Politiken Foto, Solrød (2025)

17/04/2025

»Alting stoppede, da vi så det«

HER ER DET!
VERDENS BEDSTE PRESSEFOTO

Det er sjældent: At et billede er så stærkt, at det vinder verdens mest prestigefulde pressefoto-pris, fordi det m-a-n-g-l-e-r noget.

Men nu er det heller ikke selve fotografiet, der gør det.
Det er en lille dreng. Ni-årige Mahmoud Ajjour. Som mangler begge sine arme.

Alene dét at skrive sætningen gør ondt.

Og så er der billedet …

Skærtorsdag er det blevet udråbt til ’World Press Photo of the Year’, verdens bedste pressefoto – det seneste i rækken af ikoniske vinderbilleder, som er blevet kåret siden 1955.

Fordi … som juryen skriver: »Alting stoppede, da vi så det«.

Det er et billede af et helt liv ændret på sekunder. Lemmer mistet.

Men ikke kun det ...

Det er svært ikke også at se et tab af barndom i dét blik.
Af sorgløshed.
Af håb og tillid. Troen på det gode i det meste.

Det skete en martsdag sidste år. Mahmoud Ajjour flygtede gennem Gaza by under et israelsk angreb. Han løb sammen med sin familie. Nogle sakkede bagud. Da Mahmoud sagtnede farten og vendte sig om for at skynde på dem, eksploderede en granat i hans nærhed og sønderrev begge hans arme.

Portrættet er taget af en ung, selvlært, palæstinensisk fotograf, Samar Abu Elouf, og er ifølge World Press Photo-juryen »en påmindelse om, at nogle konsekvenser af krig varer evigt«.

Selv fortæller Mahmoud i The New York Times, som bragte det prisvindende fotografi i en reportage i november, at hans højeste ønske er at få nogle arm- og håndproteser. Og så drømmer han om at blive pilot.

Få hele historien, læs Politikens fotochefs ord om vinderfotografiet – og se flere billeder fra verdens mest prestigefulde fotokonkurrence her: https://politiken.dk/fotografier/art10377808/Her-er-verdens-bedste-pressefoto-%C2%BBAlting-stoppede-da-vi-s%C3%A5-det%C2%AB

Foto: Samar Abu Elouf for The New York Times

10/03/2025

Vi vidste det ikke. Vi havde INGEN ide om det.
Ingen anelse. Ingen billeder. Ikke engang oppe i hovedet:

At vores liv – at ALLES liv – kunne forandre sig så hurtigt. Og så meget.

Indtil 11. marts 2020.

Tirsdag er det 5 år siden, Danmark lukkede ned første gang.

Vi har samlet Politikens fotografers billeder – de allerbedste – i en helt særlig fotofortælling om et år, ingen af os nogensinde vil glemme ...

Vi bragte billedhistorien første gang i 2021.

Men vi tror godt, at man kan tåle at se den igen.

Link findes i kommentarfeltet

07/03/2025

HER ER DET! SÅDAN SER DET UD!
ÅRETS PRESSEFOTO!

Det er taget i sekunderne, da en epoke sluttede. Da en mor og en søn byttede plads.

Det er vinder af Danmarks største konkurrence for pressefotografer.

Og så er det fotograferet af Politikens Mads Nissen.

Juryen valgte det blandt 2.723 fotografier indsendt til konkurrencen – fordi:

»Det er historisk – og unikt. Fanget af en fotograf, som har formået at være et hundrede procent til stede og træffe det rigtige valg under pressede omstændigheder«.

»Fotografiet indeholder en fin dobbelthed, hvor vi både
oplever et privat øjeblik i en familie og samtidigt et moment af stor rituel betydning og historisk signifikans«.

»Den nye kronprins kigger efter den afgående dronning. Billedet har en særlig vemodighed, og det vækker spørgsmålet i os om, hvad den unge mand ser: En abdicerende regent eller sin farmor? Alle tre generationer er med, men den største skikkelse er den uskarpe i baggrunden: Den gamle matriark som forlader posten – det er bestyrelsesformanden i koncernen Danmark, der går af«.

Eller som statsminister Mette Frederiksen – der i øvrigt er det blå ærme til højre i vinderbilledet – udtrykker det: »Fortid og fremtid krydsede hinanden«.

