Politiken Foto

Politiken Foto Følg Politikens fotografer og deres arbejde. Se de bedste fotoserier, og hold dig opdateret om billed

Tillykke, tillykke, tillykke! Fredag aften er der kommet hvid røg fra juryen i Årets Pressefoto, Danmarks mest prestigef...
09/01/2026

Tillykke, tillykke, tillykke!

Fredag aften er der kommet hvid røg fra juryen i Årets Pressefoto, Danmarks mest prestigefulde fotokonkurrence.

De seneste to dage har 6 dommere siddet bag lukkede døre og set intet mindre end 2.197 fotos og 51 tv/video-produktioner igennem.

Og her er så navnene på de fotografer, som juryen i år har nomineret i konkurrencens forskellige kategorier - og som altså kan se frem til enten at vinde en førstepris eller en andenpris ved ceremonien 6. marts.

Sagt på en anden måde: En af fotograferne nedenfor har taget Årets Pressefoto. Og en af dem bliver Årets Pressefotograf.
Og a-l-l-e har leveret noget helt særligt fotografi.

Anders Holst, freelance
Anders Rye Skjoldjensen, Dagbladet Information
Anthon Unger, freelance
Cecilie Rolvung, DMJX
Christian Falck Wolff, freelance
Claus Bjørn Larsen, freelance
Dicte Marie Hostrup Sønnichsen, DMJX/Dagbladet Information
Emil Hennings, DR
Jacob Ehrbahn, Politiken
Janus Engel Rasmussen, freelance
Kasper Thorup Løftgaard, freelance
Kirstine Fryd, freelance
Lærke Berg-Pedersen, DMJX/Politiken
Mads Nissen, Politiken
Maria Høy Hansen, freelance
Nanna Kreutzmann, freelance
Nichlas Pollier, freelance
Nicolai West, freelance
Ólafur Steinar Rye Gestsson, freelance
Oscar Scott Carl, Sermitsiaq
Peter Helles Eriksen, freelance
Rebecca Krogh, DMJX/Børsen
Sigrid Ryge Nygaard, Dagbladet Information
Thomas Lekfeldt, Finans
Valdemar Ren, freelance
Vikki Søholm, DMJX/Politiken

Hjertelig, hjertelig, hjertelig tillykke til ALLE!

Nåh ja, og så lige:

Billedet her i posten har ikke noget med konkurrencen at gøre. Det er bare ... røg. Fra en forbrændingsskorsten på Amager. Plus en blodmåne, der dukkede op i september sidste år. Men ... damned smukt fotograferet af Politikens Thomas Borberg.

Hun kom, hun så – hun tabte, hun gik.Politikens fotograf Thomas Borberg har fulgt Pernille Rosenkrantz-Theil, siden hun ...
23/11/2025

Hun kom, hun så – hun tabte, hun gik.

Politikens fotograf Thomas Borberg har fulgt Pernille Rosenkrantz-Theil, siden hun for 14 måneder siden kastede ind i kampen om at bevare København på socialdemokratiske hænder til vælgerne i tirsdags knuste drømmen. Og hun – som det allersidste billede taget af Jens Dresling viser – måtte forlade rådhuset på valgnatten uden »så meget som en halv times forhandlinger« med de andre partier.

Billederne fylder 4 sider i PS i dag.
Og reportagen kan også ses i sin helhed – her:
https://politiken.dk/danmark/politik/kommunalvalg/art10627310/Den-14-m%C3%A5neder-lange-fiasko-kostede-hende-livet-i-dansk-politik

Alle ordene i historien om politikeren – der i går meddelte, at hun ikke vil være politiker længere – er skrevet af Politikens journalist Ida Nathan.

Når man sender Politikens fotograf Jens Dresling afsted til Borgen for at tage et billede af regeringens finanslovsaftal...
23/10/2025

Når man sender Politikens fotograf Jens Dresling afsted til Borgen for at tage et billede af regeringens finanslovsaftale med de konservative ...

Hun ser ind i kameraet som for at sige: »Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker min familie. Men de elsker Putin«.Det er nogle h...
10/10/2025

Hun ser ind i kameraet som for at sige: »Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker min familie. Men de elsker Putin«.

Det er nogle helt, helt, specielle billeder, den unge, russiske fotograf Aliona Kardash har vundet med i årets World Press Photo.

Vi tør næsten godt sige, at sådan har vi simpelthen ikke set ind i krigen før. Eller hørt om den ...

Fordi ... Aliona husker sin barndom i den sibiriske by Tomsk som pakket med kærlighed. Fyldt med mennesker og steder, som altid var der. Vaner og skikke, der aldrig syntes at ændre sig. Som man altid kunne finde tilbage til.

Hun husker frosten i næseborene om morgenen. Den fugtige varme fra saunaen. Svømmeturene i floden bag huset. Lyden af isen, der smelter om foråret. Forældrene, som har givet hende alt – og hendes mormor, som hun ELSKER.

