30/07/2025
Anmeldelse af Ulveblod 1 – Døden Kalder
Kreeret af: Line Lybecker
Sidetal: 422
Bagmænd: Ulven og Uglen
Hvad går der for sig: Vi starter vor beretning i Husum – som jo i og for sig er angstfremkaldende nok i sig selv – men der er langt mere trykkende tykttyngende tingeltangel i rygsækken hos Tina, der kun i sidste øjeblik reddes fra selv at sparke træskoene helt af, af Frederik. Den første medicinstuderende hvis hang og trang til væsker, ikke inkluderer guldbajere. Ad kringlede omveje ender Tina med at flytte ind i Frederiks lejlighed, mens det langsomt skinner igennem, at der gemmer sig langt mere dystre, aparte og mytologisk duftende ting i Ballerup, end blot mængden af lyskryds på den strækning af Frederikssundsvejen. Følelserne får lov at blomstre, mens vore hovedpersoners sande natur, drypper både blodigrødt og stridpelset. Hemmelighederne hober sig op. Tinas familie er på tragisk vis revet fra hende, og Frederik kæmper med fortidige spøgelser så store, at de må i knæ for at kravle ind i hans lejlighed. Alligevel får de to dannet et umage makkerpar, der ganske langsomt også får det til at kilde i hormonkammeret på hinanden, så det gibber i hofteholder og hjørnetænder. Men et mørkt og skummelt komplot lurer i skyggerne, og snart er det hele vendt på hovedet! Hvem er involverede? Kan de overhovedet stole på nogen? (Spoiler: Ej, ik’ rigtig.)
Skriverkarlen synes: Der er op til flere ting der stryger mig med pelsen her! Rauf! Historien er jordnært, råt og ægte viklet ind i nærmiljøet i Københavns forstæder, og vi bliver kun ganske langsomt fodret med bidder af noget overnaturligt. Det gør at man køber det hele, og virkelig sidder på kanten af den fodskammel hvor man er plantet med sit læsestof, fordi en 4-årig ser Pokemon og fylder hele sofaen. Det er godt håndværk, og den langsomme udrulning af de forskellige væsner – der langt hen ad vejen derfor bare bliver en god knivspids specielle mennesker – virker dejligt naturlig. Ikke som noget mytisk, men i stedet som et skjult underlag i samfundet. Så da tingene for alvor begynder at gå for sig, så der kommer sus i skørter og pelstøj, bliver det næsten lige så meget en spændingsroman som Michael Crichton (RIP GOAT 🙏🏻) uden tvivl ville kippe med kasketten i anerkendelse over, som den er en low fantasy beretning. Jeg er pjitpjattet med kombinationen – og hvis jeg ikke var så absurd street, så ville jeg give strisserne et praj om den forbrydelse det er, at der ikke står ”spænding” bare ét sted på omslaget. Men det eneste jeg stikker her i livet, dawgs’ er high-fives. Bogen er godt researchet, omhyggelig og virkelig intens, karaktererne er kantede og ægte, og ståpelsen på armene så godt som svejset fast undervejs. Flash jeres halse og skrål velbekomme, jeg er vild med det! Og så slutter vi da også lige på en gysende cliff hanger …
Kort summeret: Line Lybecker har skrevet en virkelig pirrende low fantasy-roman – lige dele spændende, helt nede på jorden og skummel – som lige så godt kunne stilles ind på hylden i nærheden af Crichtons Micro eller Jurassic Park. Der er videnskab, der er nørderi, der er sovekammerbillard, og der er ting der slubrer blod i den mørke nat! En gartner fra Husum der hedder Tina, som kan transformere sig ved at brække sine egne knogler og bænkpresse en Fiat 500. Sig at det ikke lyder for fedt, og jeg kalder dig bindegal.
