10/10/2025
Hun ser ind i kameraet som for at sige: »Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker min familie. Men de elsker Putin«.
Det er nogle helt, helt, specielle billeder, den unge, russiske fotograf Aliona Kardash har vundet med i årets World Press Photo.
Vi tør næsten godt sige, at sådan har vi simpelthen ikke set ind i krigen før. Eller hørt om den ...
Fordi ... Aliona husker sin barndom i den sibiriske by Tomsk som pakket med kærlighed. Fyldt med mennesker og steder, som altid var der. Vaner og skikke, der aldrig syntes at ændre sig. Som man altid kunne finde tilbage til.
Hun husker frosten i næseborene om morgenen. Den fugtige varme fra saunaen. Svømmeturene i floden bag huset. Lyden af isen, der smelter om foråret. Forældrene, som har givet hende alt – og hendes mormor, som hun ELSKER.
Og så husker hun 24. februar 2022.
Hun husker at vågne uvant tidligt i sin lejlighed i Tyskland og finde telefonen i mørket. Og læse, at nu var der krig. At Rusland, hendes hjemland, havde invaderet et andet land.
Hun husker chokket. Og at hun græd. Og ikke fattede, at det kunne komme så vidt.
Så ringede hun til sine forældre.
De kunne ikke se problemet ...
Og sådan er det: Vi ved, at krige og konflikter splitter befolkninger. Tager liv og ødelægger. Men de kan også flytte ind i det allerinderste. I de enkelte familier. Og hærge og såre og tage ofre.
For Aliona Kardash, der siden 2019 har boet, læst og arbejdet i Hamburg, var det »som om nogen pludselig havde hældt sort maling ud over alt, jeg kunne huske, og alt, jeg holdt af«, siger hun.
Hun forsøgte at skrive et brev til sin familie, men i stedet for at løsne op, føltes det næsten som ordene bare strammede knuden endnu mere.
Til sidst besluttede hun sig for at rejse hjem til Rusland for at konfrontere sig selv med dobbeltheden: Dét at være både stærkt knyttet og totalt fremmedgjort.
Og dér begyndte det.
Som en slags dagbog over splittede følelser gik hun i gang med at fotografere.
Hun har taget billeder af sin familie, forældrenes datja, naturen, hverdagen, årstiderne, traditionerne.
Af sin 95-årige mormor, der har polstret hende med omsorg. Men som under præsidentvalget i marts forrige år så sig selv i spejlet og sagde: »Gudskelov, at jeg gamle idiot får lov til at stemme på Putin én gang mere«.
Se fotofortællingen. Den er et følelsesladet farvel. Men også et forsøg på at række ud.
For Aliona tror ikke, at hun er alene.
Hun tror, at der overalt er familier, der kæmper for ikke at knække. Hvor uenighed om krig, klima, vacciner, politik og præsidenter er kommet imellem.
Hvor man elsker – men ikke kan holde hinandens opfattelse af verden ud.
Link i kommentarfeltet.
