Politiken Foto

Politiken Foto Følg Politikens fotografer og deres arbejde. Se de bedste fotoserier, og hold dig opdateret om billed

Nogle gange er det første, et barn får, ikke en god tryg start i livet, men ... abstinenser. Og en mor, som ikke vil vær...
30/09/2025

Nogle gange er det første, et barn får, ikke en god tryg start i livet, men ... abstinenser.

Og en mor, som ikke vil være ... mor.

Jessica på 38 er vant til en krop – og et liv – der gør ondt. Da hun en dag bliver kørt til skadestuen med rygsmerter, fortæller lægen hende, at hun er gravid. Og ikke alene dét: Hun er 35 uger henne – og i fødsel.

Og her begynder fotofortællingen: For hvem kan redde hvem? Kan lille Sweetie med det mørke hår og de tykke øjenbryn få Jessica til at opgive livet på gaden? Kan Laurie, Sweeties mormor, pludselig få lov til at give nogen en god barndom?

Ordene er særlige, fotografen er særlig, og billederne er af den slags, hvor man tænker: Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan kan fotografen være lige dér, mens det sker?

Det er en historie om misbrug. Det er det. Men ikke kun. Den handler om tro, håb – og ting, man fortryder. Om kærlighed – og hvad den kan holde til. Den handler om ... livet. Sat på spidsen. Om at være mor. Og mormor. Og afhængig. Af hinanden – og noget, der nogle gange er stærkere.

Den foregår i San Francisco. Men den kunne lige så godt handle om en familie i Danmark. For dilemmaerne – og kærligheden – er den samme.

Link findes i kommentarfeltet.

Amerikanske Gabrielle Lurie, som står bag kameraet, har været indstillet til Pulitzer-prisen og er desuden blevet 'Local Photographer of The Year’ tre gange i træk i den store, prestigefulde fotokonkurrence Picture of The Year – det er aldrig sket før.

Og hvis du synes, at der er noget, der lyder bekendt, så har du måske allerede læst første del af fortællingen om Jessica og Laurie.

I 2023 fortalte vi nemlig om Laurie, der sagde sit job op og rejste 1.300 km for at forsøge at hive sin datter, Jessica, væk fra det hårde liv i San Franciscos gader.

Den historie 'Hvor mange gange kan man miste sin datter?' var der over 100.000, der læste – og link til den findes også i kommentarfeltet.

For bare nogle dage siden var der tomt, tomt, tomt nede på de upolerede vægge i kælderen under Politikens Hus.Nu er der ...
26/09/2025

For bare nogle dage siden var der tomt, tomt, tomt nede
på de upolerede vægge i kælderen under Politikens Hus.

Nu er der kommet gæster. ❤
Fra hele verden
Også kaldet verdens bedste pressefotos.

Vi har ryddet op og hængt op – nænsomt, varsomt – og gjort klar.

Og nu er det bare jeres blik, der mangler.

Så ... kom og se!

Årets World Press Photo-udstilling åbner lørdag i Pressen.

Link til åbningstider og billetter, tal og datoer og facts og alting i kommentarfeltet.

Og selvfølgelig: Politikens fotoredaktion har også i år sit eget lille hjørne af udstillingen – denne gang med Martin Lehmanns stærke billeder fra Ukraine.

Vi ses!

Foto: Martin Lehmann/Politiken

Godmorgen.Her er den! Politikens årlige FOTO-sektion.24 sider med billeder, billeder, billeder. I en tid, hvor dokumenta...
20/09/2025

Godmorgen.
Her er den!
Politikens årlige FOTO-sektion.

24 sider med billeder, billeder, billeder.

I en tid, hvor dokumentarfotografi synes vigtigere end nogensinde.

Stærke historier om tro, håb og skudattentater.

Vilde dyr og vilde mennesker.

En mormor, som elsker. En mor, som ikke vil være mor. Og en lille nyfødt pige, som ikke vil åbne sine øjne.

FOTO er med avisen i dag. Men som sædvanlig har vi også valgt et par billedserier ud og skabt nogle digitale fotofortællinger - link i kommentarfeltet.

Vi håber, I vil holde øje med os.

»Alting stoppede, da vi så det«HER ER DET! VERDENS BEDSTE PRESSEFOTODet er sjældent:  At et billede er så stærkt, at det...
17/04/2025

»Alting stoppede, da vi så det«

HER ER DET!
VERDENS BEDSTE PRESSEFOTO

Det er sjældent: At et billede er så stærkt, at det vinder verdens mest prestigefulde pressefoto-pris, fordi det m-a-n-g-l-e-r noget.

