25/07/2023
Hej,
Her kommer første officielle opslag af en kort novelle. Novellen her er et uddrag af en kommende serie.
For at forstå baggrunden for det skrevne ord, vil jeg appellere til at læse Loca Cereza biografi som det første. Alle noveller rummer et eller flere tabubelagt emner der bør italesættes. God fornøjelse.
DEVIL DEVIL
MONSTERET I HENDE
AF LOCA CEREZA
COPYRIGHT©
Hun sårer.
Hun sårer dem der elsker. Dem, der elsker hende. Sårer Hun. Dem, hun elsker. Dem sårer hun.
Hendes Djævel sårer. Den djævelske sygdom, som hærger og martrer hendes krop og sjæl. Djævlen. Djævlen, der viser sit grimme fjæs. På få sekunder smadrer den alt. Alt, med en ustoppelig kraft. Djævlens kraft. Monsteret i hende.
Det monster! Den blodige krig, der på minutter, flår alt i stykker i hendes krop, i hendes sind, i hendes liv. I deres liv. Smadret. Revet itu. Frygtindgydende, voldsom. Så voldsomt, smertefuldt og frygtindgydende for dem, der ser. Monsteret ingen skal se. De elskende er ikke længere elskende. De elskende bliver de overlevende. Oplevelsen er uvirkelig. Som et monster fra underverdenen. Ingen tør hun lade sig elske. Ingen skal elske hende. I frygten for hende. Kærligheden er visnet. I tavshed dør den hen. Død.
"Der er stille på kirkegården, hvor de forhenværende elskere og deres elskerinder sover. De er artige og fornuftige nu, de stakler. Det er slt med at vente på breve, slt med de ekstatiske nætter, slt med de unge kroppes fugtige rytmer. På den store sovesal ligger de nu alle sammen. På rad og række disse tavse regimenter af benede grinebidere, som var ildfulde elskende. Sørgmodige og alene på kirkegården, elskerne og deres udkårne. Den elskende kvinde stum af lyst, hendes betagne rallen, pludselig løber der bølger igennem hende, hendes himmelvendte helgenindeøjne, hendes øjne lukkede i nydelse, de fornemme bryster hun gav dig, alt sammen i jorden. Ned i jeres jord-alkover med jer, I elskende." *
Hun er hvad hun er, på godt og ondt. Frygt, flugt og beredskab har boet i hende fra hun kunne sanse. Det er hendes lod, hendes arv, og hendes ansvar. Hendes ansvar alene.
Ingen fortjener mødet med hendes djævel. Djævlen fra fortidens synder. Intet med nutiden at gøre. Alligevel splitter den nuet ad, splittet i atomer. At forberede sine elskende på, hvilken størrelse den er, er ikke muligt. Det skal opleves. Opleves, for at forstå, hvad det er for et monster. Monsteret, der bor i hende. Hvilket monster. Djævlen kan ikke afkodes. Den kan ikke forudsiges. Den kommer som lynet, på en klar solskinsdag. Hvad der bringer den frem, hvornår den viser sit modbydelig fjæs, og i hvilke forklædning, vides aldrig. Det er djævlens værk. Monsteret i hende.
Det er hjernens kamp imod sig selv, og indimellem vinder djævlen. I minutter er hun forsvundet, uden for rækkevidde, al fornuft, og normalitet fryser til is. Djævlen har overtaget hendes sind. Hun bryder det, når hun kan. Hun må bryde med djævlens greb i hende selv. Hun kan bryde ud af det og få overtaget igen, men da er skaden sket. Alt er tabt, tabt på få sekunders vanvid.
Det er en evig proces. At modarbejde den i sin fulde udfoldelse, er en umulighed. Hun kan ikke alene, når først monsteret er sluppet løs. Det eneste der bryder det, er at omfavne den i nuet, acceptere den eksisterer, respektere den væsen, og ikke møde den med vrede. Så vender hun og fornuften tilbage. Hun lever i dødens landskab.
"Engel: sæt at der fandtes en plads, som vi intet ved om, og dér på et usigeligt tæppe, viste de elskende, de som
aldrig har kunnet her, deres hjerteflugts
dristige, høje figurer, deres tårne af lyst, deres stiger, som længst har lænet sig blot mod hinanden, dirrende, hvor der aldrig var grund, og kunne det foran tilskuerkredsen, utallige lydløse døde:
Kosted de da deres sidste, bestandig sparede, altid skjulte mønter, som vi kender, kosted de lykkens evigt gyldige mønter hen for det endeligt nu sandfærdigt smilende par på det stillede tæppe?" **
Det er som at bekæmpe en vulkan i udbrud, med en sølle kop vand, og man bliver brændt levende. Den lægger sig og går i dvale, men den vil altid eksistere. Hun frygter konstant dens altødelæggende tilbagevenden. Tilbage kommer den. Den vil altid være en del af hende. Den følger hende hvor end hun går, som skyggen der er hendes egen. Hun har accepteret, at det er arven, arven hun lever med for altid. Hun er bevist om den ligger på lur. Altid på lur. På lur efter sit bytte. Hun ved den igen går til angreb. Går i udbrud, en dag, hun ved bare aldrig af hvad, eller hvornår. Men en dag.
Det handler om frygt, frygten for at svigte. Frygten for at blive svigtet. Svigtet igen. Bedraget. Bedragende. Frygten for smerte. Frygten for vold. Frygten for mødet med kærligheden. Frygten for det gode. Frygten for at blive afvist af sine elskede. Elskede der ikke får lov at elske.
