05/07/2016
Fra "Vin, kvinder oghurtige biler" (findes på SAXO)
Overlærer Hervert Rasmussen havde været lærer i 40 år, og da han fik dronningens fortjenstmedalje for de mange års tro tjeneste ved Østre Skovby Centralskole - ja, faktisk havde han siddet ved det samme bord i alle årene - besluttede han sig for at gå på pension. Det kunne han godt tillade sig, for det drejede sig om tjenestemandspension, og han var absolut en af de sidste, som kunne oppebære denne fordelagtige ydelse lige til sin dødsdag.
Da han nærmede sig de femogtres, og Folketinget havde fundet på alle mulige pædagogiske planer for folkeskolen og lærernes arbejdstider, så begyndte han at se sin kommende fødselsdag som en redningsplanke, og det var med den største lettelse at han netop på sin fødselsdag forlod sin arbejdsplads og kørte derfra i sin Ford Mondeo.
Han kørte hjem til sit gulstenshus, som han havde købte netop for fyrre år siden, da han forlod seminariet, der nu til dags bliver kaldt University College, fordi undervisningsministeriet har en opfattelse af, at dette navn højner kvaliteten. Men seminarieleverne var dog blevet en del dummere, siden dengang Rasmussen dansede lancier i festsalen. Han tog en øl fra køleskabet og satte sig ud i den gamle flugtstol, som han holdt meget af at sidde i og drømme om livet, om alt det, han kunne have gjort. For det var ikke blevet til store bedrifter og nervepirrende rejser i ufremkommelige klippefyldte eller giftslangehærgede områder. Han tog hvert år til Allinge på Bornholm, hvor han boede på det samme pensionat. Det var trygt og godt og lige som året før. Han mødte en del mennesker, som havde store problemer, og Rasmussen var god til at lytte, en fremragende egenskab i vore dage, hvor folk er mere optaget af at tage selfies end portrætfotos.
Hvor mange timer havde han ikke tilbragt på pensionatets terrasse, lyttende til en frustreret kvinde i overgangsalderen eller en stakkels midaldrende mand, hvis kone netop havde forladt ham? Overlærer Rasmussene sagde bare ja, nå og jaså med passende mellemrum, og folk takkede bagefter meget for den interessante samtale.
Et par gange tilbød samtalepartneren en drink eller en kop kaffe. Men det hørte til sjældenhederne. Måske mente de oven i købet, at de gjorde ham en tjeneste ved at udgyde alle deres problemer over hans halvskaldede hoved.
Rasmussen var sig ikke bevidst, at han blev udnyttet, snarere følte han, at hans ensomhed blev minimeret af disse samtaler – eller enetaler.
En gang imellem kunne det hænde, at en pæn dame, ældre eller yngre faldt i snak med ham. Så mærkede han en varm fornemmelse i skridtet og begyndte at få sære fantasier, som ikke egnede sig til at blive tænkt på et pensionat i Allinge.
Det var tanker og fantasier af samme skuffe, som han tænkte, når han gik til stranden iført badekåbe, parasol og kikkert.
Kikkerten var han meget forsigtig med, fordi han et par år tidligere havde ligget i timevis og set på den allerdejligst yngre dame med store bryster.
Pludselig var der gået en sky for solen. Han kiggede op og kunne konstatere, at det ikke drejede sig om en sky, men derimod om en midaldrende mand med store muskler og tatoveringer over det meste af kroppen.
Manden pegede med en overvægtig pegefinger på kikkerten, og modstræbende måtte Rasmussen give ham den. Manden gik hen til den nærmeste skraldespand. Han smadrede kikkerten med en stor sten og kylede kikkerten i skraldespanden.
Fra den dag var Rasmussen overmåde forsigtig med at kigge på letpåklædte damer på stranden. Han købte en lille kikkert og skjulte den delvist i et håndklæde, mens han gjorde sine observationer med det resultat, at han efter den første kiggedag havde så meget hold i nakken, så han måtte sidde med siden til aftensbordet for at kunne se maden.
I det hele taget var kvinder et stort problem for Rasmussen. Han ville gerne have haft en kone og nogle børn, bare et par stykker. Der var plads nok i huset. Men det var ikke rigtigt blevet til noget. Engang, få år efter, at han var blevet ansat på Østre Skovby Centralskole, var der kommet en lærer, eller snarere lærerinde, som han straks følte sig godt tilpas sammen med. Hun var en lille spirrevip med krøllet hår og en velformet krop. De talte så godt sammen, og hun hørte minsandten også efter, hvad han sagde. Det kom så vidt, at de efter en skolefest havnede i Rasmussens gulstenshus i hans seng (heldigvis havde han lige lagt rent sengetøj på!). De smed tøjet, og Rasmussen skulle lige til at kaste sig over hende, da hun liderligt stønnede: ”Giv mig nogen smæk!”