Men nu er det heller ikke selve fotografiet, der gør det.
Det er en lille dreng. Ni-årige Mahmoud Ajjour. Som mangler begge sine arme.

Alene dét at skrive sætningen gør ondt.

Og så er der billedet …

Skærtorsdag er det blevet udråbt til ’World Press Photo of the Year’, verdens bedste pressefoto – det seneste i rækken af ikoniske vinderbilleder, som er blevet kåret siden 1955.

Fordi … som juryen skriver: »Alting stoppede, da vi så det«.

Det er et billede af et helt liv ændret på sekunder. Lemmer mistet.

Men ikke kun det ...

Det er svært ikke også at se et tab af barndom i dét blik.
Af sorgløshed.
Af håb og tillid. Troen på det gode i det meste.

Det skete en martsdag sidste år. Mahmoud Ajjour flygtede gennem Gaza by under et israelsk angreb. Han løb sammen med sin familie. Nogle sakkede bagud. Da Mahmoud sagtnede farten og vendte sig om for at skynde på dem, eksploderede en granat i hans nærhed og sønderrev begge hans arme.

Portrættet er taget af en ung, selvlært, palæstinensisk fotograf, Samar Abu Elouf, og er ifølge World Press Photo-juryen »en påmindelse om, at nogle konsekvenser af krig varer evigt«.

Selv fortæller Mahmoud i The New York Times, som bragte det prisvindende fotografi i en reportage i november, at hans højeste ønske er at få nogle arm- og håndproteser. Og så drømmer han om at blive pilot.

Få hele historien, læs Politikens fotochefs ord om vinderfotografiet – og se flere billeder fra verdens mest prestigefulde fotokonkurrence her: https://politiken.dk/fotografier/art10377808/Her-er-verdens-bedste-pressefoto-%C2%BBAlting-stoppede-da-vi-s%C3%A5-det%C2%AB

Foto: Samar Abu Elouf for The New York Times

Vi vidste det ikke. Vi havde INGEN ide om det.Ingen anelse. Ingen billeder. Ikke engang oppe i hovedet:At vores liv – at...
10/03/2025

Vi vidste det ikke. Vi havde INGEN ide om det.
Ingen anelse. Ingen billeder. Ikke engang oppe i hovedet:

At vores liv – at ALLES liv – kunne forandre sig så hurtigt. Og så meget.

Indtil 11. marts 2020.

Tirsdag er det 5 år siden, Danmark lukkede ned første gang.

Vi har samlet Politikens fotografers billeder – de allerbedste – i en helt særlig fotofortælling om et år, ingen af os nogensinde vil glemme ...

Vi bragte billedhistorien første gang i 2021.

Men vi tror godt, at man kan tåle at se den igen.

Link findes i kommentarfeltet

HER ER DET! SÅDAN SER DET UD!ÅRETS PRESSEFOTO! Det er taget i sekunderne, da en epoke sluttede. Da en mor og en søn bytt...
07/03/2025

HER ER DET! SÅDAN SER DET UD!
ÅRETS PRESSEFOTO!

Det er taget i sekunderne, da en epoke sluttede. Da en mor og en søn byttede plads.

Det er vinder af Danmarks største konkurrence for pressefotografer.

Og så er det fotograferet af Politikens Mads Nissen.

Juryen valgte det blandt 2.723 fotografier indsendt til konkurrencen – fordi:

»Det er historisk – og unikt. Fanget af en fotograf, som har formået at være et hundrede procent til stede og træffe det rigtige valg under pressede omstændigheder«.

»Fotografiet indeholder en fin dobbelthed, hvor vi både
oplever et privat øjeblik i en familie og samtidigt et moment af stor rituel betydning og historisk signifikans«.

»Den nye kronprins kigger efter den afgående dronning. Billedet har en særlig vemodighed, og det vækker spørgsmålet i os om, hvad den unge mand ser: En abdicerende regent eller sin farmor? Alle tre generationer er med, men den største skikkelse er den uskarpe i baggrunden: Den gamle matriark som forlader posten – det er bestyrelsesformanden i koncernen Danmark, der går af«.

Eller som statsminister Mette Frederiksen – der i øvrigt er det blå ærme til højre i vinderbilledet – udtrykker det: »Fortid og fremtid krydsede hinanden«.

I 1975 kåredes det første Årets Pressefoto. Da var Mads ikke født. Det blev han i 1979.

