15/11/2025
Det dukker stadig opp flere kunnskapsrike, velformulerte og saklige kritikere av den biomedisinske forståelsen av psykiske lidelser. Anders Sørensen er en av dem som er verdt å lese og følge.
Jeg kan forstå, debatindlægget var bag betalingsmur forleden. Det kan vi ikke ha', så her kommer det:
Tak til Psykiatrifondens Marianne Skjold og Torsten Bjørn for at læse og besvare min kronik i Jyllands-Posten forleden. For er der noget, vi mangler, er det netop at have debatten.
I deres modsvar sætter de spørgsmålstegn ved mit lighedstegn mellem psykiatriens sprogbrug og den diskrimination, som mange mennesker i psykisk lidelse oplever i Danmark.
Man behøver blot åbne dagspressen for at finde belæg for det lighedstegn. Her er nogle af overskrifterne på kronikker og debatindlæg fra mennesker i psykisk lidelse de seneste år:
”Psykisk syg: Måden, I taler om mig på, gør mig mere syg”
”Jeg er i tvivl, om det er psykiatrien eller overgrebene, der gjorde mig mest syg”
”Behandlingen i psykiatrien gjorde mig kun mere syg end den diagnose, jeg begyndte med”
”Når psykiatrien gør dig mere syg”
”Psykiatrien gjorde Lone mere syg, end hun var. Det var det, jeg havde været udsat for, der var forkert. Det var ikke mig, der var forkert”
”Min medicin gjorde mig syg med meningsløshed”
”Jo mere, jeg tog min sygdom alvorligt som sygdom og overlod det til systemet at fikse den, jo dårligere fik jeg det”
Og det er ikke enkeltstående beretninger. Der er forskning på området. En litteraturgennemgang fra University of Melbourne viste i 2018, at biologiske forklaringer på psykisk lidelse ikke mindsker stigmatisering. Tværtimod. Når psykiske problemer beskrives diagnostisk som “hjernesygdomme” eller “kemiske ubalancer”, øges den sociale distance, opfattelsen af farlighed og pessimismen omkring bedring. Forskerne konkluderer, at sådanne forklaringer får os til at se psykisk lidelse som noget indlejret i hjernen, der definerer personen – og at netop denne tænkning er med til at fastholde fordomme og håbløshed.
Så uanset hvor meget Marianne og Torsten kalder en diagnose et ”fagligt redskab”, er det ikke den effekt, den har for mange derude. Alt for mange mister muligheden for at blive forstået som mennesker i livssmerte, fordi deres historie oversættes til en medicinsk diagnose. Det er påfaldende, at Psykiatrifonden vælger ikke at forholde sig til den virkelighed, sygdomssproget skabe for mennesker, der allerede har det dårligt og søgte hjælp, men fik det værre af hjælpen. Det var netop den samtale, jeg ønskede at åbne – men den ser det ikke ud til, vi kan have. Og dét er farligt.
At den samtale forsøges lukket, er i sig selv en del af problemet.
Anderledes positivt er det, at Marianne og Thorsten peger på fænomenet diagnoselettelse – den lettelse, der kan opstå, når man ser sine indre dæmoner beskrevet i et diagnosesystem og får sat navn på. Men det er jo en psykologisk mekanisme: følelsen af at blive set, forstået, valideret, godkendt, normaliseret, og ikke være alene. Og den peger netop på, hvad problemet er – fraværet af at blive set, forstået, valideret som menneske i lidelse.
At der skal medicinsk fagsprog til for at det sker, er netop symptomatisk for problemet. Et problem, der kun vokser, så længe landets psykiatrifond fortsætter sin uvidenskabelige kurs – en kurs, som både WHO, FN og Menneskerettighedskommissionen sort på hvidt har krævet, at sundhedsvæsenet bevæger sig væk fra.
Men det forholder Psykiatrifonden sig heller ikke til. I stedet bruges spaltepladsen på floskler om biologiske forklaringer på psykisk lidelse – traditionen tro uden én eneste reference. Så ud over at forholde sig til kritikken af den patologisering, Psykiatrifonden uvilligt kommer til at bidrage til, ville det klæde organisationen at dele den forskning, deres påstande om psykisk sygdom bygger på.
Men måske er det netop dét, de ikke kan – konsultere videnskaben. For derinde, i videns-skabet, ligger forskningen, som peger et helt andet sted hen. Og derfor må man ty til stråmænd som: ”Han påstår, psykisk lidelse ikke eksisterer.”
Kun ved at tage debatten åbent kan vi bekæmpe diskriminationen. Så tak endnu engang for at deltage, Marianne og Torsten – jeg håber, den fortsætter.