I 1975 kåredes det første Årets Pressefoto. Da var Mads ikke født. Det blev han i 1979.

I år har konkurrencen 50 år års jubilæum. Og fejrer det med dette foto. Som han tog.

Hjertelig, hjertelig tillykke, Mads!

Foto: Mads Nissen/Politiken

07/03/2025

»Et menneske dør to gange: Første gang, når dets hjerte holder op med at slå. Anden gang, når vi ikke længere taler om det«.

Her på FOTO er det efterhånden blevet tradition, at vi på dagen – og det er netop i dag – hvor et nyt Årets Pressefoto skal kåres, viser billedet af Rose, der blev født med et halvt hjerte. Og at vi gentager ordene, som fotograf Martin Lehmann sagde, da han i 2014 vandt konkurrencen med sit foto af den 5-årige pige, der lå død hjemme hos familien:

»Se. Hun er så smuk, som hun ligger der. Med lukkede øjne og rottehaler …«.

I år bringer vi også Birgittes ord.

Birgitte Vestergaard er Roses mor – og sidste år gik hun ind i kommentarfeltet på FOTO og fortalte, at hun havde spurgt Roses søster Lara, hvordan hun egentlig havde det med, at fotografiet toner frem hvert år ved denne tid: »Fint nok«. Sagde Lara. »Det er fint nok. Det er jo et godt billede«.

»Nu er de ikke længere børn, dem som står omkring hende«. Sådan skrev Birgitte også. »De er smukke unge mennesker. 10 år højere. For sådan er det med de levende. De fortsætter. Mens de døde har den alder, de havde«.

Da vi kontakter hende og spørger, om vi må bringe hendes ord fra sidste år, svarer hun: »Meget gerne!«. Og sender nogle nye.

Dels dem, der står oppe i indledningen af denne post. Og så de her:

»Om lidt blomstrer kirsebærtræerne på Bispebjerg. I Roses have står der også et. Det blomstrer oftest når alleen er blomstret af. I år ville hun være fyldt 16, og jeg spørger mig selv: hvordan ville hun have været...? Men ingen ved det. Ingen får nogensinde at vide, hvad der ville være blevet af deres døde. De blev stående. Livet gik videre med os. Hvert år ser jeg frem til, at billedet af Rose dukker op igen. Det betyder noget. Så vi husker hende«.

Martin har selv fortalt om sit billede:

»Rose ligger i sin seng. På et tidspunkt ser jeg hendes storesøster Lara række ind over sin lillesøster, og på den mest naturlige måde løfter hun hendes øjenlåg, for hun skal da lige se, hvordan der ser ud derinde. Vi lægger så mange bånd på os selv som mennesker, især når vi bliver voksne. Her siger Lara: »Jeg vil gerne lige se og forstå og røre. Det er jo sådan set min lillesøster«. De har rørt hinanden hele tiden, så hvorfor skal hun ikke røre hende, når hun er død. Det kan jeg meget godt li'. Den der umiddelbarhed. Mennesker dør, og det skal vi turde kigge på«.

Som sagt: I dag kårer en jury endnu en gang det bedste foto, en dansk fotograf har taget det forgangne år.

Et nyt Årets Pressefoto.

Vi vender tilbage med det ...

Indtil da har vi – lige som de tidligere år – samlet alle vinderne af Årets Pressefoto fra 1974 til i dag.

Der er fotografier af jordskælv, bz’ere og danske politikere med mundvigene nedad. Der er smukke billeder og smertefulde billeder.

Og ... billedet af Rose. Der ligger der og ser så smuk ud.

Linket til det hele ligger i kommentarfeltet.

Ja.

Og så ... også som vi plejer: Al mulig held og lykke derude - til alle nominerede fotografer!
❤

Foto: Martin Lehmann/Politiken

04/02/2025

Okay. Hvilket ét bliver det?

Her er de! De seks billeder, som juryen i Årets Pressefoto har valgt som de bedste i år.

Det er fotografier af en mand med granatchok. Og en kvinde, der virkelig trænger til hjælp – men ikke får den .

En konge i et afgørende sekund. En pige i et badekar.
Et absurd, brunt akvarium og … et bæst.