I år har konkurrencen 50 år års jubilæum. Og fejrer det med dette foto. Som han tog.

Hjertelig, hjertelig tillykke, Mads!

Foto: Mads Nissen/Politiken

»Et menneske dør to gange: Første gang, når dets hjerte holder op med at slå. Anden gang, når vi ikke længere taler om d...
07/03/2025

»Et menneske dør to gange: Første gang, når dets hjerte holder op med at slå. Anden gang, når vi ikke længere taler om det«.

Her på FOTO er det efterhånden blevet tradition, at vi på dagen – og det er netop i dag – hvor et nyt Årets Pressefoto skal kåres, viser billedet af Rose, der blev født med et halvt hjerte. Og at vi gentager ordene, som fotograf Martin Lehmann sagde, da han i 2014 vandt konkurrencen med sit foto af den 5-årige pige, der lå død hjemme hos familien:

»Se. Hun er så smuk, som hun ligger der. Med lukkede øjne og rottehaler …«.

I år bringer vi også Birgittes ord.

Birgitte Vestergaard er Roses mor – og sidste år gik hun ind i kommentarfeltet på FOTO og fortalte, at hun havde spurgt Roses søster Lara, hvordan hun egentlig havde det med, at fotografiet toner frem hvert år ved denne tid: »Fint nok«. Sagde Lara. »Det er fint nok. Det er jo et godt billede«.

»Nu er de ikke længere børn, dem som står omkring hende«. Sådan skrev Birgitte også. »De er smukke unge mennesker. 10 år højere. For sådan er det med de levende. De fortsætter. Mens de døde har den alder, de havde«.

Da vi kontakter hende og spørger, om vi må bringe hendes ord fra sidste år, svarer hun: »Meget gerne!«. Og sender nogle nye.

Dels dem, der står oppe i indledningen af denne post. Og så de her:

»Om lidt blomstrer kirsebærtræerne på Bispebjerg. I Roses have står der også et. Det blomstrer oftest når alleen er blomstret af. I år ville hun være fyldt 16, og jeg spørger mig selv: hvordan ville hun have været...? Men ingen ved det. Ingen får nogensinde at vide, hvad der ville være blevet af deres døde. De blev stående. Livet gik videre med os. Hvert år ser jeg frem til, at billedet af Rose dukker op igen. Det betyder noget. Så vi husker hende«.

Martin har selv fortalt om sit billede:

»Rose ligger i sin seng. På et tidspunkt ser jeg hendes storesøster Lara række ind over sin lillesøster, og på den mest naturlige måde løfter hun hendes øjenlåg, for hun skal da lige se, hvordan der ser ud derinde. Vi lægger så mange bånd på os selv som mennesker, især når vi bliver voksne. Her siger Lara: »Jeg vil gerne lige se og forstå og røre. Det er jo sådan set min lillesøster«. De har rørt hinanden hele tiden, så hvorfor skal hun ikke røre hende, når hun er død. Det kan jeg meget godt li'. Den der umiddelbarhed. Mennesker dør, og det skal vi turde kigge på«.

Som sagt: I dag kårer en jury endnu en gang det bedste foto, en dansk fotograf har taget det forgangne år.

Et nyt Årets Pressefoto.

Vi vender tilbage med det ...

Indtil da har vi – lige som de tidligere år – samlet alle vinderne af Årets Pressefoto fra 1974 til i dag.

Der er fotografier af jordskælv, bz’ere og danske politikere med mundvigene nedad. Der er smukke billeder og smertefulde billeder.

Og ... billedet af Rose. Der ligger der og ser så smuk ud.

Linket til det hele ligger i kommentarfeltet.

Ja.

Og så ... også som vi plejer: Al mulig held og lykke derude - til alle nominerede fotografer!


Foto: Martin Lehmann/Politiken

Okay. Hvilket ét bliver det?Her er de! De seks billeder, som juryen i Årets Pressefoto har valgt som de bedste i år. Det...
04/02/2025

Okay. Hvilket ét bliver det?

Her er de! De seks billeder, som juryen i Årets Pressefoto har valgt som de bedste i år.

Det er fotografier af en mand med granatchok. Og en kvinde, der virkelig trænger til hjælp – men ikke får den .

En konge i et afgørende sekund. En pige i et badekar.
Et absurd, brunt akvarium og … et bæst.

Kun ét af billederne vil blive kåret som det a-l-l-e-r-b-e-d-s-t-e – og kommer til at løbe med prisen Årets Pressefoto. Det afgøres 7. marts.

