Steffen Friis - Liberal Alliance

Steffen Friis - Liberal Alliance Kontaktoplysninger, kart og anvisninger, kontaktformular, åbningstider, tjenester, stjerner, fotos, videoer og meddelelser fra Steffen Friis - Liberal Alliance, Digital kreatør, Sorø.

👨‍💼 Folketingskandidat i Sjællands Storkreds
🔒 IT-sikkerhed & Digitalisering
🏫 Bestyrelsesmedlem, Pedersborg Skole
👨‍👧‍👦 Far til tre børn
💙 Liberal Alliance
🌐 Steffenfriis.dk
📍 4180 Sorø

Nakskov Sukkerfabrik lukker, og 150 arbejdspladser forsvinder.Jo mere man dykker ned i historien om gasledningen til Lol...
25/08/2026

Nakskov Sukkerfabrik lukker, og 150 arbejdspladser forsvinder.

Jo mere man dykker ned i historien om gasledningen til Lolland-Falster, desto mere absurd bliver det.

I 2021 blev projektet præsenteret som en investering i både klimaet, arbejdspladserne og udviklingen af erhvervslivet på Lolland-Falster. Prisen blev anslået til omkring 800 mio. kr., og forventningen var, at mellem 15 og 25 virksomheder ville blive koblet på ledningen.

I dag kender vi dog facit.

Prisen endte på omkring 1,5 mia. kr. - næsten det dobbelte af det oprindelige budget.

De 15-25 virksomheder blev til én.

Og den ene virksomhed var Nordic Sugar. Og nu lukker Nakskov Sukkerfabrik.

Det betyder, at danske gaskunder er med til at betale regningen for en gasledning til 1,5 mia. kr., som i praksis endte med at have én kunde - og den kunde lukker nu sin fabrik med tab af 150 arbejdspladser.

Det mest absurde er næsten, at projektet blev solgt som en måde at sikre arbejdspladser og fremtidssikre industrien i området.

Hvis man havde fremlagt den virkelige business case fra starten - én kunde, næsten dobbelt pris og fabrikslukning få år efter idriftsættelsen - ville nogen så have stemt for projektet?

Måske er det på tide, at vi lærer af disse sager.

For hver gang staten, myndigheder eller offentligt ejede selskaber bruger milliarder på projekter baseret på optimistiske prognoser og politiske ønskedrømme, er det almindelige borgere og virksomheder, der ender med regningen.

1,5 mia. kr.

Én kunde.

150 mistede arbejdspladser.

Hvis det ikke er definitionen på dårlig samfundsøkonomi, hvad er så?

For lidt over to uger siden sad jeg som bisidder i en sag i Sorø Kommune.Jeg havde egentlig tænkt mig at fortælle om for...
18/08/2026

For lidt over to uger siden sad jeg som bisidder i en sag i Sorø Kommune.

Jeg havde egentlig tænkt mig at fortælle om forløbet allerede dengang, men borgeren valgte at indgive en formel klage over sagsbehandlingen. Kort efter blev borgeren inviteret til et “uformelt kaffemøde” med kommunen - uden egentlig indkaldelse og uden at det stod helt klart, hvad formålet var.

Af respekt for processen har jeg derfor holdt mig tilbage med at dele noget offentligt.

I dag sidder jeg igen ved borgerens side på kommunen.

Jeg kommer fortsat ikke til at dele detaljer, navne eller personlige oplysninger, mens sagen kører. Men jeg kan sige så meget, at de spørgsmål, jeg havde efter det første møde, ikke er blevet færre.

Som bisidder er min opgave ikke at føre politik eller skabe konflikt. Min opgave er at sikre, at borgeren bliver hørt, forstået og behandlet ordentligt.

Når sagen engang er afsluttet, og hvis borgeren fortsat ønsker det, vil jeg fortælle historien. Ikke for at hænge enkeltpersoner ud, men for at belyse, hvordan systemet fungerer, når almindelige mennesker bliver fanget mellem regler, sagsbehandling og kommunale beslutninger.

Nu venter endnu et møde som starter nu her om et par minutter.

Det er et frygteligt system vores borgere trækkes igennem!

Da jeg opstillede mit kandidatur til Folketinget i Marts, var det fordi jeg ville gøre en forskel, og lære hvordan det v...
05/08/2026

Da jeg opstillede mit kandidatur til Folketinget i Marts, var det fordi jeg ville gøre en forskel, og lære hvordan det var at være politiker.