Hjernen brænder sammen, i sin egen kamp om at blive eller flygte, når hun vinder over flugten, så kommer monsteret. Monsteret der søger for hun drabeligt uskadeliggør sit “offer”. Hun skubber alt det hun så inderligt elsker fra sig. Med alt dens vrede og uhyggelige kraft. Hun taber igen. Taber kampen i sig selv. Hendes usynlige, evige kamp. Hun, hun er hendes egen værste fjende. Hun. Hun kan slå kærlighed ihjel. Enhver kærlighed. Det har hun trænet hele livet. Hele livet har hun trænet, trænet hårdt. I kampen for overlevelse. I kampen for frihed.
I kampen for livet. Hun vil bruge resten af livet på at ændre dette. Livet går videre. Smerten aftager. Knivstikkeriet heles. Smerten er uundgåelig. Lidelse bestemmer vi selv.
Hun ville aldrig gøre nogen ondt, men ondt gør hun. Hun sårer. Hun kæmper monsterets kamp. Imod djævlens magt. Det handler om hende, og djævlen i hende.
Hun tager kontrollen tilbage på minutter, men der er det sket. Djævlen, der er hendes modbydelige arv. Den er altødelæggende.
Der vil altid være en næste gang, hun ved bare aldrig, hvornår. Hun ved ikke af hvad. Hun ved ikke hvorfor. Ikke før det er for sent. Det kan ikke bekæmpes med krig, men kan kontrolleres med hjælp. Forståelse. Omfavnelse. Respekt og accept. Den har intet med det menneske at gøre den bekriger og sårer. Det er traumet der opleves igen, og igen, og igen. Hendes fortid. Hendes traumer. Traumer. Undertrykte. Nedgjorte. Løgnagtiggjorte. Tabubelagte traumer. Traumer der fører til stress. Stress der fører til traumer. Traumer der fører sammenbrud. Sammenbrud der fører til det ukendte. Den ikke anerkendte fortids vold. Igen og igen.
Den skriger “flygt”, det vinder hun over, så træder beredskabet ind, klar til at forsvare sig. Klar til kamp, med en styrke der kan slå ihjel, hun kan slå ihjel. Det får hun stoppet, før det bryder ud. Kuglerne flyver rundt i hendes krop, hendes krop er i krig. I krig med djævlen. Det sidste fældende træk, er at nedlægge sit “bytte”, uskadeliggøre det, slå det ud af fatning, jaget på flugt. På flugt fra hende. På flugt fra monsteret. Monstret i hende. Flygtet. I sikkerhed. Alene tilbage. Djævlens PTSD vandt, sin ensomme, meningsløse krig. Den sejrede. Monsteret i hende lever. Offeret er trukket i rustning, har trukket sig over på den anden side at voldgraven, i forsvar, i afmagt, såret for livet. Såret af hende. Såret for altid.
Ansvaret er hendes. Hendes ene og alene. Djævlen er med hende for altid. Hendes trofaste følgesvend. Hendes væbner. Hendes kriger. Hendes monster. Hun vil ikke være den, der gør andre ondt, fordi hun har ondt. Men ondt gør hun. Kom igen, min elskede!
"… Kom, kyske nat,
sortklædte, sindige matrone, lær mig
at tabe, mens jeg vinder, dette spil,
hvor tvendes rene uskyld sættes ind.
Blænd med dit sorte slør mit blod, som flagrer
så angest i min kind, til bange elskov
tør kolde ærlig elskov tugtigt værk.
Kom, Nat! Kom, Romeo, kom, du dag i notten,
på nattens vinger båren mere hvid
end nylig falden sne på ravnens ryg.
Kom, hulde nat, mørkladne, milde nat,
giv mig min Romeo. Og når han er død,
så del ham ud i lutter stjerner små,
og da vil han forskønne himlens åsyn,
så alle folk forelsker sig i natten
og ingen hylder Solens glimmer mer." ***
Hun tabte kampen. Kampen om kærligheden. Kærligheden. Tilliden. Ærligheden. Troen på det kunne lykkedes. Ødelagt og ødelæggende. Fortabt i sin fortids volds fængsel. Vogtet af hendes egen djævel. Opgivende. Håbløst. Forladt og fortabt.
Hun må tilbage. Tilbage til den monstrøse kamp. Kampen med sig selv. Den voldelige, ødelæggende fortid måtte kunne bekæmpes. Kampen med monstret. Kampen mod Djævlen. Kampen for livet. Hun må lære blive klogere end den. Djævlen. Lære at ondskaben tilhører fortiden. Hun må finde det mentale rum, hvor det nye kan opstå, som en Fugl Føniks af asken. Hun må vælge livet i al dens uendelige sårbarhed. Med åbenhed. Med kærlighed. Med tillid. Hun må vælge. Hun har valgt.
* Albert Cohens Herrens udkårne, bd. l s. 341, oversat af Merete Klenow With, Forum 1988.
** Fra Rainer Marie Rilke Duino Elegier, s. 71, oversat af Thorkild Bjørnvig, Gyldendal 1982.
*** Fra Willian Shakespeare Romeo og Julie (Dramatiske
værker), s. 27, oversat af V. Østerberg, J.H. Schults Forlag 1958.
Loca Cereza
