24/04/2017
Jeppe-serien blev udgivet med henblik på at stimulere specielt sprogsvage børns sproglige udvikling, hvorfor jeg valgte en dialogisk opbygning, som i fortællingen bringer barnet i fokus. Dialogisk opbygning betyder i denne sammenhæng helt bogstaveligt, at teksten med indbyggede spørgsmål til barnet giver mulighed for dialog om døden på et helt konkret plan mellem barn og voksen. Med udgangspunkt i barnets verden og sproglige kompetencer (1½-3 år). Det betyder, at brugen af abstrakte begreber er reduceret væsentligt. I "Jeppes morfar er død" er udfordringen dog netop at konkretisere døden som abstrakt begreb uden velmenende, men ofte for barnet irrelevant indgriben fra docerende voksne.
"Jeppes morfar er død" er som de andre bøger i serien en bog på barnets præmisser, hvor den kloge voksne ikke skal fortælle det mindre kloge barn om, hvad i dette tilfælde døden er. Bøgerne er fortællinger om hverdagssituationer, der tager sit afsæt i det, der er tættest på de yngste og inddrager det, der altid er tættest på barnet: kroppen.
Hvilken sammenhæng mon der kan være mellem døden i "Jeppes morfar er død" og henvisningerne til barnets krop?