Så det hele startede med at definere hvilken politiker ville jeg selv kunne finde på at stemme på. Så derfor lavede jeg en hjemmeside med e-mail direkte til mig, som jeg tog mig tid til at undersøge og svare på, hver og en. Mange aftener under valgkampen var det vigtigt for mig at de fik svar.

I juni fik jeg en mail fra en borger i Sorø Kommune, som ville have belyst en sag, en helt igennem forrykt sag, som jeg begyndte at sætte mig ind i.

Det kulminerer i dag fordi jeg nu skal sidde som bisidder ved borgerens side, og få den sidste brik af indsigt i sagen, og høre det fra Sorø Kommunes egen mund.

Jeg har aftalt med borgeren at når alt er klarlagt vil jeg godt belyse og delen sagen, naturligvis anonymiseret, her på Facebook. Sagen drejer sig om kommunen har lavet adskillige fodfejl i en socialsag, og de fejl tørre de af på borgeren nu, som i værste fald får kæmpe konskvenser for hende, hendes børn og mand, som alle nu virker til at blive fanget i en kritisabel sagsbehandling som tørres af på familien.

Mødet starter kl 10.00.

I går aftes kørte en bil ind i menneskemængden under Pride-arrangementet. En person er død, 16 er såret, og flere af dem...
26/07/2026

I går aftes kørte en bil ind i menneskemængden under Pride-arrangementet. En person er død, 16 er såret, og flere af dem er i livsfare 💔.
Politiet eftersøger nu den 21-årige Abdul B., som er mistænkt for angrebet. Han beskrives som slank, omkring 1,90 meter høj, med sort hår, sort hættetrøje og hvide bukser. Han er allerede kendt af myndighederne, og politiet advarer klart: Hvis man støder på ham, må man under ingen omstændigheder henvende sig eller have kontakt. Han kan være bevæbnet og farlig.

Jeg føler naturligvis med Tyskland og især med de pårørende. Det er dybt tragisk, og jeg kan se, at flere partiledere herhjemme siger det samme. Men jeg synes også, vi skal huske, at det ikke løser roden af problemet, når vi skriver et Facebook-opslag hver gang sådan noget sker. Der skal handling bag ordene. Ellers ender vi i en situation, hvor det samme kan ske i Danmark.

Eksperter siger allerede, at det godt kan ske her. Det er ikke usandsynligt. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi holder hovedet koldt. Vi skal ikke gå ud og dømme folk på hudfarve eller religion. Der er rigtig mange muslimer i Danmark, der går på arbejde hver dag, betaler skat og er en del af samfundet på den bedste måde. Dem skal vi ikke ramme.

Det her handler om noget andet. Det handler om et kæmpe efterslæb fra mange års for ringe lovgivning. Under Mette Frederiksen har man i to regeringsperioder udadtil talt om en stram udlændingepolitik, mens man i praksis har været langt mere lempelig, ikke mindst når det kommer til statsborgerskaber, og det startede jo ikke med hende, det er jo historien igen og igen. Man har givet for mange en billet ind i det danske fællesskab uden at stille de nødvendige krav.

Problemet er ikke, at vi får udlændinge hertil, som vil arbejde, bidrage og blive en del af Danmark. Problemet er, at vi får folk hertil, som ikke vil det og som ikke vil indordne sig under de grundlæggende værdier, vi bygger vores samfund på. Løsningen er heller ikke bare at lukke grænserne helt. Vi skal gå mere sagligt til værks.

Jeg synes, vi skal bruge de data og de erfaringer, vi allerede har, præcis som vi i Liberal Alliance fortalte om både før og under valgkampen. Vi ved jo godt, hvilke folk fra hvilke lande, der typisk klarer sig godt, og hvilke der oftest skaber flere problemer. Derfor bør vi arbejde med en positiv og negativ liste, så vi bevidst inviterer dem ind, der har størst sandsynlighed for at bidrage positivt. Og vi skal så være mere tilbageholdende over for dem, hvor erfaringerne er dårlige. Det er ikke racisme. Det er almindelig sund fornuft og ansvarlighed over for det samfund, vi allerede har.

De samme regler gælder for alle, uanset hvor man er fra, men erfaringerne skal være den første ”line of defense”, når det kommer til at vurdere, om folk passer ind eller vil tilpasse sig.