Og så husker hun 24. februar 2022.

Hun husker at vågne uvant tidligt i sin lejlighed i Tyskland og finde telefonen i mørket. Og læse, at nu var der krig. At Rusland, hendes hjemland, havde invaderet et andet land.

Hun husker chokket. Og at hun græd. Og ikke fattede, at det kunne komme så vidt.

Så ringede hun til sine forældre.

De kunne ikke se problemet ...

Og sådan er det: Vi ved, at krige og konflikter splitter befolkninger. Tager liv og ødelægger. Men de kan også flytte ind i det allerinderste. I de enkelte familier. Og hærge og såre og tage ofre.

For Aliona Kardash, der siden 2019 har boet, læst og arbejdet i Hamburg, var det »som om nogen pludselig havde hældt sort maling ud over alt, jeg kunne huske, og alt, jeg holdt af«, siger hun.

Hun forsøgte at skrive et brev til sin familie, men i stedet for at løsne op, føltes det næsten som ordene bare strammede knuden endnu mere.

Til sidst besluttede hun sig for at rejse hjem til Rusland for at konfrontere sig selv med dobbeltheden: Dét at være både stærkt knyttet og totalt fremmedgjort.

Og dér begyndte det.

Som en slags dagbog over splittede følelser gik hun i gang med at fotografere.

Hun har taget billeder af sin familie, forældrenes datja, naturen, hverdagen, årstiderne, traditionerne.

Af sin 95-årige mormor, der har polstret hende med omsorg. Men som under præsidentvalget i marts forrige år så sig selv i spejlet og sagde: »Gudskelov, at jeg gamle idiot får lov til at stemme på Putin én gang mere«.

Se fotofortællingen. Den er et følelsesladet farvel. Men også et forsøg på at række ud.

For Aliona tror ikke, at hun er alene.

Hun tror, at der overalt er familier, der kæmper for ikke at knække. Hvor uenighed om krig, klima, vacciner, politik og præsidenter er kommet imellem.

Hvor man elsker – men ikke kan holde hinandens opfattelse af verden ud.

Link i kommentarfeltet.

Maggie på 70 år troede sådan set bare, at hun havde en ond forkølelse. Men på hospitalet fandt lægerne en fremskreden ca...
04/10/2025

Maggie på 70 år troede sådan set bare, at hun havde en ond forkølelse. Men på hospitalet fandt lægerne en fremskreden cancer i hendes lunger og gav hende beskeden, at hun kun havde få måneder tilbage af livet.

Alting rystede og vaklede, men ikke dette:
Hun ville selv bestemme, hvordan hun skulle herfra. Og hvor.

Den britiske fotograf Oliver Farshi har vundet en af af årets prestigefulde World Press Photo-priser for sin nænsomme, stilfærdige skildring af et ikke helt almindeligt hus lidt uden for Seattle.

Villaen ligger i et boligkvarter. Her er bløde bakker, haver og veje, som snor sig blidt rundt om hjem for børn og voksne, gamle og unge.

I alle husene er det meningen, at folk skal bo og leve.

Undtagen et. Her kommer folk for at dø.

Her kan man flytte ind en morgen sammen med sine nærmeste Og stille og roligt efter et par timer tage livet af sig selv.

I lighed med ti andre amerikanske stater har Washington en ‘Death with Dignity Act’ – en lovsikret ret for borgerne til at kunne vælge at dø for egen hånd. Fire betingelser skal være opfyldt: Man skal være uhelbredeligt syg, have under seks måneder tilbage at leve i, man skal være i stand til selv at tage beslutningen – og medicinen.

Huset i villakvarteret drives af frivillige. Her er rum, der rummer. Hænder, der hjælper. Stemmer, der guider den døende og familien. Friske blomster, knitrende, nyvasket sengetøj – og en brun papirspose med en dødbringende blanding, som leveres til døren af et apotek.

»Vi ser folk dø på de mest larmende måder på film og tv, men når vi står og skal håndtere en stille afslutning med vores nærmeste, er vi totalt uforberedte. Så lukker de fleste af os vores øjne og vores døre – og lader hospitaler og klinisk personale overtage«, siger fotografen Oliver Farshi.

70-årige Maggie kom til huset blandt de bløde bakker en morgen. Her drak hun et par timer efter med sugerør en bitter væske. Og her døde hun. Hvis familien vil, er den med til at vaske den dødes krop og røre ved den og mindes alt det, den kunne.

Bagefter blev hun svøbt i tæpper. Og båret ud.

»Vi ses senere«, var det sidste, hun sagde.

Link i kommentarfeltet - det er vigtigt.

Men endnu vigtigere:
Hvis du – eller nogen, du kender – har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien via www.livslinien.dk eller på telefon 70 201 201.

