12/15/2025
URBAN VO**UR
Jordskælv, dumme mænd og andre naturkatastrofer
Jeg er pensioneret flådeofficer i The US Navy. En noget absurd titel for en pacifist, der har anstrengt sig for at undgå alt, der har med militær at gøre. Men det skal så siges, at det var en meget kort karriere. To uger, faktisk. Jeg var en af 17,000 frivillige og militærpersonel, der som del af Operation Unified Response, en US Military Joint Task Force, blev udstationeret efter jordskælvet i Haiti i 2010. Jeg svarede på en rekrutteringshenvendelse fra Operation Smile, en NGO jeg havde arbejdet med før, og blev udsendt til The USNS The Comfort, et flådehospital konstrueret af en ombygget olietanker, der lå for anker ud for Port au Prince.
Jeg rejste med et hold ortopæd- og traumakirurger og sygeplejersker, og vi tilbragte de næste fjorten dage med at hjælpe militærpersonalet med at operere tilskadekomne. Af en eller anden grund bliver man som civil tildelt officer rank, når man har en professionel funktion i militært regi. Jeg var så formentlig fenrik Carlsen. Jeg glemte at spørge.
Udsendelsen var ubetinget den mest psykologisk udmarvende arbejdsopgave, jeg har påtaget mig. Ikke kun på grund af de frygtelige traumer og ulykkelige skæbner, men også fordi nogle af militærpersonerne, mest mandlige læger, behandlede haitierne respektløst. En af kirurgerne kaldte sig selv Dr.Slingblade, fordi han foretog så mange amputationer. Han opførte sig, som om det morede ham. ”She is mad at me because I told her I have to cut her leg of”, sagde han om en ung kvinde på 17. En højtstående flådeofficer tog en tumor, der var blevet fjernet fra en haitisk mands lænd, og tegnede en smiley face på den.
Der var heldigvis også virkelig dedikerede, respektfulde kirurger. En af dem, Tim, begyndte nogle år senere at arbejde på det hospital i New York, hvor jeg var ansat. Han delte nogle af sine erfaringer fra Haiti med mig og fortalte, at da vi på et tidspunkt ikke længere fik patienter fløjet ind, var det af politiske årsager, ikke fordi der ikke var flere tilskadekomne. Jeg havde spurgt en admiral som sagde ’they are either lost to us or they have healed on their own. Jeg tog tilbage til New York med formidable humanitære tømmermænd.
Amy Goodman fra nyhedsstationen Democracy Now, hvor jeg var frivillig i en periode, ankom til epicentret seks dage efter jordskælvet, hvor absolut ingen hjælp havde indfundet sig. Overlevende gravede deres døde ud fra under de sammenstyrtede huse med de bare hænder. Dem de kunne få adgang til. Stanken fra de rådnende lig var overvældende. En helikopter landede og lettede igen, og først da den var i luften igen, blev der smidt poser med brød ud til de overlevende. ”Why do they treat us like dogs? ‘ spurgte de. ”They could have given us the bread when they were on the ground.” Samtidig med at jeg var på The Comfort, arbejdede min haitianske kollega Celeste med en NGO på et hospital i nærheden af Port-au-Prince. Hun er kompetent, hurtigttalende og patriotisk. Hun er født i Haiti og boede der, til hun var 25. Katastrofen var selvsagt anderledes personlig og følelsesladet for hende og foregik på flere niveauer. Hendes land, hendes folk. Jordskælvet indtraf på en hverdag, hvor folk skulle på arbejde, børnene i skole. Celeste har en fætter, som ledte efter sin kone og børn i tre dage efter jordskælvet. Han fandt dem i deres bil, kun hans datter på tre overlevede. Hun havde ligget i 80 timer under sin døde mor.
Celeste mødte under redningsarbejdet en mor til fem børn, som havde mistet sin mand og sit hus under jordskælvet. Hun var i en håbløs situation, og forsøgte at få hjælpearbejderne til at tage hendes børn. Celeste overvejede at adoptere lille Benjamin, den yngste, som kun var seks måneder, men hendes mand nægtede. Celeste besluttede i stedet at betale for Benjamins fornødenheder, hvilket hun har gjort diskret siden. Celeste tager fortsat tilbage og er volontør på det samme hospital. Hun vil gerne have mig med på en mission, men den politiske ustabilitet i landet har besværliggjort vores planer.
Celeste er en af de få tidligere kolleger, jeg stadig har kontakt med. Der opstod en speciel forbindelse mellem os efter Haiti. Det er svært at forklare personer, der ikke var til stede, hvor intens og deprimerende en oplevelse, det var. Celeste er mig, helt unødvendigt, evigt taknemlig og har altid en gave med, når vi ses.
Jeg har talt med Celeste om mediernes usmagelige praksis med at fremstille hendes landsmænd som barbarer. Hun gør sig ingen romantiske forestillinger - hun og hendes mand måtte et par år inden jordskælvet betale næsten $50,000 i løsesum til personer, muligvis nogen de kender, som kidnappede hendes svigerfar, fordi de vidste han havde familie i USA. Det er derfor, hun er meget diskret med sin indsats overfor Benjamin.
Men desperate mennesker foretager desperate handlinger. Haiti er blevet straffet i århundreder for som den eneste koloni at have et succesfuldt slaveoprør, der førte til selvstændighed og landet blevet tvunget til at betale milliarder i kompensation til Frankrig med katastrofale følger for levestandard, uddannelsessystem og infrastruktur. Øen har været ramt af cycloner, orkaner, oversvømmelser og andre jordskælv. Hvad gør man, når man ikke har mad at give sine børn? Celeste er ikke bitter.
Hun er tough og feisty og takes no s**t from nobody. Hun har altid historier at fortælle. Og i lighed med mig er hun en tossemagnet. Både hun og jeg har for eksempel i perioder været hjemsøgt af blottere. Vi mødes som regel i Flatbush-kvarteret Little Haiti og spiser creolsk. En gang fortalte hun, at hun, da hun ventede på toget i Brooklyn, så en mand på perronen, der stod og onanerede med ene hånd og mens han holdt en bibel i den anden. Regnede han med at blive tilgivet for sin usømmelighed, mens den foregik, monstro?
“I was ready to smack him if he approached me!” sagde hun og skraldgrinede.
En dag sad Celeste i sin kirke og bad en bøn og passede i øvrigt sig selv, da en herre satte sig ved siden af hende og lagde en hånd på hendes knæ.
”Do you want to come with me and have s*x in the back of my car?”spurgte han. Celeste er ikke sådan at bringe ud af fatning og spurgte manden, om han var rigtig vel forvaret, var han klar over, at de rent faktisk befandt sig i en kirke?
” I have been married for 35 years and I have never been unfaithful to my husband and I have no intentions of starting now.” sagde hun.
”My wife has completely lost interest in me. I need to be with a woman and I find you attractive.” sagde manden
”You need to go home and talk to your wife. And to ask God for forgiveness”, sagde Celeste.
Manden gik over og satte sig på en kirkebænk og så ud, som om han overvejede Celestes forslag. Måske bad han.
Lidt senere kom han tilbage.
”Please forgive me”, sagde han,”That was inappropriate of me.” Hvorpå han rakte hende en 20-dollarseddel.
:Okay”, sagde Celeste, ”I forgive you. And,”sagde hun og snuppede pengesedlen ”I am taking this as a consultation fee.”
Jeg tror, hun sendte pengene til lille Benjamin.