Kun ét af billederne vil blive kåret som det a-l-l-e-r-b-e-d-s-t-e – og kommer til at løbe med prisen Årets Pressefoto. Det afgøres 7. marts.

Men det skal ikke forhindre os i allerede nu at sende det hjerteligste, hjerteligste, hjerteligste tillykke til fotograferne:

Anders Rye Skjoldjensen, Information
Jacob Ehrbahn, Politiken.
Martin Thomas Ford, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX
Mads Nissen, Politiken.
Signe Lægsgaard, DMJX/Politiken
❤

Og så igen stille spørgsmålet:

Hvilket et billede bliver det mon?
Hvad tror ... du?

14/01/2025

Blå tirsdag.

Morgenlys ved Orientkaj i Nordhavn, København.

Foto: Jens Dresling/Politiken

31/12/2024

»Jeg spurgte hende flere gange, om det var okay, at jeg fotograferede hende sådan«.

Det er årets sidste dag. Og årets sidste 'det billede, jeg har svært ved at glemme' her på FOTO's facebook. Den seneste uge har hver enkelt af Politikens fine fotografer vist og fortalt om et fotografi – eller en situation, et menneske, et øjeblik – som har gjort et særligt indtryk på dem i 2024.

I august mødte Cecilie Rolvung en kvinde, som med sin alder, sin kraft og sin skrøbelighed – og sine tanker om livet – satte et spor og gjorde det til en særlig dag.

Selvom den godt nok begyndte lidt besværligt ...

»Hun var træt«, fortæller Cecilie. »Det var tydeligt allerede, da vi trådte ind i den 81-årige kunstner Ursula Reuter Christiansens køkken i huset på Møn. Hun orkede ikke flere besøg af pressen – og især ikke af fotografer, der ville fotografere hende i hendes hjem. Desuden havde hun lige fået en ny hofte og havde mange smerter og måtte støtte sig til stokke«.

»Det var hendes eget forslag, at vi kørte ned til vandet. For som hun sagde: Hun var ligesom sin udstilling på Arken – ’Ild og vand’. Hun kom ud i bilen i en rød badekåbe, og det var først, da hun smed den nede i vandkanten, at jeg forstod, at hun var nøgen indenunder. Jeg tror, jeg havde forestillet mig, at hun havde badetøj på, nu da det var billeder til avisen. Så jeg spurgte hende flere gange, om det var okay, at jeg fotograferede hende sådan. Det var det. Og det var ikke noget med ’ej, kun fra den ene side’eller ’ikke på den her måde’. Hun var fuldstændig fri, fuldstændig sig selv. Sådan oplevede jeg det. Og det var særligt – altså at mærke den ro, hun havde omkring sin krop og at vise den frem. Så modigt. Og kraftfuldt. Efter at have oplevet hende så skrøbelig oppe i huset«.

»Jeg har også tænkt over, at det må være et mærkeligt sted, hun er. Altså i sit liv. At hun lige nu har den succes, som hun har hungret sådan efter. Og samtidig ... er det så for sent? Et tema, som hendes værker på Arken også kredser omkring«.

»Hun sagde flere gange, at »hendes slæde var pakket«. For et ungt menneske som mig er det syret at tænke på: at man på et tidspunkt kan føle, at man har opnået så meget, at man kan binde en sløjfe om det hele. Og at det både kan være en glæde og en konflikt indeni én. Det gjorde et stort indtryk på mig. HUN gjorde et stort indtryk på mig«.

Hvis du endnu ikke har set alle de 10 billeder, som Politikens fotografer har svært ved at glemme fra 2024, så findes de her: https://politiken.dk/10191587

Ja ...

Og med Ursula Reuter Christiansens hånd op i den lyseblå himmel vil vi gerne ønske jer alle et rigtig fint nytår. Vi ses i 2025.

30/12/2024

»Det var som at træde ind i et forstørret drengeværelse. Men det var et dødsensalvorligt krigsrum«

Inden vi allesammen ser fremad og fejrer nytår, har Politikens fotografer kastet blikket en anelse tilbage og valgt ét billede – ét øjeblik, én situation – som gjorde et særligt stort indtryk på dem i 2024.

Martin Lehmanns billede ligner noget fra en anden verden.