Hans tissemand blev straks til en forkølet reje, mens han fremstammede:
”Jeg har aldrig slået på nogen!”
Således røg deres forhold i vasken, selvom de begge to prøvede at klinke skårene. Hun lovede aldrig mere at bede om smæk, og han sagde forsigtigt, at han da godt en gang imellem kunne knibe hende lidt i røvbalderne, hvis hun nu syntes så godt om det . Men fortryllelsen var hævet, og han blev momentant impotent ved tanken om, at hendes særdeles lækre lille røv skulle få blå klemmelus. Han ville meget hellere kysse den. Han forsøgte sig også med det, men hun begyndte at fnise, for det kildede.
I dette øjeblik havde han virkelig lyst til at give hende en røvfuld. Det havde sikkert hjulpet gevaldigt, men så var han blevet nødt til at slå hende, hver gang de gik i seng sammen, og det var helt uoverskueligt. Det svarede til, at han selv skulle optræde i dameundertøj.
Kort tid efter begyndte hun at komme sammen med viceskoleinspektøren, og de blev meget glade for hinanden. Han var nu også kendt for at slå en proper næve og knalde en syngende lussing. Det havde ganske vist været forbudt i årevis. Men viceren var en traditionsbundet mand, og han kunne gøre kål på selv den mest fremsagte dreng. Det foregik selvfølgelig altid i dølgsmål uden vidner. Alle vidste det, men ingen sagde noget, for viceren var også viceborgmester i kommunen og medlem af Rotary.
Han lod tankerne flyve. Hvad skulle han nå stille op med sit liv? I fyrre år var han mødt til tiden, Han kunne selvfølgelig gå til finere madlavning eller fransk, og nu havde han tid til at spille på sin violin. Ja, han ville straks dagen efter google en violinlærer.
Det gælder vel alle mennesker, at de har nogle drømme i deres ungdom, som de ikke får realiseret. Hervert Rasmussen var en af den slags fornuftige mennesker, som helst ville have forsikringer for alt. Derfor søgte han på seminariet, ligesom hans salige far Eberhard Rasmussen havde gjort, ja, faktisk var det faderens ide, og da han kendte rektor, så var den sag afgjort. Det ville nok have været godt for Rasmussen, hvis han havde gjort oprør og kastet sig ud i noget vildere. Han kunne jo altid søge på seminariet, hvis det ikke gik. Hans karakterer på gymnasiet var pæne, og det var jo heller ikke dengang nogen stor bedrift at blive optaget på seminariet, tilholdsstedet for fallerede studenter, som ikke havde været i stand til at gennemføre en højere uddannelse. I gamle dage skulle man som lærer kunne spille på et instrument. Dengang violin. Rasmussen spillede ganske udmærket på violin, og hans musiklærer på gymnasiet foreslog ham at studere musik på universitetet. Men det var ikke noget, hans forældre syntes om. De ville hellere have, at han blev lærer som sin far. Det var indbegrebet af tryghed lige indtil pensionen, og derefter tryghed lige til kisten. Han tog dog blandt andet musik på linje på seminariet og spillede på sin elskede violin, som han for øvrigt havde overtaget fra faderen. Og godt det samme, for faren spillede så dårligt, at naboens hunde begyndte at hyle, som om deres sidste time var kommet, når han øvede sig. Ja, engang var deres kat løbet væk, da faderen havde forsøgt sig med at spille Bach. Sådan set havde moderen og Hervert stor lyst til at slå sig sammen med katten. Som for øvrigt sendte en klage til Dyrenes Beskyttelse.
Men Hervert Rasmussen spillede godt. Så godt, at han optrådte ved flere lejligheder på seminariet sammen med musiklæreren.
Da Rasmussen kom ud i folkeskolen og skulle have musik, hev han fornøjet sin violin frem og begyndte at spille. Men børnene holdt sig for ørerne og spurgte, om han ikke kunne spille guitar. En smule kunne han da godt, og det var børnene glade for. Violinen blev lagt i kassen, og der blev den såmænd liggende.