Du har set billedet før. Selvfølgelig har du det.Det EKSploderede på nyhedssiderne. Det millionmultiplicerede sig på soc...
02/10/2025

Du har set billedet før.
Selvfølgelig har du det.

Det EKSploderede på nyhedssiderne. Det millionmultiplicerede sig på sociale medier. Det er blevet kaldt ‘det bedste surffoto – måske sportsfoto – ever’. Billedet fra OL 2024 har vundet et utal af priser, og kan lige nu ses på dette års World Press Photo-udstilling i København.

Det er sågar blevet tatoveret på folks kroppe.

Og ... så siger fotografen, at han ikke er heeeeelt tilfreds med det??!!?!

Virkelig?

Ja.
Historien er denne ...

Se link i kommentarfeltet

Nogle gange er det første, et barn får, ikke en god tryg start i livet, men ... abstinenser. Og en mor, som ikke vil vær...
30/09/2025

Nogle gange er det første, et barn får, ikke en god tryg start i livet, men ... abstinenser.

Og en mor, som ikke vil være ... mor.

Jessica på 38 er vant til en krop – og et liv – der gør ondt. Da hun en dag bliver kørt til skadestuen med rygsmerter, fortæller lægen hende, at hun er gravid. Og ikke alene dét: Hun er 35 uger henne – og i fødsel.

Og her begynder fotofortællingen: For hvem kan redde hvem? Kan lille Sweetie med det mørke hår og de tykke øjenbryn få Jessica til at opgive livet på gaden? Kan Laurie, Sweeties mormor, pludselig få lov til at give nogen en god barndom?

Ordene er særlige, fotografen er særlig, og billederne er af den slags, hvor man tænker: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan kan fotografen være lige dér, mens det sker?

Det er en historie om misbrug. Det er det. Men ikke kun. Den handler om tro, håb – og ting, man fortryder. Om kærlighed – og hvad den kan holde til. Den handler om ... livet. Sat på spidsen. Om at være mor. Og mormor. Og afhængig. Af hinanden – og noget, der nogle gange er stærkere.

Den foregår i San Francisco. Men den kunne lige så godt handle om en familie i Danmark. For dilemmaerne – og kærligheden – er den samme.

Link findes i kommentarfeltet.

Amerikanske Gabrielle Lurie, som står bag kameraet, har været indstillet til Pulitzer-prisen og er desuden blevet 'Local Photographer of The Year’ tre gange i træk i den store, prestigefulde fotokonkurrence Picture of The Year – det er aldrig sket før.

Og hvis du synes, at der er noget, der lyder bekendt, så har du måske allerede læst første del af fortællingen om Jessica og Laurie.

I 2023 fortalte vi nemlig om Laurie, der sagde sit job op og rejste 1.300 km for at forsøge at hive sin datter, Jessica, væk fra det hårde liv i San Franciscos gader.

Den historie 'Hvor mange gange kan man miste sin datter?' var der over 100.000, der læste – og link til den findes også i kommentarfeltet.

For bare nogle dage siden var der tomt, tomt, tomt nede på de upolerede vægge i kælderen under Politikens Hus.Nu er der ...
26/09/2025

For bare nogle dage siden var der tomt, tomt, tomt nede
på de upolerede vægge i kælderen under Politikens Hus.

Nu er der kommet gæster. ❤
Fra hele verden
Også kaldet verdens bedste pressefotos.

Vi har ryddet op og hængt op – nænsomt, varsomt – og gjort klar.

Og nu er det bare jeres blik, der mangler.

Så ... kom og se!

Årets World Press Photo-udstilling åbner lørdag i Pressen.

Link til åbningstider og billetter, tal og datoer og facts og alting i kommentarfeltet.

Og selvfølgelig: Politikens fotoredaktion har også i år sit eget lille hjørne af udstillingen – denne gang med Martin Lehmanns stærke billeder fra Ukraine.

Vi ses!

Foto: Martin Lehmann/Politiken

Godmorgen.Her er den! Politikens årlige FOTO-sektion.24 sider med billeder, billeder, billeder. I en tid, hvor dokumenta...
20/09/2025

Godmorgen.
Her er den!
Politikens årlige FOTO-sektion.

24 sider med billeder, billeder, billeder.

I en tid, hvor dokumentarfotografi synes vigtigere end nogensinde.

Stærke historier om tro, håb og skudattentater.

Vilde dyr og vilde mennesker.

En mormor, som elsker. En mor, som ikke vil være mor. Og en lille nyfødt pige, som ikke vil åbne sine øjne.

FOTO er med avisen i dag. Men som sædvanlig har vi også valgt et par billedserier ud og skabt nogle digitale fotofortællinger - link i kommentarfeltet.

Vi håber, I vil holde øje med os.

Adresse

Solrød

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Politiken Foto sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del

Type