Og ... det er det på en måde også.

Eller?

Ukrainske Oleksiy Babenko er 25 år. Ude ved fronten flyver han med dræberdroner. Men når han er i Kyiv, bygger og tester han dem i tusindvis, fortæller Martin.

»I foråret mødte vi ham på en café i byen – og efter nogen tid stolede han tilsyneladende på os, så han førte os ind i en baggård og videre til en elevator, der kørte os op til 18. sal, hvor der befandt sig en kæmpemæssig dronefabrik på flere hundrede kvadratmeter«.

»Hvorfor fanden placerer man en dronefabrik oppe på 18. sal, tænkte jeg. Stedet er da et oplagt mål for russiske missiler. Men ukrainerne flytter dem hele tiden, og grunden til, at vi fik lov at komme og tage billeder af denne fabrik, var, at den kort tid efter ville skifte adresse«.

»Det var som at træde ind i et forstørret drengeværelse med nogle meget nørdede gutter, der havde gang i en hyggelig hobby. Men det var et dødsensalvorligt krigsrum. Hvor computer og menneske smelter sammen og bliver den oplagte dræbermaskine«.

»Jeg har dækket krigen i Ukraine mange steder i landet og ved, at læserne hurtigt føler, at de har set konfliktbilleder nok. Men når jeg kigger på Oleksiy Babenko, ser jeg ind i krigen på en ny måde – en soldat anno 2024«.

Få et glimt af alle billeder, som Politikens fotografer ikke kan glemme fra året, der næsten er gået – og læs deres personlige historier – her: https://politiken.dk/10191587

Foto: Martin Lehmann/Politiken

29/12/2024

»Længe efter vi forlod toget, gyngede jorden stadig under mig. Selvom jeg gik i bad, blev jeg ved med at finde metalstøv alle mulige steder i min krops krinkelkroge«.

Alle Politikens fotografer har ét billede, én situation, ét glimt fra 2024, som gjorde et større indtryk på dem end alle andre. Noget – eller nogen – de ikke så let glemmer.

Mads Nissen siger, at han stadig kan høre lyden – den dunkende, mekaniske lyd fra Bæstet, som godstoget kaldes. »Som et hjerteslag. Fremad, fremad, fremad – men mod hvad?«, som han siger.

»Vi er løbet langs skinnerne og er sprunget ombord. Toget transporterer jernmalm fra Mexicos syd mod fabrikkerne i nord, men har også blinde passagerer, migranter fra det fattige og voldsplagede Latinamerika, som forsøger at komme nærmere grænsen og den amerikanske drøm«.

»Allerede den første aften bremser toget i et kulsort ingenmandsland. Bevæbnede soldater stiger ombord. Vi er blevet opdaget, og migranterne risikerer nu deportation og afpresning. Alle råber, børnene skriger, og en af soldaterne forsøger at vriste mit kamera fra mig, mens han truer med sit gevær«.

»Jeg forsøger at få øjenkontakt og gentager med rolig stemme, at jeg er international presse, og at jeg nok skal gå med. Vi venter og venter. Soldaterne kræver min kollegas video slettet. Vi er temmelig alene her, der er ingen vej udenom. Til gengæld slipper de os omsider fri, og vi finder en taxa til et hotel. Næste morgen skriver vi med nogle af migranterne. Det er lykkedes dem at komme op på godsvognene igen. Vi hopper i en bil, sætter efter toget, finder det sgu, og i løb kaster vi os endnu en gang op på Bæstets ryg«.

»Den eftermiddag tog jeg dette billede. Børnefamilier rystet gennem alle følelserne, mens de glider nordpå i håbet om at finde tryghed«.

»Længe efter vi forlod toget, gyngede jorden stadig under mig. Selvom jeg gik i bad, blev jeg ved med at finde metalstøv alle mulige steder i min krops krinkelkroge. Menneskene og deres historier kryber ind under huden på én, når man har sovet sammen, spist sammen, rokket afsted gennem landskabet og lyttet til den der lyd. Og jeg er stadig i kontakt med flere af familierne over WhatsApp«.