Men det skal ikke forhindre os i allerede nu at sende det hjerteligste, hjerteligste, hjerteligste tillykke til fotograferne:

Anders Rye Skjoldjensen, Information
Jacob Ehrbahn, Politiken.
Martin Thomas Ford, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX
Mads Nissen, Politiken.
Signe Lægsgaard, DMJX/Politiken


Og så igen stille spørgsmålet:

Hvilket et billede bliver det mon?
Hvad tror ... du?

Blå tirsdag.Morgenlys ved Orientkaj i Nordhavn, København.Foto: Jens Dresling/Politiken
14/01/2025

Blå tirsdag.

Morgenlys ved Orientkaj i Nordhavn, København.

Foto: Jens Dresling/Politiken

»Jeg spurgte hende flere gange, om det var okay, at jeg fotograferede hende sådan«.Det er årets sidste dag. Og årets sid...
31/12/2024

»Jeg spurgte hende flere gange, om det var okay, at jeg fotograferede hende sådan«.

Det er årets sidste dag. Og årets sidste 'det billede, jeg har svært ved at glemme' her på FOTO's facebook. Den seneste uge har hver enkelt af Politikens fine fotografer vist og fortalt om et fotografi – eller en situation, et menneske, et øjeblik – som har gjort et særligt indtryk på dem i 2024.

I august mødte Cecilie Rolvung en kvinde, som med sin alder, sin kraft og sin skrøbelighed – og sine tanker om livet – satte et spor og gjorde det til en særlig dag.

Selvom den godt nok begyndte lidt besværligt ...

»Hun var træt«, fortæller Cecilie. »Det var tydeligt allerede, da vi trådte ind i den 81-årige kunstner Ursula Reuter Christiansens køkken i huset på Møn. Hun orkede ikke flere besøg af pressen – og især ikke af fotografer, der ville fotografere hende i hendes hjem. Desuden havde hun lige fået en ny hofte og havde mange smerter og måtte støtte sig til stokke«.

»Det var hendes eget forslag, at vi kørte ned til vandet. For som hun sagde: Hun var ligesom sin udstilling på Arken – ’Ild og vand’. Hun kom ud i bilen i en rød badekåbe, og det var først, da hun smed den nede i vandkanten, at jeg forstod, at hun var nøgen indenunder. Jeg tror, jeg havde forestillet mig, at hun havde badetøj på, nu da det var billeder til avisen. Så jeg spurgte hende flere gange, om det var okay, at jeg fotograferede hende sådan. Det var det. Og det var ikke noget med ’ej, kun fra den ene side’eller ’ikke på den her måde’. Hun var fuldstændig fri, fuldstændig sig selv. Sådan oplevede jeg det. Og det var særligt – altså at mærke den ro, hun havde omkring sin krop og at vise den frem. Så modigt. Og kraftfuldt. Efter at have oplevet hende så skrøbelig oppe i huset«.

»Jeg har også tænkt over, at det må være et mærkeligt sted, hun er. Altså i sit liv. At hun lige nu har den succes, som hun har hungret sådan efter. Og samtidig ... er det så for sent? Et tema, som hendes værker på Arken også kredser omkring«.

»Hun sagde flere gange, at »hendes slæde var pakket«. For et ungt menneske som mig er det syret at tænke på: at man på et tidspunkt kan føle, at man har opnået så meget, at man kan binde en sløjfe om det hele. Og at det både kan være en glæde og en konflikt indeni én. Det gjorde et stort indtryk på mig. HUN gjorde et stort indtryk på mig«.

Hvis du endnu ikke har set alle de 10 billeder, som Politikens fotografer har svært ved at glemme fra 2024, så findes de her: https://politiken.dk/10191587

Ja ...

Og med Ursula Reuter Christiansens hånd op i den lyseblå himmel vil vi gerne ønske jer alle et rigtig fint nytår. Vi ses i 2025.

»Det var som at træde ind i et forstørret drengeværelse. Men det var et dødsensalvorligt krigsrum«Inden vi allesammen se...
30/12/2024

»Det var som at træde ind i et forstørret drengeværelse. Men det var et dødsensalvorligt krigsrum«

Inden vi allesammen ser fremad og fejrer nytår, har Politikens fotografer kastet blikket en anelse tilbage og valgt ét billede – ét øjeblik, én situation – som gjorde et særligt stort indtryk på dem i 2024.

Martin Lehmanns billede ligner noget fra en anden verden.