Vi kan sagtens have en åben og velstående nation, så længe vi får prioriteret derefter. Vi skal turde sige, at et dansk statsborgerskab er et privilegium og en ære, og ikke en automatisk rettighed. Vi skal turde stille et krav om, at man faktisk vil Danmark.

Donald Trump har igen vist, at han har et grundlæggende problem med regler. Hvis de ikke passer ham, forsøger han at ænd...
08/07/2026

Donald Trump har igen vist, at han har et grundlæggende problem med regler. Hvis de ikke passer ham, forsøger han at ændre dem. Hvis han ikke får sin vilje, råber han højere. Og hvis det stadig ikke virker, lægger han pres på dem, der træffer beslutningerne.

Det er ikke lederskab. Det er opførsel som et forkælet barn, der nægter at acceptere et nej.

Fodbold har overlevet dårlige dommere, elendige VAR-kendelser og korrupte ledere. Men sporten bygger stadig på én afgørende præmis: Reglerne gælder ens for alle.
Derfor er det dybt problematisk, når en amerikansk præsident forsøger at påvirke en disciplinærsag i international fodbold. Ingen politikere - heller ikke verdens mest magtfulde - skal kunne påvirke den slags beslutninger.

Det mest bemærkelsesværdige er næsten, at selv Sepp Blatter har kritiseret udviklingen. Ja, den Sepp Blatter. Manden, hvis navn for mange er blevet synonymt med de korruptionsskandaler, der i årevis plagede international fodbold. Når selv Sepp Blatter mener, at grænsen er overskredet, burde alle lytte.

Men desværre handler det her ikke kun om en VM-kamp. Det handler om en præsident, der igen demonstrerer, at regler, institutioner og fælles spilleregler kun har værdi, så længe de arbejder for ham.

Problemet er ikke, at Trump kæmper for sine synspunkter. Det gør politikere over hele verden. Problemet er idéen om, at magt giver ret, og at et nej blot er en invitation til at presse hårdere.

Der er efterhånden et mønster i Donald Trumps måde at agere på. Kritikere, institutioner og internationale organisationer bliver hurtigt gjort til modstandere, hvis de ikke følger hans linje. Vi har set den samme konfrontatoriske tilgang over for allierede, internationale organisationer og politiske modstandere i USA.

Man behøver derfor ikke den store fantasi for at forestille sig, hvordan telefonmødet med FIFA er foregået, især med tanke på at FIFA kort før jul opfandt en FIFA Peace Prize og gav den til Donald Trump.

Fodbold handler om mere end 90 minutter. Det handler om, at reglerne gælder ens for alle, og alle har den samme mulighed for at vinde. Men når fair play forsvinder, er det ikke længere en sport, men et spil om magt.

Den tankegang hører ikke hjemme i et demokrati. Og den hører slet ikke hjemme i fodbold.

Det er en sommeraften ved Islands Brygge, og folk er ude for at se fodbold og nyde byen – men så går det galt.En mand bl...
03/07/2026

Det er en sommeraften ved Islands Brygge, og folk er ude for at se fodbold og nyde byen – men så går det galt.

En mand bliver ifølge vidner slået ned og sparket, mens han ligger ned. Han får meget alvorlige skader – blandt andet brud på nakkehvirvler og skade på pulsåren – og hans tilstand beskrives som livstruende.

Svenske medier har gengivet oplysninger om, at han skulle være afgået ved døden, mens danske medier fortsat beskriver ham som kritisk såret.

Men én ting er sikkert: dette er endnu en grov voldssag i det offentlige rum. Og endnu en gerningsmand med en historik med vold, herunder tidligere dom for forskellige typer af vold og knivbæring.

Hvor mange gange skal vi se det her, før nogen gør noget?
Det handler om noget helt grundlæggende: tryghed – eller mangel på samme.

I Liberal Alliance mener vi, at konsekvensen skal være hårdere ved grov vold. Vi vil have længere straffe for personfarlig kriminalitet og færre chancer til gengangere i systemet.

Læs vores nye udspil her og se, hvad vi vil gøre:
https://www.liberalalliance.dk/blog/liberal-alliance-lancerer-ny-strafpakke/

Flotte ord er ikke en vision. Handling er.I går vedtog et flertal i Sorø Byråd ‘Vision 2040’. Liberal Alliances byrådsme...
25/06/2026

Flotte ord er ikke en vision. Handling er.