Se alle de andre billeder fra 2024, som Politikens fotografer ikke kan glemme – og læs deres personlige historier – her: https://politiken.dk/10191587

Foto: Mads Nissen/Politiken

29/12/2024

»Det var mødet med børnene, der ramte hårdest, synes jeg«.

»Tænk at være en lille pige og være bange for, at dit hjem skal blive revet væk ... igen«.

Politikens fotografer har hver især valgt ét billede – ét øjeblik, én situation – fra 2024, som gjorde et særligt stort indtryk på dem.

Signe Lægsgaard tog sit fotografi foran et vindue i byen Paiporta uden for Valencia en måned efter de voldsomme oversvømmelser i oktober. 222 mennesker mistede livet, og ødelæggelserne var enorme.

»Her i denne lejlighed i stueetagen var der næsten tomt: kun en kommode, et akvarium og kopperne i de øverste køkkenskabe, var blevet skånet«, fortæller Signe. »Der lugtede af fugt og klor. Hele vejen rundt på væggene kunne man se, hvortil vandet var nået op den aften – over en meter fra gulvet – som en uhyggelig påmindelse om, hvad der var sket. Og hvad der kunne være sket«.

»María på syv år var sammen med sin lillebror i sikkerhed hos en onkel, der boede højere end stueetagen, da vandet ramte Paiporta. Men hendes far og mor måtte kæmpe for deres liv i den kraftige oversvømmelse. De prøvede at forhindre vandet i at trænge ind i køkkenet ved at holde på døren, men blev bange for at blive dræbt, hvis de fik døren over sig. Så de endte med at kravle ud ad vinduet«.

»Det er dét vindue, María står og fejer foran. For hende var det mest en leg – i hvert fald lige dér: Hun gjorde det samme, som hun kunne se lokale, frivillige, militær, brandvæsen og politiet gøre udenfor. Men hendes far fortalte os, at familien formentlig må flytte, fordi María ikke længere tør bo der«.

»Det rykker selvfølgelig tættere på at se konsekvenserne af en oversvømmelse med egne øjne. Jeg tænkte på, at det lige så godt kunne have været i Danmark. Men jeg ved ikke, om man nogensinde helt forstår det, når det ikke sker for en selv. Mens jeg var der, snakkede jeg med Peter (Politikens fotochef, Peter Hove Olesen, red.) om det, og jeg kan huske, at jeg sagde: »Jeg er bange for, at man ikke kan se på billederne, hvor vildt det er«.

»Det var mødet med børnene, der ramte hårdest, synes jeg. Og var sværest at glemme. Den måde, de gik rundt i noget, der både var helt det samme – og samtidig helt forandret. Tænk at være en lille pige og være bange for, at dit hjem skal blive revet væk ... igen«.

Se alle de andre billeder fra 2024, som Politikens fotografer ikke kan glemme – og læs deres personlige historier – her:
FIND LINKET I KOMMENTARFELTET

Foto: Signe Lægsgaard/Politiken

28/12/2024

»Altså, jeg kommer aldrig til at forstå det ...«.

Politikens fotografer er kommet hjem med tusindvis af billeder i løbet af 2024. Men hver af dem har ét foto, én situation, ét glimt, som gjorde et større indtryk på dem end alle andre.

Finn Frandsen har stadig svært ved at fatte, hvad der e-g-e-n-t-l-i-g foregik den oktober-eftermiddag, han tog dette foto. På en græsplæne.

Det er, som han siger »et billede af Brøndby, der møder FCK i Superligaen. Men ... det er jo ikke et billede af fodbold. Det er et billede af krig. Og af et had, der er helt, helt absurd«.

»Omkring en time før kampen gik i gang, havde Brøndby-fans angrebet tilhængerne fra FCK med romerlys«, fortæller Finn. »En gruppe FCK-fans svarede igen. Familier med børn måtte søg ly for kasteskyts«.

»Ind på banen kom så denne store politistyrke for at forsøge at skabe ro«.

»Altså, jeg kommer aldrig til at forstå det, vel? At det skulle være nødvendigt for at afvikle en fodboldkamp. Og at noget, som kun burde være positivt og sjovt og festligt, skal bruges til at afreagere så voldeligt, som de her mennesker gør. Stemningen var decideret ond. Og flere fans bar maske for ikke at blive genkendt«.