Og ... det er det på en måde også.

Eller?

Ukrainske Oleksiy Babenko er 25 år. Ude ved fronten flyver han med dræberdroner. Men når han er i Kyiv, bygger og tester han dem i tusindvis, fortæller Martin.

»I foråret mødte vi ham på en café i byen – og efter nogen tid stolede han tilsyneladende på os, så han førte os ind i en baggård og videre til en elevator, der kørte os op til 18. sal, hvor der befandt sig en kæmpemæssig dronefabrik på flere hundrede kvadratmeter«.

»Hvorfor fanden placerer man en dronefabrik oppe på 18. sal, tænkte jeg. Stedet er da et oplagt mål for russiske missiler. Men ukrainerne flytter dem hele tiden, og grunden til, at vi fik lov at komme og tage billeder af denne fabrik, var, at den kort tid efter ville skifte adresse«.

»Det var som at træde ind i et forstørret drengeværelse med nogle meget nørdede gutter, der havde gang i en hyggelig hobby. Men det var et dødsensalvorligt krigsrum. Hvor computer og menneske smelter sammen og bliver den oplagte dræbermaskine«.

»Jeg har dækket krigen i Ukraine mange steder i landet og ved, at læserne hurtigt føler, at de har set konfliktbilleder nok. Men når jeg kigger på Oleksiy Babenko, ser jeg ind i krigen på en ny måde – en soldat anno 2024«.

Få et glimt af alle billeder, som Politikens fotografer ikke kan glemme fra året, der næsten er gået – og læs deres personlige historier – her: https://politiken.dk/10191587

Foto: Martin Lehmann/Politiken

»Længe efter vi forlod toget, gyngede jorden stadig under mig. Selvom jeg gik i bad, blev jeg ved med at finde metalstøv...
29/12/2024

»Længe efter vi forlod toget, gyngede jorden stadig under mig. Selvom jeg gik i bad, blev jeg ved med at finde metalstøv alle mulige steder i min krops krinkelkroge«.

Alle Politikens fotografer har ét billede, én situation, ét glimt fra 2024, som gjorde et større indtryk på dem end alle andre. Noget – eller nogen – de ikke så let glemmer.

Mads Nissen siger, at han stadig kan høre lyden – den dunkende, mekaniske lyd fra Bæstet, som godstoget kaldes. »Som et hjerteslag. Fremad, fremad, fremad – men mod hvad?«, som han siger.

»Vi er løbet langs skinnerne og er sprunget ombord. Toget transporterer jernmalm fra Mexicos syd mod fabrikkerne i nord, men har også blinde passagerer, migranter fra det fattige og voldsplagede Latinamerika, som forsøger at komme nærmere grænsen og den amerikanske drøm«.

»Allerede den første aften bremser toget i et kulsort ingenmandsland. Bevæbnede soldater stiger ombord. Vi er blevet opdaget, og migranterne risikerer nu deportation og afpresning. Alle råber, børnene skriger, og en af soldaterne forsøger at vriste mit kamera fra mig, mens han truer med sit gevær«.

»Jeg forsøger at få øjenkontakt og gentager med rolig stemme, at jeg er international presse, og at jeg nok skal gå med. Vi venter og venter. Soldaterne kræver min kollegas video slettet. Vi er temmelig alene her, der er ingen vej udenom. Til gengæld slipper de os omsider fri, og vi finder en taxa til et hotel. Næste morgen skriver vi med nogle af migranterne. Det er lykkedes dem at komme op på godsvognene igen. Vi hopper i en bil, sætter efter toget, finder det sgu, og i løb kaster vi os endnu en gang op på Bæstets ryg«.

»Den eftermiddag tog jeg dette billede. Børnefamilier rystet gennem alle følelserne, mens de glider nordpå i håbet om at finde tryghed«.

»Længe efter vi forlod toget, gyngede jorden stadig under mig. Selvom jeg gik i bad, blev jeg ved med at finde metalstøv alle mulige steder i min krops krinkelkroge. Menneskene og deres historier kryber ind under huden på én, når man har sovet sammen, spist sammen, rokket afsted gennem landskabet og lyttet til den der lyd. Og jeg er stadig i kontakt med flere af familierne over WhatsApp«.

Se alle de andre billeder fra 2024, som Politikens fotografer ikke kan glemme – og læs deres personlige historier – her: https://politiken.dk/10191587

Foto: Mads Nissen/Politiken

Adresse

Solrød

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Politiken Foto sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Del