25/11/2025
Dagbog – 25. november 2025
Lucridebikes
Jeg bliver nødt til at skrive igen. Der er sket så meget det sidste stykke tid, at jeg kan mærke, at dagbogen ikke bare er en vane den er et anker. Når jeg ikke skriver, begynder tingene at føles uvirkelige. De flyder sammen. Tankerne bliver for høje. Og jeg mister fornemmelsen af, hvor jeg selv står midt i alt det, jeg bygger.
Der har været fart på de sidste to år. Flytning, arbejde, træning, ops og downs, bikepacking, flytning igen. Tidspunkter hvor jeg fløj højt, tidspunkter hvor jeg fløj virkelig lavt og tidspunkter hvor jeg var tæt på at crashe helt. Og nu ligger jeg i et mærkeligt luftlag, hvor der hverken er noget der trækker mig op eller ned, men hvor jeg bare er. Ingen venner tæt på, ingen mennesker der larmer. Bare mig, mit liv, min virksomhed, og Lucridebikes.
Morgenen
Jeg vågnede med en tunghed. Ikke negativ, bare… stille. Den slags, der kommer, når man har tænkt for meget. Jeg vidste egentlig ikke engang, hvad jeg skulle. Men jeg tog ud. Det gør jeg altid. Nogle dage vælger kroppen for én.
Jeg rullede mod sporet, mens bladene knitrede under dækkene. Kulde i luften, vandet fra søen som en blågrå flade mellem træerne. Det er det eneste sted, mine tanker står stille.
Træningen og den skjulte smerte
Jeg har trænet næsten hver dag. Der er momentum i kroppen. Jeg er stærkere, hurtigere, skarpere end nogensinde før. Jeg kan mærke det i teknikken, i rytmen, i flowet. Men når man ikke dokumenterer det nonstop, så begynder hjernen at bilde én ind, at passionen er forsvundet.
Men det er den ikke.
Den har bare skiftet form.
Jeg mærker fremgangen på sporet. Men hjertet… det er lidt hægtet af i øjeblikket. Ikke fra cyklingen fra alt det udenom.
Cykelpusheren og realiteterne
Efter turen stoppede jeg forbi den lokale cykelpusher. En snak, et grin. Lidt mountainbike energi. Og det er sjovt, hvordan man kan gå ud ad døren og føle, at stemningen er let og så rammer virkeligheden, så snart man sætter sig i bilen eller på cyklen igen.
Så kommer følelserne tilbage.
Så kommer tvivlen.
Så kommer forsøget på at forstå fremtiden.
Hvordan kommer jeg videre herfra som Lucridebikes?
Hvordan bygger man et brand i en verden, der skifter retning hvert halve år?
Gravel bølgen
Branchen bevæger sig.
Gravel tager over.
Caféhjul, social rides, croissanter og små kaffeshots.
Og jeg forstår det.
Når verden udenfor er urolig, søger folk mod det rolige. Det sociale. Det sikre.
Men jeg står et andet sted.
Jeg vil det rå.
Det tekniske.
Det eksplosive.
Det dybe.
Det ægte mountainbiking ikke kun oplevelsen, men følelsen i kroppen, når man rammer en linje perfekt, eller når man flyver igennem skoven og forsvinder ind i noget større.
Derfor føles det også nogle gange, som om jeg prøver at ramme et mål, der hele tiden flytter sig.
Men måske er pointen, at jeg slet ikke skal ramme noget.
Jeg skal skabe det.
Trailbyggeren
Senere tog jeg ud til mit trail. Det sted hvor jorden er blød, og hvor værktøjet føles som en forlængelse af armen. Jeg brugte timer derude. Formede, glættede, flyttede og stod til sidst og så op mod linjen, jeg lige havde skabt.
Og det slog mig:
Jeg er længst, når jeg bare gør tingene på min måde.
Uden at tænke over kamera, algoritmer eller samarbejdspartnere.
Bare mig, skov, jord og MTB.
Lucridebikes er ikke et brand, jeg prøver at presse ned over mig selv.
Det er mig.
Følelsen der følger én hjem
Da jeg kom hjem, ramte den stille smerte igen. Ikke knusende bare den slags, der ligger lige under huden.
Jeg har arbejdet hårdt.
Jeg har skrevet til over 200 virksomheder.
Jeg har fået få svar.
Nogle døre er åbne, nogle er på klem, nogle lukker.
Og det sætter sig.
Ikke fordi jeg ikke tror på mig selv.
Men fordi det slider at blive ved med at håbe uden at vide, hvor man lander.
Økonomien uden detaljer
Jeg ved ikke, om vi behøver tale om tal.
Men jeg ved, at tingene skal hænge sammen.
Jeg har mit arbejde.
Jeg har min virksomhed.
Jeg har Lucridebikes.
Og jeg prøver at balancere dem alle tre på én gang, uden at miste mig selv mellem dem.
Dagens slutning
Til sidst satte jeg mig ned og kiggede på billederne fra dagen. De siger mere end jeg selv kan nogle dage. De viser, at jeg gør noget. At jeg rører noget. At jeg rykker mig selv når jeg ikke føler det.
Jeg ved ikke, hvor alt det her ender.
Om der kommer en ny e-bike.
Om det bliver Mondraker fremover.
Om 2026 sæsonen bliver det store løft.
Eller om jeg skal svinge til højre, hvor alle andre drejer til venstre.
Men jeg ved, at jeg fortsætter.
Ikke fordi jeg “skal”.
Men fordi der er noget i mig, der ikke kan lade være.
Fordi det her er den eneste version af mig, der nogensinde har føltes ægte.
Så jeg lukker her for i dag.
Vi ses i morgen.
— Lucridebikes