I går vedtog et flertal i Sorø Byråd ‘Vision 2040’. Liberal Alliances byrådsmedlem, Nicolai Sandager, stemte som den eneste imod. Ikke fordi Sorø ikke skal have ambitioner. Tværtimod. Men fordi en vision kun giver værdi, hvis den også fortæller, hvordan vi kommer derhen.

Vision 2040 er fyldt med gode intentioner. Der står meget om fællesskab, natur, trivsel og udvikling. Det er svært at være uenig i. Problemet er bare, at der mangler svar på de vigtigste spørgsmål: Hvad er målene? Hvilke indsatser skal prioriteres?
Hvordan måler vi, om vi lykkes? Den er reelt set slet ikke færdig.

En vision uden konkrete mål er lidt som at sætte sig i bilen og beslutte, at man vil mod syd – uden at vide hvor man skal hen, eller hvilken vej man skal køre.

Borgerne i Sorø fortjener mere end flotte formuleringer og gode hensigter. De fortjener politikere, der tør sætte retning, prioritere og tage ansvar for resultaterne.

Derfor stemte Liberal Alliance nej. Ikke nej til ambitionerne – men til manglen på en plan. For hvis vi virkelig vil løfte Sorø, kræver det mere end flotte ord på papiret. Det kræver konkrete mål, tydelige prioriteringer og en strategi, som borgerne kan holde os op på.
Ellers risikerer Vision 2040 at blive endnu et dokument, der ser godt ud på papiret, men ikke gør nogen reel forskel i virkeligheden for borgerne.

Jeg vedhæfter Sorø Kommunes 'Vision 2040' som en kommentar nedenfor, så kan du selv læse og bedømme 👇👌

Måske mangler der noget kontekst i klippet, men som videoen står, efterlader den et spørgsmål.Alex Vanopslagh siger, at ...
16/06/2026

Måske mangler der noget kontekst i klippet, men som videoen står, efterlader den et spørgsmål.

Alex Vanopslagh siger, at ulighed ikke er et problem, hvis alle får det bedre. Samtidig fremhæves det, at uligheden er steget under regeringen. Derfor kan man blive i tvivl om, hvad pointen egentlig er. Hvis ulighed ikke er problemet, hvorfor bruges den så som kritik?

For mig har liberalisme aldrig handlet om at måle afstanden mellem mennesker. Det har handlet om, hvorvidt mennesker har friheden og mulighederne til at leve et ordentligt liv.

Problemet er ikke, at direktøren tjener flere penge. Problemet er, når almindelige danskere må vende hver en krone, springe måltider over, udskyde nødvendig medicin eller sige nej tak til ting, som burde være en selvfølge for deres børn.

Det er ikke uligheden, der er problemet. Problemet er, når mennesker ikke har råd til et værdigt liv.

Og det er her, jeg synes, at alt for mange politikere rammer ved siden af målet.

Jeg siger ikke, at tandlæge ikke bør være gratis. Jeg siger, at man burde stille spørgsmålet: Hvorfor har folk ikke råd til tandlægen i første omgang?

Jeg siger ikke, at billigere frugt og grønt er en dårlig idé. Jeg spørger bare, hvorfor vi først gør fødevarer dyrere gennem afgifter og bureaukrati for bagefter at præsentere en besparelse på få øre som en politisk sejr.

Ifølge Rockwool Fondens beregninger er gevinsten ved differentieret moms på fødevarer så lille, at den måles i øre frem for kroner. Samtidig kræver ordningen mere administration, mere kontrol og mere bureaukrati. Det er symbolpolitik.

Man kunne i stedet se på de afgifter og byrder, der er med til at gøre hverdagen dyrere, og skabe bedre vilkår for de virksomheder, der producerer vores fødevarer. Det ville både kunne sænke priserne og understøtte en mere ansvarlig produktion.

Jeg er ligeglad med, om direktøren bliver rigere. Jeg er interesseret i, om den enlige forælder, pensionisten og lønmodtageren har råd til hverdagen.

Derfor synes jeg, at vi rammer ved siden af målet, når debatten kommer til at handle om ulighedstal i stedet for menneskers reelle levevilkår.

