28/10/2025
Otte år. Det vigtigste jeg lærte
I de her dage runder jeg otte år som selvstændig, og jeg har kigget tilbage for at forstå hvad der faktisk gjorde forskellen. I dag driver jeg Kyvsgaard Kommunikation i Aalborg og hjælper marketingansvarlige i mindre og mellemstore virksomheder med praktisk markedsføring, der kan bruges i hverdagen.
Begyndelsen lå et andet sted. Dengang sad jeg i Støvring, og det er dertil jeg vender blikket, når jeg spoler tilbage til den første formiddag.
Det er fredag den 1. november 2017. Jeg sidder ved min MacBook Air ved det store hæve-sænke-bord i hjørnet, og kalenderen er gabende tom. Jeg kigger over på Morten i det fælles kontor i Støvring. Han driver sin egen virksomhed ved nabobordet, og vi deler lokalet, men ikke forretning. Roen breder sig, mens jeg skriver et kort opslag på sociale medier og går en runde i området for at lande dagen. Jeg lytter og trækker vejret. Det føles let og rigtigt.
Beslutningen kom ikke på en enkelt dag, den voksede frem stille og vedholdende, og allerede i ugerne op til den formiddag havde jeg spurgt mig selv hvad jeg ville fortryde mest. Ikke at prøve eller at prøve og se hvor langt jeg kunne nå. Jeg spurgte min chef, om han troede, jeg kunne klare at være selvstændig. Han sagde ja uden tøven, og i det øjeblik vidste jeg, at det skulle prøves.
For at give beslutningen hold tog jeg risikoen i bidder. Tre dage i egen forretning og to dage i mit daværende job som marketingansvarlig i omtrent et halvt år, så farten kunne komme uden at fodfæstet røg. Jeg satte en enkel tærskel for hvornår omsætningen var stærk nok, og den blev passeret en forårsdag hvor mavefornemmelsen og tallene pegede samme retning.
Den første opgave kom gennem Simon, iværksætterkonsulent i kommunen. En lokal webshop manglede retargeting, altså annoncer der følger besøgende som allerede har været forbi shoppen. Jeg gjorde mit bedste og lærte meget, og i dag ville jeg gribe det anderledes, for sådan ser læring ud når man står midt i den. Den første faktura blev sendt. En lille linje i Dinero og en stor sten der faldt fra hjertet.
Tvivlen var der, for den hører til. Særligt i perioden med dobbeltjob, hvor jeg ofte følte mig et skridt bagud, mens nye kunder og nye krav satte tempoet højt og læringskurven stejlt de første tre til fire år. Undervejs fandt jeg ud af at bekymring og passion er to sider af samme mønt, og når den ene fylder, kalder den på den anden.
Vendepunktet kom uden dramatik og viste sig som en stille optælling. En håndfuld faste kunder, aftaler på vej og et overslag der viste at næste år kunne lande omkring de hundrede tusind kroner i årlig omsætning hvis alt holdt. Jeg sagde jobbet op, gav virksomheden en reel chance og gav mig selv samme.
Hverdagen ser anderledes ud i dag.
Jeg arbejder i Aalborg og med kunder over hele landet. Jeg arbejder med en håndfuld faste kunder ad gangen i forløb der strækker sig over flere år. Kalenderen er fyldt, samtalerne med kunderne er tættere, og vi arbejder med månedlige statusser, klare næste skridt og ugentlige optimeringer som faste ankre. Jeg følger op i detaljer, ikke for at gøre det stort, men for at gøre det ordentligt.
Kontinuerlig synlighed ligger der stadig som en praksis, der holder mig nysgerrig og minder mig om starten, hvor ingen kendte til min virksomhed. Det gør mig ydmyg og sørger for, at jeg markedsføre mig uanset hvor godt det går.
Kunstig intelligens er også blevet en vigtig del af værktøjskassen og skubber gode ting frem, men den gør ikke arbejdet for mig. Den hjælper med research og med de første kladder. Vurderingen ligger hos mig. Retningen kommer stadig fra samtaler, erfaring og det blik man får ved at stå i kunders maskinrum længe nok.
Der er tre indsigter jeg gerne ville have givet mig selv i år et, og de binder tråden fra dengang til nu.
Tal med flere i samme fag, for relationer åbner døre som man ikke altid kan se på forhånd.
Tag ordentlig betaling og juster når værdien flytter sig, så kvaliteten kan følge med.
Bekymr dig mindre og hold pauser der virker, fordi arbejdet bliver bedre af det og livet også.
De næste otte år skal være en fortsættelse frem for en gentagelse. Jeg vælger det enkle når det er det rigtige, for værktøjer ændrer sig, mens mennesker ikke gør det i samme tempo. Data kan pege på retninger, men det er håndværket der afgør, og det filter træner jeg hver dag.
Otte år senere føles det stadig rigtigt.