Dengang var orffinstrumenter meget populære. Xylofoner og klokkespil.
Det var et helvede. Når børnene fik udleveret instrumenter, begyndte de at hamre løs, så man hurtigt kom op på samme decibelniveau som på et stålvalseværk.
Musikundervisningen holdt han op med efter nogle år, da der kom en ny musiklærer, som kunne styre ungerne.
Han kunne også starte sin karriere som pensionist med at tage ud at rejse. Han havde jo stort set kun været på Bornholm og så på lejrskole med børnene til Skagen, Sønderjylland og Bornholm.
Pludselig kom han i tanke om en bog, som havde læst som dreng. Den handlede om nogle drenge, som blev enige om, at de skulle mødes femogtyve år frem i tiden. Og hvor skulle de så mødes? Jo, på det sted hvor en dartpil landede på verdenskortet. Det var nemlig dengang man havde kort, som var lavet af pap og papir og ikke en elektronisk skærm, hvor man skulle søge på Google Earth, hvis man skulle finde Herning eller Valby.
Pilen landede selvfølgelig på et meget fjernt sted, langt fra Danmark. Det lykkedes vist nok drengene at mødes efter mange besværligheder. Han kunne jo gøre det samme og lade skæbnen råde. Uh, hvor han trængte til at lade skæbnen råde! Men han ville nøjes med et Europakort. Det andet var for vildt.
Som sagt så gjort. Rasmussen tog sit gamle, lasede europakort frem, men han havde ikke nogen pil. Nu var overlæreren faktisk en iderig og kreativ mand.
”Luftgeværet!” udbrød han højt. Han havde nemlig fået den vane at snakke højt med sig selv.
Ja, sådan set havde han haft denne vane i adskillige år. Det var meget svært for ham ikke at tale højt med sig selv uden for hjemmet. Før i tiden blev selvsnakkende mennesker regnet for at have en psykisk sygdom. Han havde da også undret sig over, at flere unge mennesker gik og snakkede med sig selv på gaden, indtil han opdagede, at de snakkede i et head-set. Sådan et købte han sig også, og så kunne han bare gå rundt ude i det offentlige rum og småsnakke med sig selv, uden at nogen troede, han led af skizofreni eller andre kedelige psykiske lidelser.
Hvorfor købte han sig ikke en hund eller en kat, som kunne bryde ensomheden?
Fordi han led af allergi.
Han gik op på loftet, og efter lang tids søgen fandt han endelig geværet. Der var en lille æske med hagl, og i æsken lå også et par små pile, som man kunne skyde med.
Hurtigt var han nede i stuen igen. Han anbragte kortet på sofabordet, puttede en pil i geværet, gik tre skridt hen imod vinduet og anbragte derpå geværløbet bagudrettet på skulderen. Han huskede tydeligt, at en af hans barndoms helte, David Crocket, havde skudt på samme måde. De to første forsøg gik ikke så godt. Først ramte pilen en vase, som han havde fået til sit 25-års jubilæum. Det var en rædsel i rødt glas og med skolens navn på. Han havde ofte håbet på, at han ville komme til at skubbe til den, så den røg på gulvet, men det skete ikke, og ligefrem at kyle den ud, var han alt for velopdragen til. Men nu traf en af de små pile fra luftgeværet vasen, og den gik lige så nydeligt midt over. Hver halvdel faldt til side og blev liggende på bogreolen. Nu kunne han godt tillade sig at smide den på møddingen, og det var med ublandet fryd, at han lidt efter havde pakket resterne af kunstværket ind i et par gamle aviser.
Næste forsøg gik ikke ret meget bedre. Pilen ramte en af de store termoruder og blev siddende lige midt på, så ruden punkterede.
”Alle gode gange tre!” udbrød lærer Rasmussen fornøjet og kom endnu en pil i bøssen.
”Plok,” sagde det, da pilen borede sig ind i europakortet. Spændt gik han hen for at se, hvor han skulle rejse hen.
Pilen sad lige midt i Paris. Hvilken lettelse! Tænk, hvis det havde været et østland. Rasmussen havde aldrig kunnet lide folk fra østlandene. Mændene var afstumpede og plumpe, og kvinderne var enten nogle smarte, unge duller med afbleget hår og store,kunstige bryster eller også nogle gamle kællinger med jerntænder i munden.
Nej, Paris var da et utroligt stort held. Og det var slet ikke ham selv, men skæbnen, som havde udstukket hans rejsemål.