»Fotografer er ikke populære her. Det kan man godt mærke, når man løfter kameraet. Jeg har billeder, hvor forskellige fans står og peger på mig og råber. Måske var der også et par knytnæver oppe, men det husker jeg ikke så præcist. Jeg opfatter det mere som en attitude end en konkret trussel, men man skal helt sikkert passe på sig selv. Så man ikke bliver ramt af noget. Da det under EM blev en trend at kaste øl op i luften, når Danmark scorede, kunne vi fotografer tydeligt mærke, at der var nogen, der brugte det som undskyldning til at kaste målrettet efter fotografer, som var på arbejde og sad nede bag målene. Vi var nødt til at dække vores udstyr til, ganske enkelt – så det ikke blev ødelagt«.

»Jeg ved ikke, hvad det er for nogle kræfter. Eller hvad det bunder i. Men jeg har engang vendt mig om til en kamp nede i Holland, da der blev sendt både fyrværkeri ned mod os – og spytklatter. Og dér så jeg ind i de vildeste øjne. Og nogle blikke, som var helt væk. Det har jeg aldrig glemt«.

Se de 10 billeder fra 2024, som Politikens fotografer ikke kan glemme og læs deres personlige historier - LINK FINDES I KOMMENTARFELTET

Foto: Finn Frandsen/Politiken

28/12/2024

»Jeg sov nærmest ikke den uge, vi var der. Men det var jo bare syv dage. I Kharkiv har de ikke sovet ordentligt i tre år«.

Politikens fotografer har igen i år samlet de billeder, som har gjort størst indtryk på dem. For Thomas Borberg var det et foto, han tog i Ukraine, som satte tanker i gang om, hvad en hverdag – eller 'hverdagen' – betyder for os:

»Ruslands angreb på Ukraine har – da billedet bliver taget – varet næsten 1.000 dage«, fortæller Thomas. »Mange gange i døgnet – også om natten – hyler luftalarmen i Kharkiv højt og insisterende. Vi reagerer instinktivt, men de lokale tager ikke synlig notits af opfordringen til at søge dækning. De orker ikke mere. De ønsker bare en dagligdag, hvor de kan gå i skole, sidde på cafe, køre i sporvogn til arbejde eller lege mellem husene sammen med andre børn«.

»Hver dag slår missiler og bomber ned. Bragene er tydelige. Og det er de materielle og fysiske skader også. Enorme kratere skabt af bomber, der måles i ton. Ødelagte bygninger, der har fået blæst hele facaden af eller er blevet pulveriseret, så man ikke længere kan se, hvad der var tag, og hvad der var mure«.

»Midt i det kaos rydder folk op. Fejer glasskår væk. Eller skovler støvet beton og knust inventar ned gennem de huller i etageadskillelserne, som eksplosionerne har skabt. Som her i den Unesco-udnævnte bygning midt i Kharkiv, der nogle få dage tidligere blev ramt. Livet går videre på en besynderlig måde«.

»Men det, der ikke kan fejes væk, er udmattelsen. Trætheden i folks øjne efter i så lang tid at være blevet angrebet på den hverdag, som vi andre tager for givet: Ens nattesøvn. Vandet i hanerne. Elektriciteten. Varmen. Infrastrukturen. Jeg sov nærmest ikke den uge, vi var der. Men det var jo bare syv dage. I Kharkiv har de ikke sovet ordentligt i tre år. Og man ved jo godt, hvad der sker, når man er udmattet: Så begynder man at tage dårlige beslutninger. Man mister overblikket. Man kommer op at skændes«.

»Dagligliv og kaos lever side om side. Sporvognen kører. Kaffemaskinen brummer en ny kop kaffe klar på cafeen med blomster i potter foran indgangen. Og nu larmer den øredøvende alarm igen ...«.

Se alle de 10 billeder fra 2024, som Politikens fotografer ikke rigtig kan få ud af hovedet - her: https://politiken.dk/10191587

Politiken Foto

17/04/2025

10/03/2025

07/03/2025

07/03/2025

04/02/2025

14/01/2025

31/12/2024

30/12/2024

29/12/2024

29/12/2024

28/12/2024

28/12/2024

Adresse

Internet side

Underretninger

Genveje

Del

Type