06/05/2025
Jeg solgte min billet til halvmarathon 🥵
“Kom nu! Det skal bare løbes væk!”
Den sætning hørte jeg ofte mine fodbold- og gymnastiktrænere råbe, da jeg var dreng. Hvis man blev skadet, skulle man ikke klage. Bare bide smerten i sig og løbe videre.
Vi lærer mange ting i barndommen, som vi tager med os ind i voksenlivet.
Jeg har selv haft et mantra om, at jeg ikke må give op på ting, som jeg har sat mig for. Selv ikke, hvis det gør ondt.
Om et par uger fylder jeg 38 år, og forleden fik jeg spørgsmålet, om jeg føler mig gammel?
Men så husker jeg altid, at Lionel Messi - verdens bedste fodboldspiller i mange år - også er årgang 1987 ligesom mig.
Svaret er, at jeg ikke føler mig gammel.
Jeg er blevet roligere med alderen og hviler mere i mig selv. Især efter, at jeg er blevet far.
Men en af de svære ting ved at blive ældre er, at kroppen ikke længere kan det samme. Det tager længere tid at komme tilbage i form, når man har haft en skade.
I påsken fik jeg en irriterende forstrækning i læggen, som ødelagde min forberedelse til halvmaraton. Jeg forsøgte flere gange at løbe korte og rolige ture, men læggen føltes som et stift og tungt træben.
Tidligere i mit liv havde jeg måske bidt smerten i mig og humpet mig igennem de 21,1 kilometer. Men med min alder ved jeg også, at det kun ville forværre skaden og gøre genoptræningsprocessen længere.
Så jeg valgte at sælge billetten i sidste øjeblik og tage med som tilskuer sammen med familien.
Det gjorde mig glad at se mine søskende løbe sammen over målstregen i en stærk tid til Lillebælt Halvmarathon.
Her til aften løb jeg en rolig tur på seks kilometer, og læggen brokkede sig kun en lille smule.
Som Messi ville sige: “Vamos, amigo!”