Det burde være kernen i den liberale debat. 💙

Danmark har verdens bedste sundhedssystem - Eller har vi?❓Jeg synes overordnet, at vi har et rigtig godt sundhedssystem ...
06/06/2026

Danmark har verdens bedste sundhedssystem - Eller har vi?❓

Jeg synes overordnet, at vi har et rigtig godt sundhedssystem på papiret. Men de senere år må alle erkende, at det har problemer med at følge med virkeligheden.
I takt med at sygdomme bliver mere komplekse og behandlingsmulighederne udvikler sig hurtigt, viser det sig, at det offentlige system ikke er nær så agilt som det private. Derfor skal vi turde tænke nyt, og handle hurtigere, hvis ikke alle skal have dankortet op og lave kickstarter for at redde livet.

Det er præcis det, man ser i historien om 21-årige Jasmin Victoria Andersen fra Silkeborg. I et interview med TV Midtvest fortæller hun, hvordan hendes aggressive knoglekræft er vendt tilbage, og at de danske læger denne gang ikke kan hjælpe hende. Hendes familie har derfor solgt deres hus for at betale for en specialiseret operation i Tyskland, og venner har samlet en halv million kroner ind.

Det er stærkt og rørende - men det burde ikke være nødvendigt.

Heldigvis kunne Jasmin tage til udlandet og få den behandling, hun havde brug for. Det kan ikke alle. Ikke alle har mulighed for at sælge deres hus og starte en indsamling.

Det kunne min far heller ikke. Han døde en måned før jul i 2020, da lægerne måtte give op, fordi den medicin der kunne have gjort en forskel, og som var fuldt lovlig i Tyskland og godkendt i EU, ikke var tilgængelig i Danmark.

Som patient skal man kunne stole på, at samfundet holder hånden under dig, når du står i dit livs værste krise og kigger ned i et scenarie, hvor du måske skal herfra og efterlade dem, du holder allermest af.

Som borger i Danmark skal du ikke bekymre dig om, hvorvidt du bor på den rigtige side af Storebæltsbroen, eller om dit postnummer afgør, om du får den bedste hjælp.
Systemet skal gribe dig - uanset hvor du bor, og uden at du skal have penge op af lommen.

Du skal have hjælp, når du skal have hjælp.
Det handler ikke om at afvikle den offentlige velfærd eller sundhedssystemet.
Det handler om at udvikle det, så det kan hjælpe os alle sammen, hurtigt, effektivt og med patienten i centrum.

Vi har brug for et system, der godkender og tager den bedste medicin og behandling i brug hurtigere, når den findes i vores nabolande. Et system med mere tillid og mindre bureaukrati. Et system, der ikke efterlader familier alene med regningen og ansvaret, når krisen rammer.

For ingen skal stå i den situation, at de skal vælge mellem at sælge deres hjem eller miste et elsket menneske. 💔

Hvad tænker I? Har I selv oplevet, at systemet ikke slog til, når det virkelig gjaldt?

I dag har jeg fejret grundlovsdag på den dejligste måde i Sorø til Store Køredag sammen med min hustru Lisa og vores bør...
05/06/2026

I dag har jeg fejret grundlovsdag på den dejligste måde i Sorø til Store Køredag sammen med min hustru Lisa og vores børn.

Det er en dag, hvor vi mindes vores frihedsrettigheder og den grundlov, der beskytter den enkelte dansker mod statens overgreb.

Det var en rigtig hyggelig dag med masser af liv. Jeg fik mødt en masse byrådspolitikere fra forskellige partier, og det er altid givende at netværke i de mere uformelle rammer, mens børnene hopper på hoppeborg og vi får en is.

Der er noget helt særligt ved at mødes som mennesker og ikke kun som politikere.

Jeg fik også en god sludder med min dygtige LA-kollega Nicolai Sandager, der er formand for Børne- og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune. Særligt Nicolaj kan jeg godt lide at snakke med, fordi der er "no-bullsh*t" med ham, han siger tingene ligeud og han brænder for sit arbejde. Det er så vigtigt vi har ærlige politikere der sætter en ære i at gøre det bedre for byens borgere.

Jeg nåede også at snakke med rigtig mange forældre og borgere generelt.

Det er altid inspirerende at høre, hvad der optager folk i hverdagen, og det minder mig om, hvorfor jeg er med i politik: For at sikre mere frihed, færre regler og bedre muligheder for den enkelte.

Tusind tak for en rigtig god grundlovsdag i Sorø. Lad os fortsætte med at værne om vores frihed - både den personlige og den fælles.

Rigtig god grundlovsdag til alle 🇩🇰 🇩🇰

Adresse

Sorø
4180

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Steffen Friis - Liberal Alliance sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del