07/07/2026
TunePosten er for 3. gang indstillet til Greve Erhvervspris
Man siger, at ”3. gang er lykkens gang”, men jeg har dog ingen illusioner om, at TunePosten denne gang bliver modtager af Greve Erhvervspris.
Det er nemlig aldrig populært at bide magthaverne i haserne, og det er ikke mindst magthaverne/politikerne på Rådhuset, der er med til at træffe afgørelsen om, hvem der skal have erhvervsprisen.
Men jeg glæder mig til gengæld over at være indstillet til prisen for 3. gang. Det viser, at der er nogle derude, der sætter pris på indsatsen.
Det er nu over 12 år siden, det første nummer af TunePosten så dagens lys, og nummer 145 er netop kommet ud i postkasserne.
Fra begyndelsen slog jeg fast, at TunePosten aldrig kommer i lommen på magthaverne. Derfor tilbød jeg kommunen gratis annoncer i avisen.
Ikke mange gav dengang i 2014 avisen mange chancer for at overleve, men TunePosten lever endnu i bedste velgående og udkommer måned efter måned i 40-56 sider.
TunePosten vil ”Ikke være som de andre. Den er noget for sig selv”, og det bliver den ved med at være.
GOD SOMMER