbart bidt sig så hårdt fast i hans ego at han ville tilbage til madame Chevaliers domicil og sove. Det passede åbenbart Søren fint, idet han skubbede smartphonen tilbage i bukselommen og kom på benene.
”Jeg går med,” mumlede han og gik i gang med at tage jakke på. ”Jeg er sgu også baldret.” Han smøg sig rundt om bordet og begyndte at følge efter Johan der allerede havde sat kurs mod udgangen, duknakket og med kraven godt oppe om ørerne. Efter nogle få skridt standsede Søren; fornemmede tilsyneladende at jeg ikke fulgte trop. Han kastede et blik tilbage på mig.
”Vil du ikke med?”
”Nej, jeg bli’r hængende lidt endnu. Vi ses bare i morgen,” sagde jeg og fremtvang et smil. Han kom tilbage til bordet, læne¬de sig ned og gav mig et kram.
”Sikker?” spurgte han.
”Jep … helt sikker.”
Han nikkede og gav min skulder et solidt klem.
”Ok. Tag den nu med ro, ikke? Vi har et job igen i morgen,” sagde han og forsøgte at fange mit blik, der nok var blevet en smule svømmende på det tidspunkt. Jeg rettede ryggen og gjorde honnør.
”Aye aye, sir,” kvækkede jeg. Han lo og luntede efter Johan, der allerede var forsvundet ud på gaden.
Med et suk kørte jeg en finger hen over det ridsede træ på det runde cafébord. Det gibbede i mig da en kvinde slog en skrigen¬de latter op et sted i baren. Nu var man endelig kommet til en by der havde jazz, vin og kvinder flydende i årerne, og så ville ens medsammensvorne bandbrødre bare hjem i seng … Nuvel, min eventyrlyst efter at finde ud af hvad Paris kunne have i posen til mig, sådan en helt almindelig fredag i august, skulle ikke kuldsejle på grund af det.
Jeg overvejede om jeg skulle blive hvor jeg var, og købe mig en ny øl, eller gå videre til et andet sted, og besluttede mig for det sidste. En beslutning jeg senere skulle komme til bittert at fortryde ...
